Er parforhold noget som djævelen har skabt?
af Tim Ray

Engang for mange tusinde år siden sad Djævlen Himself i sit brændvarme virksomhedsdomicil i Helvede og så på sin ”mission statement” der hang med store flammebogstaver i den ene ende af hans kontor: ”At gøre så mange mennesker som muligt så ulykkelige som muligt i så lang tid som muligt.”

Djævelen hang faktisk lidt med næbbet, for han syntes egentlig ikke det gik så godt med Djævel & Co.s mission for tiden. For på trods af alle hans ihærdige anstrengelser var menneskerne gennemgående bare rigtig lykkelige og tilfredse. Folk gik bare rundt og elskede sig selv og hinanden og havde det rigtig godt.

Så Djævelen vidste at han var nødt til at gøre et eller andet drastisk. Hvis han skulle undgå forflytning, degradering eller slet og ret en fyreseddel var han nødt til at finde på et eller andet der virkelig kunne sætte skub i menneskers ulykkelighed og fortvivlelse…

Og så var det at han lige pludselig fik alle tiders geniale idé. En idé der med garanti ville sætte turbo på hans mission og vision om at gøre så mange mennesker som muligt så ulykkelige som muligt så længe som muligt:

Parforhold!

Ja! Selvfølgelig! Djævelen kunne allerede se det for sig. Parforhold - den direkte adgangsbillet til helvede! En løgn eller samling af løgne så store og overbevisende at de allerede ville begynde at gøre mennesker ulykkelige fra barnsben af…

Djævelen begyndte med det samme at skrive løs på sin plan:

Djævelens løgn nr. 1 om parforhold:
Den kærlighed jeg søger er uden for mig selv.
Det er jo genialt det der, genialt! tænkte Djævelen og hoppede op og ned af sin ildrøde tronstol af bar begejstring. Hvis jeg kan få mennesker til at tro på at den kærlighed de søger er uden for dem selv… Hold da kæft mand, så tror jeg sku at Djævel & Co. ender med at blive børsnoterede!

Genialt. Nu var den gode bund lagt. Men der skulle mere til endnu...

Djævelens løgn nr. 2 om parforhold:
Den kærlighed jeg søger er afhængig af et andet menneske.
Det er godt det her, rigtig godt, tænkte Djævelen, næsten overrasket over sin egen genialitet. Og jeg har det, jeg har det, yes, yes, hvor er den god den her…

Djævelens løgn nr. 3 om parforhold:
Jeg kan kun opleve den kærlighed jeg søger med ét eneste menneske
Genialt! Han kunne lige se Djævel & Co.s kæmpestore reklameslogans og internetbannere for sig: ”Den eneste ene”, ”Den store kærlighed”, ”Romantik”… Hold kæft, hvor er det bare godt det der! Djævelen kunne mærke forvirringen, længslen, elendigheden og ensomheden helt nede i alle femtem storetæer. Millioner og milliarder af mennesker der alle sammen troede på at de kun kunne opleve den kærlighed de søger med ét eneste menneske, ét eneste menneske som man aldrig nogensinde rigtig kan vide hvem er! Og hvis man så endelig tror at man har fundet den person, er det ikke sikkert at kærligheden er gengældt eller måske er personen allerede i et forhold med en anden – ja, ja, ja det er jo genialt det der, genialt! Hvis Djævelen kunne få menneskerne til at hoppe på den, ville det virkelig være slut med al den kvalmende kærlighed der for tiden var i omløb på Jorden, det ville være slut med alle de mennesker der bare gik rundt og elskede alt og alle...

Og sidst men ikke mindst...

Djævelens løgn nr. 4 om parforhold:
Det er kun kærlighed, hvis parforholdet varer for evigt
Uha ja, den gør sateme også ondt! Hvor er den bare styg! Med denne løgn ville Djævelen sikre sig at mennesker ville forblive ulykkelige uanset hvad. Hvis de ikke var i et parforhold, ville de være ulykkelige (fordi de troede at den kærlighed de søgte var uden for dem selv). Og hvis de endelig var i et parforhold, et parforhold hvor begge parter med tiden udviklede sig og gik andre veje, ville denne løgn – løgnen om at det kun er kærlighed, hvis parforholdet varer for evigt - sørge for at de blev i parforholdet uanset, hvad deres hjerter og sjæle inderst inde ønskede. Og de få der formaste sig til at gå hver til sit, ville altid se tilbage på det parforhold de havde haft som en stor fiasko.

Hm. Djævelen var godt klar over at denne her sidste løgn var rimelig tyk og ville være rimelig svær at overbevise mennesker om. Derfor fandt han på endnu en ekstra løgn for at bakke den op. Djævelen ville udsprede en ekstra lille løgn om at det var selveste Gud Himself, the top dog, der havde proklameret denne løgn som en sandhed. Djævelen ville sørge for at alle religionerne forkyndte at et parforhold kun var ægte og kærligt, hvis de to parter skrev under på at de elskede hinanden og at de ville være sammen for evigt uanset hvad der skete!

Ha ha, hold kæft, hvor er det dog bare genialt! Igen kunne Djævelen ikke lade være med at klappe sig på lårene af bar helvedesfryd.

Okay, så langt så godt. Nu var det tid til handling. Og ikke bare en smule handling. Næ nej, Djævelen vidste godt at han, for at gennemtrumfe så kolossal en samling løgne, var nødt til virkelig at rulle de tunge hjernevaskeskyts ud. Derfor samlede han alle sine salgs-, marketing- og brandingafdelinger og lagde en medieplan som ville få selv løgnene om racisme, nationalisme, fanatisme, sexisme, alderisme og materialisme til at blegne: En mega-giga-hammer-slammer reklamekampagne om ”Den eneste ene” bestående af en million popsange og musikvideoer, TV-serier og film, dameblade, romaner, mode- og skønhedsindustrier der alle sammen enstemmigt i kor proklamerede Djævlens løgne om parforhold...

Og hvordan gik det så med Djævelens geniale idé...?

Tilbage

Damebladene er verdens største leverandør af parforholdsmyter
af Tim Ray

Noget af det sjoveste (eller mest tragiske, alt afhængig af, hvordan man ser på det) jeg ved er at læse damebladenes mange artikler og gode råd om parforhold. For de fleste af dem er baseret på bunkevis af myter om parforhold som slet ikke har noget med virkeligheden at gøre. Læs for eksempel følgende ubetalelige artikel fra damebladet Woman om parforhold med stor aldersforskel. Hver gang der står noget i parentes er det mig der gør opmærksom på at det som lige er blevet skrevet er baseret på en vrangforestilling om parforhold og relationer som ikke har noget med virkeligheden at gøre. Her er artiklen:

___

Gravrøver kontra kuvøseguf
Woman gi'r dig gode råd til parforhold med stor aldersforskel
af Signe Lønholdt

Lev i nuet, men tænk på fremtiden (er det sandt? Fører det virkelig til lykke at tænke på fremtiden, som blot er en tanke der ikke har noget med virkeligheden at gøre?) Mange kærestepar, med stor aldersforskel lever i nuet og tænker ikke over, hvordan det vil gå i fremtiden (er det sandt? Jeg har endnu ikke mødt et menneske der ikke tænker over, hvordan det vil gå i fremtiden!). Måske er det skræmmende at tænke ti år frem. Den ene part i forholdet vil på et tidspunkt blive gammel mens den anden stadig vil være relativt ung. På den anden side får aldersforskellen mindre betydning efterhånden som man bliver ældre - en kvinde på 20 år og en mand på 35 år vil måske have mindre tilfælles end en kvinde på 50 år og en mand på 65 (er det sandt?).

Da ens personlighed ændrer sig meget, når man er i 20 og 30 års alderen (er det sandt? min oplevelse er at de tanker og overbevisninger der udgør ens personlighed bliver cementeret i de første barneår og siden hen ikke ændrer sig synderligt, medmindre man lærer at stille spørgsmål til sine tanker), kan det være, at du en dag kikker på din engang så store kærlighed og opdager, at I er vokset fra hinanden. Derfor er det specielt vigtigt for jer med stor aldersforskel, at I taler med hinanden om de forandringer, som du oplever og at I hele tiden er opdaterede på, hvad der foregår på hvert jeres plan (hvorfor er det mere vigtigt end for par, hvor der ikke er så stor aldersforskel? Er det sandt at der er forskel på folk med forskellig alder?).

De 30, 40 og 50 årige er meget mere aktive og i meget bedre form end samme aldersgruppe var for bare 10 år siden, og et par år her og der betyder meget mindre rent psykisk (her modsiger skribenten sig selv. Hun har lige sagt at et par år her og der betyder meget rent psykisk). I dagens Danmark betyder det måske ikke så meget, at der er stor aldersforskel (er det sandt? Hvorfor har du så skrevet en artikel om parforhold med stor aldersforskel?), men mere om man kan få et forhold til at fungere. Det vigtigste er sådan set, at I har noget tilfælles, for hvis du vil i byen og han spille golf, vil I sandsynligvis glide langt væk fra hinanden med tiden (er det sandt? Kan man ikke have et godt parforhold, selv om man har forskellige interesser? Kan man kun have et godt parforhold, hvis man er fælles om alt eller mange ting? Og er der noget i vejen med at man glider fra hinanden med tiden? Er et parforhold kun en succes og har værdi, hvis det varer længe eller til døden os skiller? Er et længevarende, ulykkeligt forhold bedre end et kortvarigt, lykkeligt forhold?). Selvfølgeligt er det vigtigt at have hver jeres interesser (er det sandt?), og at I hver især har venner på jeres egen alder eller med samme interesser (er det sandt? Hvorfor er det vigtigt at have venner på sin egen alder? Har det da ikke lige så stor værdi at have en ven som ikke er på sin egen alder? Hvad har alder med venskab – eller noget som helst at gøre? Folk der har forskellig alder er forskellige – er det sandt?) , men sørg for at I har et eller andet tilfælles - om ikke andet, så jeres forhold.

For ikke så længe siden, kom det frem at den knap så pur-unge Helena Christensen havde sat neglene i den 10 år yngre Josh Hartnett (er det sandt? Var det hende der kontaktede ham eller omvendt? Var det hende der jagtede ham eller var det ham der jagtede hende?), og de er ikke det eneste par i Hollywood med stor aldersforskel. Faktisk er der nærmest gået sport i at finde en kæreste, der er enten meget ældre eller yngre end en selv (er det sandt?), og måske er du en af dem der er med på moden (er det sandt? Hvis du er i et parforhold, hvor der er stor aldersforskel, er du det så fordi du gerne vil være med på moden?). Her kommer i hvert fald et par gode råd til dig, der er til enten sugardaddies eller toyboys.

Hvis der er mere end fem års forskel på dig og din kæreste, kan I placeres i den kendte firkantede kasse, der er mærket: "Parforhold med stor aldersforskel."

Måske synes du at mændene på din egen alder er for barnlige og stadig render rundt og pjatter - så vil du meget hellere have en mere erfaren og alvorlig mand. Eller du oplever at mændene på din alder er alt for alvorlige og går for højt op i karrieren. De glemmer at lege og være impulsive, og derfor vil du meget hellere have en mand, der er yngre og mere fri.

Men vær sikker på, hvad dit motiv er, for at starte forholdet (hvordan kan man det? Hvordan kan man blive bevidst om hvad sine motiver er – og hvis det er så vigtigt, hvorfor står der så ikke noget om det i denne artikel?) - er det fordi du vil være mor for ham, eller er han den faderfigur du altid har savnet? Er han et ungt trofæ eller en økonomisk stabil støtte? Hvis du vælger ham af de forkerte grunde (er det da ”forkerte” grunde at vælge en partner fordi man er tiltrukket af hans/hendes fysiske ydre eller hans/hendes penge? Hvad er så den ”rigtige” grund?), kan forholdet have svære kår, for bøtten kan lige pludselig vende rundt - han har ikke længere brug for en mor eller den store formue forsvinder.

Resten af familien
Det kan godt være at reaktionen fra jeres venner og familie ikke er just positiv, når du første gang står foran dem og skal fortælle om dit nye fund, der er 10 år yngre eller ældre end dig selv. Hvis han er ældre, så forstår de måske ikke, hvad det lige er du ser i ham, og hvis han er yngre, så vil de vædde på at han forlader dig, når du bliver ældre. Det er jo altså bare fordi, at de vil dig det bedste, så lyt til, hvad de siger (hvorfor? Er det sandt at det som dine venner og familie siger er sandt? Har dine venner og familie da lært at skelne mellem virkeligheden og deres tanker?) og måske siger de noget klogt, som du kan bruge, og hvis ikke kan du lade deres ord fise ud af det andet øre, og bare være glad for, at du har fundet manden i dit liv.

Under alle omstændigheder er venner vigtige at have (det er vigtigt for min lykke at have venner – er det sandt?), så selv om de måske ikke tager nyheden så pænt i første omgang, så forsøg at få dem til at forstå (jeg kan få mine venner til at forstå andet end det de forstår – er det sandt?), at dig og din nye kæreste har det rigtig godt sammen på trods af aldersforskellen. Det kan nemlig være meget svært for dig og din udkårne at finde venner, der er i samme situation som jer, og det er altid rart at have nogen man kan diskutere liv og kærlighed med, så hvorfor ikke holde godt fast i de gamle venner?

___

Det er pragtfuldt hvad! Komik på højeste plan!

Hvis det er her landets kvinder får deres viden om parforhold, er der så noget at sige til at de fleste kvinder i større eller mindre grad føler sig forvirrede, frustrerede og ulykkelige når det gælder parforhold (og det hvad enten de er single, elskerinde, kæreste, gift, skilt eller hvad de nu er)? Og hvis deres mandlige partnere så også køber disse myter, er der så noget at sige til at vores parforhold er en kæmpe slagmark af ulykkelighed, forvirring, vrede, jalousi, usikkerhed, stress, forventningspres og præstationsangst?

Kom igen kære dameblade!

Tilbage

Kan et parforhold kun fungere, hvis man går på kompromis?
af Tim Ray

En af de myter man ofte møder på sin vej gennem vore dages parforholdsjungle er myten om at et parforhold kun kan fungere, hvis man går på kompromis. Med andre ord, at et parforhold kun kan fungere, hvis en eller begge parter nogle gange gør noget som den anden partner vil have, selv om man i sit hjerte ikke har lyst til det.

Men er det virkelig sandt? Hvad ville der ske, hvis begge parter i forholdet kun gjorde det som de hver især havde lyst til i deres hjerter? Svaret er ganske enkelt, er det ikke? Så ville begge parter i forholdet kun gøre det som de hver især havde lyst til i deres hjerter!

Jeg ved ikke med dig, men jeg synes nu det lyder som en meget harmonisk og fredfyldt måde at være i et parforhold på!

”Men hvad så,” spørger du måske, ”hvis det betyder at der kun er ganske få ting som begge parter har lyst til at gøre sammen?”

Ja, hvad så? Hvis det er tilfældet, så er der kun ganske få ting som begge parter har lyst til at gøre sammen. Og er der da noget i vejen med det?

Hvilket fører os direkte til en anden god gammel myte om parforhold – nemlig myten om at et parforholds værdi afgøres af, hvor meget tid man tilbringer sammen. Altså af kvantitet og ikke af kvalitet.

Men er det nu sandt? Er det bedre at være i et parforhold, hvor man tilbringer meget halvdårlig tid sammen (fordi en eller begge parter gør noget mod sin vilje) end at være i et parforhold, hvor man tilbringer lidt tid sammen (fordi begge parter kun følger deres hjerte og gør det som føles rigtigt for dem)?

Prøv selv at mærke efter og se, hvordan det føles for dig.

Faktisk så er min oplevelse at en af de primære grunde til at så mange parforhold ikke fungerer, til at der er så meget forvirring og ulykkelighed i mange parforhold (og til at så mange parforhold ender) at en eller begge parter går på kompromis og ikke følger sit hjerte.

Hvad med dig? Går du nogle gange på kompromis i dit parforhold? Gør du nogle gange noget som du ikke har lyst til i dit hjerte? Og hvis ja, hvorfor? Hvilke konsekvenser er du bange for at det vil have?

Eller går du måske nogle gange på kompromis fordi du tror på myten om at et parforhold kun kan fungere, hvis man går på kompromis? Hvordan ville du have det, hvis du ikke længere kunne tro på den myte? Ville dit parforhold (eller i hvert fald du selv) måske i virkeligheden begynde at fungere meget bedre uden den tanke?

En anden ting der giver yderligere brændstof til myten om at parforhold kun kan fungere, hvis man går på kompromis, er at mange af os forveksler et kompromis med en transaktion eller en aftale. Lad mig give dig et par eksempler:

En af de mest hyppige transaktioner som vi alle kender er handelstransaktionen. For eksempel: Du vil have en spritny mørkeblå Peugeot 107 og prisen for at få den er 120.000 kroner. Bilsælgeren vil have 120.000 kroner og hans ”pris” for at få dette beløb er at forsyne dig med en spritny mørkeblå Peugeout 107. Dette er en transaktion. Det er ikke et kompromis. Begge parter vil have noget og I er begge villige til at betale prisen for at få det.

En anden transaktion som vi alle som regel oplever adskillige gange i løbet af livet er ansat-arbejdsgiver transaktionen. For eksempel: Du vil have 35.000 kroner om måneden og mulighed for at udfolde dine evner som ingeniør – og prisen er at du møder op på arbejde hos Novo Nordisk mandag til fredag fra 830-1630 og udfører et vist stykke arbejde. Novo Nordisk vil have en ingeniør til at videreudvikle deres sukkersyge medicin – og prisen er at de betaler dig 35.000 kroner om måneden. Dette er en transaktion og en aftale. Det er ikke et kompromis. Begge parter vil have noget og de er begge villige til at betale prisen for at få det.

En anden ”transaktion” eller aftale som mange af os indgår i er forældre-barn forholdet. For eksempel: Du og din partner vil gerne have glæden ved at have et barn. Og ”prisen” for denne store glæde er (rundt regnet) noget i stil med at I begge to de næste 18 års tid passer og forsørger barnet indtil det er i stand til at gøre det selv (og det hvad enten I bliver ved med at være sammen eller ej). Igen er dette en ”transaktion” eller en aftale. Det er ikke et kompromis. Både du og din partner vil have noget og I er begge to villige til at betale prisen for at få det. Selvfølgelig kan man godt prøve at bakke ud af denne ”kontrakt”, men som vi alle ved er det mildest talt en smule kompliceret, når først man er gået i gang! Der findes nemlig ingen fortrydelsesret på børn!

Men hvad så når det gælder parforhold? Hvad er så aftalen eller ”transaktionen” når det gælder et parforhold? Her bliver det straks langt mere tricky, fordi der i dag ikke længere er nogen fastsat drejebog eller regler for, hvordan et parforhold skal være.

Det var der i gamle dage. I gamle dage lød parforholds-transaktionen eller –aftalen noget i stil med: Kvinden bliver hjemme og gør rent og laver mad og passer børn og er elskerinde. Manden arbejder og tjener penge og styrer landet og går om nødvendigt i krig for at forsvare sit land. Meget lige til. Noget for noget. Og hvis en kvinde ikke var tilfreds med denne ordning blev hun enten tvunget til det med fysisk vold eller udstødt af samfundet.

Men sådan er det ikke længere i dag (i hvert fald i den vestlige verden). I dag er der (i hvert fald på papiret) ligestilling mellem mænd og kvinder, og kvinder har lige så meget arbejdsmæssig og økonomisk og politisk frihed som mænd. Kvinder har ikke længere brug for mænd til at tage sig af det økonomiske, arbejdsmæssige og politiske. Og det har vist sig at manden er lige så meget i stand til at gøre rent og lave mad og passe børn og være elsker som kvinden. Så hvad skal man så bruge et parforhold til? Og hvordan er drejebogen for et parforhold nu? Er parforholdsdrejebogen at vi har sex hver tirsdag og lørdag aften og går i svømmehallen om søndagen? Eller er den at vi er sammen om alle fritidsaktiviteter medmindre vi aftaler noget andet? Eller er den at vi ikke har nogen aftaler overhovedet?

Svaret er selvfølgelig at der ikke er noget svar på det spørgsmål. Svaret er at et parforhold i dag – i modsætning til de fleste andre menneskelige interaktioner som handel, ansat-arbejdsgiver, osv. – ikke er en på forhånd fastsat defineret størrelse med klare regler for, hvordan forholdet er. I dag er et parforhold en fuldstændig åben størrelse uden nogen grænser, som man kan lave fuldstændig som man vil.

Men fordi de fleste af os ikke er bevidste om dette, fordi de fleste af os stadig tror at et parforhold er en fast defineret størrelse med en fast drejebog, bliver vi ofte rigtig forvirrede når vi er i parforhold. Det oplevede jeg for nogle år siden i en af mine forhold. Efter at den første vilde forelskelsesrus havde lagt sig begyndte min kæreste og jeg at ryge ud i alle mulige skænderier og uoverensstemmelser om, hvor meget vi skulle være sammen og hvad vi skulle lave når vi var sammen. Og det gik op for mig at en stor del af vores uoverensstemmelse bundede i at vi begge to havde helt vildt forskellige indre mentale drejebøger for, hvordan et parforhold skulle være. For eksempel så var min kærestes grundlæggende udgangspunkt at vi altid var sammen (altså i vores fritid) medmindre vi aftalte ikke at være sammen. Mens mit grundlæggende udgangspunkt var at vi ikke var sammen (medmindre vi aftalte at være sammen). Som du nok kan se førte dette til rimelig mange uoverensstemmelser og forvirring! Og sådan havde vi på alle mulige andre måder, hver især en hel liste af ideer om, hvordan et parforhold skulle være i praksis. Lister som i de fleste tilfælde slet ikke matchede hinanden. Og som vi – måske vigtigst af alt – aldrig nogensinde havde taget os tid til at sætte os ned og dele med hinanden og afstemme med hinanden. Og da vi endelig gjorde det, viste det sig at vi ikke kunne nå frem til enighed om særlig meget. Vores ønsker matchede bare ikke hinanden. Og så endte forholdet.

Af det forhold lærte jeg, hvor vigtigt det er (og helst så tidligt i forholdet som muligt) at sætte sig ned og klart kommunikere og afstemme disse ting med hinanden. I praksis vil det sige noget i stil med:

1) Kommuniker klart med dig selv først. Find ud af, hvem du er og hvad du vil have og ikke have når det gælder parforhold. Og vid at det som du vil have eller ikke vil have er 100% okay (også selv om din parforholdsmodel er at have tantrisk sex med bind for øjnene 1 gang om året på Hotel D’Angleterre eller måske i den anden ende af skalaen at I holder hinanden i hånden nonstop 24 timer i døgnet). Du kan ikke kommunikere klart med din partner, før du kommunikerer klart med dig selv.

Dette lyder måske meget enkelt, men min egen erfaring er at dette for mange af os kan være mere end bare rigtig svært. Ikke mindst fordi vi alle er blevet stopfodret med 1001 myter om hvad et rigtigt parforhold er, om hvad man burde eller ikke burde ville have når det gælder ens liv og ens parforhold. Så for virkelig at kunne gøre dette i praksis, kræver det ofte at man bruger noget tid på at stille spørgsmål til alle myterne om parforhold. For det kan være rimelig skræmmende og blokerende at prøve at finde ud af, hvad man vil og ikke vil når det gælder parforhold, hvis man er skrækslagen over om det man vil mon er forkert eller mærkeligt!

2) Kommuniker klart dine ønsker om parforhold til din partner eller potentielle partner. Vær specifik og praktisk. Hvad? Hvor meget? Hvornår? Hvor?

Dette kan igen være en meget stor udfordring for mange. Men her gælder det igen at den grundlæggende årsag til at så mange af os oplever dette som en stor udfordring, er fordi vi tror på en masse tanker og overbevisninger om hvad der er rigtigt og forkert, godt og dårligt, hvad man burde eller ikke burde ønske og gøre når det gælder parforhold. Så hvis du er bange for at kommunikere dine ønsker klart til din partner, er nøglen her igen at spørge dig selv ”hvorfor?” og så stille spørgsmål til alle de grunde du tror på. F.eks.: ”Sådan kan man ikke være i et parforhold”. ”Ingen mand/kvinde vil være interesseret i sådan et forhold.” ”Jeg burde ønske den eller den parforholdsmodel”, ”Der er noget i vejen med mig”, og så videre.

3) Lyt til din partners ønsker når det gælder parforhold.

Og tro på det som din partner eller potentielle partner siger! Lad være med at stikke dig selv blår i øjnene og tænke ”Det mener han/hun i virkeligheden ikke”, ”Han/hun skal nok ændre sig med tiden”, ”Det er blot en fase som han/hun er ved at gå igennem,” og alle de andre vanvittige historier vi fortæller os selv om det andet menneske, i stedet for at leve i harmoni med virkeligheden, og acceptere at det menneske vi har foran os er 100% præcis som det er nu og sandsynligvis ALDRIG nogensinde kommer til at ændre sig. Hvem ville du være, hvis du ikke kunne tro på tanken om at din partner vil ændre sig? Det er en vild tanke hvad! Reality check, please!

4) Se om der er nogle steder, hvor jeres ønsker matcher. Hvis der er, jamen så er der måske grobund for en eller anden form for parforhold. Hvis der ikke er, hvis virkeligheden er at jeres ønsker er meget forskellige, er det nok en meget god idé at se dig om efter en mere kompatibel partner!

Tilbage

Børn er det ultimative legetøj
af Tim Ray

Jeg synes altid det er ganske morsomt når en af mine venner eller bekendte siger at folk der har børn er mindre selvoptagede end folk der ikke har børn. Og selvfølgelig er jeg godt klar over at man måske vil opdage at man har meget lidt tid til at tænke på sig selv når først huset er fyldt med en masse unger. Men samtidig spørger jeg også mig selv - da mine kære venner til at begynde med besluttede sig for at få børn – hvem var det lige de forsøgte at gøre glade ved at få børn? Var det en eller anden spermcelle der var faret vild ude i universet eller hvad?

Indtil for et par generationer siden var det mere eller mindre sådan at folk fik børn af tre grunde:

1) De havde ikke noget valg. Eftersom der ikke var noget der hed prævention, var det sådan at sex = børn.

2) De havde brug for nogle friske, stærke unge hænder til hjælpe til på gården, i butikken eller i forretningen. Det var et spørgsmål om simpel overlevelse.

3) Menneskeheden (eller ens stamme, by eller nation) havde brug for børn for at sikre racens overlevelse.

Men sådan er det jo ikke i dag. Hvornår har du sidst spurgt en af dine venner, hvorfor de fik børn og fået svaret:

1) At det var fordi de voksede op alene i en hule i Nordnorge uden nogen kontakt med omverdenen eller seksualundervisning – og at de derfor simpelthen ikke vidste at der var noget der hed prævention?

2) At det var fordi de havde brug for en der om en 15-20 år kunne hjælpe dem med deres arbejde som biokemi ingeniør på Novo Nordisk eller hjælpe dem med at betjene kunderne i deres tøjbutik (eller fordi de var bange for at deres pensionsopsparing ikke ville slå til om 30-40 år)? Nej, vel?

3) At det var fordi de havde læst i en artikel i Berlingske Tidende at Familieminister Carina Christensen opfordrede alle danske voksne til at få mindst 3,0 børn – ellers ville det danske samfund simpelthen gå under inden for ikke så længe (en opfordring der var ekstra absurd set i lyset af at vores kære 34-årige Familieminister på spørgsmålet om, hvorfor hun – en kvinde i sin mest fødedygtige alder – ikke selv havde nogen børn, kvikt svarede at det da var fordi hun havde for travlt med karrieren!)? I don’t think so!

Hvilket jo bringer os til den erkendelse at der selvfølgelig kun er én grund til at folk i vore dages samfund får børn: Nemlig for at glæde sig selv.

Når først forelskelsen, romantikken, den hede sex, de mange smser, den fælles bolig, de fælles designermøbler, de spændende storbyferier og måske endda forlovelsen og det store bryllup ikke længere er helt så ophidsende og spændende, begynder mange par så at se sig om efter det næste fælles projekt som kan holde dem beskæftiget og underholdt i (endda rigtig) mange år frem: Børn - det ultimative legetøj!

Dermed ikke være sagt at børn ikke er noget af det mest vidunderlige her i livet – men lad os dog være ærlige omkring, hvorfor vi vælger at få dem!

Kort sagt, så har hvert eneste valg vi træffer her i livet en pris og en konsekvens, men lad os være helt på det rene med at motivationen eller grunden til at vi traf en beslutning til at begynde med altid – og jeg mener altid – var fordi vi troede at det ville gøre os selv lykkelige! Og det lige meget hvem eller hvad det er.

Selv den mest fromme helgen i verden – såsom Moder Teresa – hvorfor gjorde hun det hun gjorde? Fordi hun troede at det var vejen til lykke for hende!

Tilbage

10 bud på hvordan du kan være bevidst i dit parforhold
af Tim Ray

”Sjov!?” siger hun og fortsætter, ”At vi har det sjovt sammen lige nu er altså ikke godt nok for mig! Jeg vil vide at vi har en fremtid sammen. At det her forhold har potentiale. Jeg vil ikke stå om nogle år og have brugt de bedste år af mit liv på noget som ikke blev til noget...”

Lyder dette bekendt? Har du prøvet at give forskellige variationer af ovenstående til din partner eller ekspartner? Eller har du selv modtaget noget lignende? Det har jeg i hvert fald adskillige gange. Først givet ovenstående smøre (i starten af min parforholdskarriere) og de sidste mange år modtaget den af adskillige af mine ekser. Og hver gang jeg har troet på ovenstående tanker (hvad enten jeg har givet eller modtaget dem) har det føltes enormt stressende og ubehageligt. Og det er der egentlig ikke noget at sige til - eftersom sådanne tanker og forventninger ved nærmere eftersyn ikke har noget med virkeligheden at gøre. De er alle sammen baseret på vores historier om hvordan vi synes et parforhold ”burde” være, og ikke på hvordan et parforhold virkelig er.

Det har fået mig til at tænke på om der mon ikke er en mere fornuftig og sund måde at være i et parforhold på, en måde som er mere i harmoni med hvordan et parforhold virkelig er. Jeg har prøvet at skrive det ned og jeg kalder disse ”reality checks” for 10 bud på hvordan du kan være bevidst i dit parforhold. Her er de:

1. Jeg kan ikke gøre dig lykkelig (det er dit job).
2. Jeg kan ikke gøre dig ulykkelig (det er også dit job).
3. Jeg kan ikke give dig noget som du ikke allerede har.
4. Jeg kan ikke redde dig fra dit liv.
5. Vi har ingen fremtid sammen (kun dette øjeblik).
6. Jeg kan ikke love dig noget som helst andet end at jeg ikke kan love dig noget som helst.
7. Jeg vil være tro mod dig indtil jeg ikke længere er tro mod dig.
8. Jeg vil have at du gør præcis det du gør (for det gør du jo alligevel).
9. Uanset hvor hårdt du prøver kommer jeg aldrig nogensinde til at ændre mig (what you see is what you get).
10. Jeg elsker dig – og det betyder ikke at jeg vil gøre det du vil have jeg skal gøre.

Hvis du er i tvivl om ovenstående 10 udsagn virkelig er i harmoni med virkeligheden, kan du selv hurtigt afprøve det ved at vende hver af de 10 bud om til deres totale modsætning og spørge dig selv hvordan du har det når du tror på og lader dig styre af dem.

Hvordan reagerer du når du tror på vores kollektive parforholds-vrangforestillinger om at:

1. Jeg kan gøre dig lykkelig (din lykke påvirkes af det jeg siger og gør).
2. Jeg kan gøre dig ulykkelig (din lykke – eller mangel på samme - påvirkes af det jeg siger og gør).
3. Jeg kan give dig noget som du ikke allerede har (du er ikke hel og fuldendt nu).
4. Jeg kan redde dig fra dit liv (din tankegang, din smerte, det du oplever).
5. Vi har en fremtid sammen (dette øjeblik er kun en trædesten til et mål ude i fremtiden).
6. Jeg kan garantere dig at jeg vil holde det jeg lover (jeg må ikke ændre mening).
7. Jeg kan garantere dig at jeg vil være tro mod dig for evigt (jeg må ikke føle det jeg føler).
8. Jeg vil have at du gør det jeg vil have du skal gøre (og ikke det som du gør).
9. Hvis du prøver hårdt nok kommer jeg en dag til at ændre mig (tag dig ikke af måden jeg er på lige nu - den skal du nok få ændret med tiden).
10. Hvis jeg virkelig elskede dig, ville jeg gøre det du vil have jeg skal gøre.

Det gør ondt hvad! At tro på sådanne vanvittige forestillinger er meget stressende. Og årsagen til alle vores parforholds-problemer (og kun dem alle sammen).

Læg mærke til at jeg kalder det for 10 bud på hvordan du kan være bevidst i dit parforhold og ikke for 10 bud på et bevidst parforhold. For der findes ikke noget som hedder et bevidst parforhold. Hvor mange personer kræves der for at du kan være bevidst i dit parforhold? Kun en – dig. Om den anden person er bevidst eller ej kan du ikke gøre noget ved. Det er hans eller hendes sag. Og du vil lægge mærke til at ethvert forsøg fra din side på at få den anden person til at være bevidst i jeres parforhold øjeblikkeligt vil gøre dig stresset og ulykkelig – fordi du ved at gøre det bryder samtlige 10 bud på hvad det vil sige at være bevidst i et parforhold!

10 bud på hvordan du kan være bevidst i dit parforhold – 2. del
af Tim Ray

Nu vi er ved det, så glem ikke at på samme måde som at du ikke kan gøre din partner lykkelig eller ulykkelig, gælder det lige så meget at din partner heller ikke kan gøre dig lykkelig eller ulykkelig. Så her er endnu 10 ”reality checks” der kan hjælpe dig med at være bevidst i dit parforhold:

1. Du kan ikke gøre mig lykkelig (det er mit job).
2. Du kan ikke gøre mig ulykkelig (det er også mit job).
3. Du kan ikke give mig noget som jeg ikke allerede har.
4. Du kan ikke redde mig fra mit liv.
5. Vi har ingen fremtid sammen (kun dette øjeblik).
6. Du kan ikke love mig noget som helst andet end at du ikke kan love mig noget som helst.
7. Du vil være tro mod mig indtil du ikke længere er tro mod mig.
8. Uanset hvad du vil have at jeg gør – gør jeg præcis det jeg gør alligevel.
9. Uanset hvor hårdt jeg prøver kommer du aldrig nogensinde til at ændre dig (what I see is what I get).
10. Du elsker mig – og det betyder ikke at du vil gøre det jeg vil have du skal gøre.

Hvis du er i tvivl om ovenstående udsagn er i harmoni med virkeligheden når det gælder parforhold (eller enhver af livets relationer for den sags skyld!), kan du igen tjekke det ved at vende hver iagttagelse 180 grader om til sin totale modsætning og mærke, hvordan du har det når du tror på det.

Hvordan har du det når du tror på vores kollektive parforholds-vrangforestillinger om at:

1. Du kan gøre mig lykkelig (min lykke påvirkes af det du siger og gør).
2. Du kan gøre mig ulykkelig (min lykke – eller mangel på samme - påvirkes af det du siger og gør).
3. Du kan give mig noget som jeg ikke allerede har (jeg er ikke hel og fuldendt nu).
4. Du kan redde mig fra mit liv (min tankegang, min smerte, det jeg oplever).
5. Vi har en fremtid sammen (dette øjeblik er kun en trædesten til et mål ude i fremtiden).
6. Du kan garantere mig at du vil holde det du lover (du må ikke ændre mening).
7. Du kan garantere mig at du vil være tro mod mig for evigt (du må ikke føle det du føler).
8. Det ville være bedre, hvis jeg gjorde det du vil have jeg skal gøre (og ikke det som jeg gør).
9. Hvis jeg prøver hårdt nok kommer du en dag til at ændre dig (jeg bør ikke tage mig af måden du er på lige nu - den skal jeg nok få ændret med tiden).
10. Hvis du virkelig elskede mig, ville du gøre det jeg vil have du skal gøre.

Tilbage

Hvem ville din partner være, hvis du fik din vilje?
af Tim Ray

De fleste af os har mange ideer og tanker om hvordan vi gerne vil have at vores partner skal være. Om hvad han eller hun ”burde” sige og gøre (eller ikke sige og gøre) for at vi kan være lykkelige, om hvordan han eller hun burde ændre sig eller leve sit liv, om hvad der er det rigtige for ham eller hende at gøre, og så videre og så videre.

Men som du måske har lagt mærke til er virkeligheden at uanset hvor hårdt vi prøver på det, makker vores partnere sjældent ret eller lystrer. Vores partnere tænker bare det de tænker, siger det de siger, og gør det de gør, og de ændrer sig også meget sjældent, uanset hvor meget vi prøver på at få dem til det.

Og forleden slog det mig at dette rent faktisk er en rigtig god og intelligent ting. Fordi hvem ville din partner være, hvis du fik din vilje? Hvem ville din partner være, hvis du som en anden Gud fik lov til at styre Universet og diktere hvordan din partner skulle tænke, tale, handle og leve sit liv? Din partner ville i hvert fald ikke være den person som han eller hun er, vel? Hvis du tænker over det, ville din partner ikke engang være et menneske, men snarere en hjernedød slaverobot der sidder i et hjørne med savl hængende ud af munden og venter på din næste kommando. ”Yes, master, what is your command, my master...”

Og omvendt, hvem ville du være, hvis din partner fik sin vilje når det gælder dig? Hvem ville du være, hvis din partner som en anden Gud kunne diktere og bestemme hvad du skulle tænke, sige og gøre?! Det er en grufuld tanke, ikke sandt! Du ville jo ikke være dig selv, men snarere en grøntsag, et tamt dyr i et gyldent bur, der sidder der med halsbånd om halsen og lænker på både fødder og ben, mens du hjælpeløst bliver kommanderet rundt med. Puha, sikken en tanke hvad!

Og det er derfor at det faktum at vi absolut ingen kontrol har over hinanden, over vores partnere eller de andre mennesker i vores liv, er så smuk og god en ting. Gud kunne simpelthen ikke have udtænkt og skabt det mere perfekt. Og rent faktisk, så er det præcis sådan Gud har udtænkt og skabt det!

Tilbage

Vi er alle som ”Uhyret” fra Østrig
af Tim Ray

De sidste to ugers tid har historien om hvordan en ældre østrigsk mand på meget udspekuleret vis har holdt sin voksne datter og hendes (deres!) børn i fangenskab i sin kælder i mere end 20 år trukket store overskrifter - og chokeret ikke bare den østrigske befolkning, men hele verden. Vi er alle lamslåede over hvordan et menneske på så grov og gennemført vis kunne misbruge og berøve andre mennesker deres frihed. Og vi undrer os over hvordan det kan lade sig gøre - hvordan kunne det komme så vidt?

Men jeg tror sandheden er at vi alle sammen i større eller mindre grad er præcis lige som ”Uhyret” fra Østrig (som pressen kalder ham) når det gælder vores relationer med de mennesker vi holder af. Tænk over det engang. Hvor mange gange har vi ikke selv (hvis ikke fysisk, så i hvert fald verbalt og mentalt) forsøgt at berøve vores partner, vores kæreste, vores ægtefælle, vores børn eller andre som står os nær deres frihed? Hvor mange gange har vi ikke selv forsøgt at berøve dem deres frihed og ret til at leve deres liv sådan som de selv ønsker det, ved at forsøge at få dem til at gøre det som vi synes de burde gøre? I kærlighedens navn selvfølgelig – hvor absurd det end måtte lyde. Hvor mange gange har vi ikke selv forsøgt at få vores partner til at gøre noget som han eller hun ikke vil og forsøgt at manipulere dem ned i mentale fangekældre med retfærdiggørelser som ”du burde”, ”hvis du virkelige elskede mig, ville du…”, eller ”for at et forhold kan fungere er man nødt til at gå på kompromis…” (hvilket bare er en anden måde at sige, at jeg vil have at du gør det jeg vil have du skal gøre, ikke det som du gerne vil gøre)? Hvor mange gange har vi ikke selv gjort os til dommere over hvordan dem som vi ”elsker” burde leve deres liv? Hvor mange gange har vi ikke selv syntes at vi da ved hvad der er bedst for dem? Og tilmed forsøgt at få dem til at gøre det – hvis ikke med blod, sved og tårer – så i hvert fald med trusler, ultimatummer, grænseoverskridelser og alskens mental og verbal manipulation?

For sandheden er at når det gælder vores nære relationer, så er vi alle sammen i større eller mindre grad præcis lige som den østrigske mand som vi alle sammen for tiden forfærdes så meget over. Historien om ”Uhyret” fra Østrig og hans familie er blot et ekstremt udtryk for en mental vrangforestilling som vi alle lider af. Nemlig ideen om at vi ved hvad der er bedst for andre. At andre burde gøre det som vi synes de burde gøre. Og at vi har retten til at presse og manipulere dem til at gøre det.

Tilbage

Er du træt af den traditionelle parforholdsmodel?
af Tim Ray

De seneste par år har jeg lagt mærke til at jeg og flere og flere af singlerne i min omgangskreds (både mænd og kvinder) ofte ikke har noget synderligt ønske om at få sig en ny partner. Mange har endda mere eller mindre fuldstændig opgivet tanken om at det overhovedet er muligt for dem at finde en partner som de er kompatible med.

Og jeg undrer mig nogle gange over hvordan det kan være? Hvad er grunden til at jeg og et stigende antal mennesker i dag i større eller mindre grad ikke har noget ønske om at være i et parforhold? Er det fordi vi virkelig ikke ønsker at være i et parforhold? Eller er det fordi vi dybest set er bange for at ”binde” os (sådan som adskillige af mine ekser i tidernes løb har sagt til mig)? Eller er det måske bare fordi vi endnu ikke har fundet ”den rette”?

Eller lægger der måske en helt anden grund bag? Hvad nu hvis vores manglende ønske om at have en partner ikke har noget at gøre med at vi ikke vil have en partner – men i virkeligheden bunder i at den traditionelle parforholdsmodel ikke er noget for os?

Når jeg taler med de singler i min omgangskreds som spekulerer over om det der med at være i et parforhold overhovedet er noget for dem, viser det sig hurtigt at problemet for manges vedkommende egentlig ikke er at de ikke ønsker sig en partner, men at de simpelthen ikke ønsker sig de tre udgaver af den traditionelle parforholdsmodel som vi fra alle sider er blevet hjernevasket til at tro er den eneste rigtige:
1) Parforhold hvor man bor hver for sig
2) Parforhold hvor man bor sammen
3) Parforhold hvor man bor sammen og har børn
Og fordi de fleste af os tror at der kun er to muligheder her i livet når det gælder parforhold – single eller de 3 ovenstående udgaver af den traditionelle løsning, begynder mange af os at tro og føle at det der med parforhold måske bare ikke er noget for os.

Men hvad nu hvis det ikke passer at der kun er de to muligheder – single eller de tre udgaver af den traditionelle løsning – men uendelig mange andre kreative måder at være i et parforhold på, som du frit kan skræddersy til at passe med den du er, med måden dit liv er på, med dine ønsker og behov? Hvad nu hvis der ikke nogen grænser for hvordan man kan være i et parforhold? For eksempel:
- Vi bor ikke sammen, er først og fremmest gode venner, og har nogle gange sex sammen
- Vores udgangspunkt er at vi ikke har nogen faste aftaler om noget som helst, og blot ses når det føles rigtigt for os begge to (selv om det måske kun er en gang hver fjortende dag)
- Vi bor hver for sig og ser slet ikke hinanden i hverdagene, men i weekenden bor jeg hos dig
- Vi bor sammen, men vi har to soveværelser, så vi ikke behøver sove sammen hver nat
- Dit ønske om samvær er langt større end mit, derfor er vi enige om at vi er to eller tre kærester der deles om dig og hver især er sammen med dig forskellige dage om ugen eller måneden
-  Vi er enige om at være i et tidsbegrænset parforhold på f.eks. en måned eller tre måneder
Og hvilken som helst anden kreativ kombination du kan finde på og som du kan blive enig om at være i med en anden!

For i virkeligheden er et parforhold ikke nogen på forhånd fast defineret størrelse, men en aftale som to mennesker forhandler sig frem til, på samme måde som når man er til jobsamtale eller indgår i ethvert andet projekt. Sæt dig til forhandlingsbordet med dine ønsker, lyt til den anden persons ønsker, og se om I kan nå frem til enighed om noget. Og husk også at gøre det så tidligt i forholdet som muligt! Jeg kan se at en af de klassiske ”fejl” jeg selv flere gange har begået, er at tro på at forelskelse og stærk tiltrækning er lig med at jeg og den anden er kompatible. Og når forelskelsens rus så begynder at falme, går sandheden pludselig op for os. Hov – selv om vi er stærkt tiltrukkede af hinanden, vil vi bare slet ikke det samme når det gælder parforhold!

Så tænk over det, hvis du er en af dem som nogle gange undrer sig over om det der med parforhold overhovedet er noget for dig. Måske er det i virkeligheden ikke parforhold som ikke er noget for dig – men den traditionelle parforholdsmodel som er alt for begrænsende! Jeg ved i hvert fald at når og hvis jeg en gang atter skulle få lyst til at være i et parforhold, vil jeg denne gang starte med at finde ud af hvilken kreativ model jeg vil have – og så selvfølgelig finde en (hvis det altså er muligt) som også er med på den!

Tilbage

Er du ”storbymunk” eller ”storbynonne”?
af Tim Ray

Tusind tak til jer der har kommenteret mit seneste indlæg ”Er du træt af den traditionelle parforholdsmodel?” Det er en kæmpe lettelse, er det ikke? At opdage at der er ubegrænsede muligheder for hvordan et parforhold kan være i praksis!

De sidste par dage har dette fået mig til også at tænke på en helt anden faktor. Nemlig parforholdets udvikling set i historisk perspektiv. Indtil for ikke så længe siden var det sådan at vi mennesker generelt blev præsenteret for to muligheder når det gjaldt parforhold. Den ene var den traditionelle parforholdsmodel hvor man boede sammen, havde børn og familie, og så videre. Og den anden var at man, hvis man havde stærke spirituelle tilbøjeligheder, kunne blive munk eller nonne, leve i cølibat, og indgå i et spirituelt fællesskab/familie i et kloster eller tempel.

Men det som vi i stigende grad ser i dag er at grænserne mellem disse to vidt forskellige måder at leve på bliver stadigt mere udviskede. I dag er det ikke længere nødvendigt at blive munk eller nonne og leve i cølibat i et kloster, hvis man har stærke spirituelle tilbøjeligheder og gerne vil dedikere en stor del af sit liv til denne udforskning. Samtidig er det i dag (blandt andet på grund af faktorer som prævention, kvinders voksende økonomiske, arbejdsmæssige og politiske frihed) muligt at være i et parforhold uden at det nødvendigvis medfører børn, familie eller endsige at have fælles økonomi og hjem.

Dette fører til helt nye måder at leve på og være i parforhold på – blandt andet det som jeg kalder for ”storbymunken” og ”storbynonnen”. Hvor et menneske dedikerer en stor del af sin tid til indre arbejde og udforskning af virkelighedens natur, uden at behøve at leve i cølibat eller i et kloster. Hvor et menneske kan være i et parforhold, men uden at det behøver at være den traditionelle model med børn, hvor man bor sammen, eller i det hele taget bruger særlig meget tid sammen.

Lyder dette som dig? Er du i virkeligheden ”storbymunk” eller ”storbynonne”?

Tilbage

Har du fundet ”Den eneste ene”?
af Tim Ray

Forleden spurgte en af mine venner mig om jeg ikke gik og drømte om en dag at finde ”Den eneste ene” – en som virkelig forstår mig, en som jeg føler mig virkelig nært forbundet med, en som jeg kan dele mit liv og mine drømme med. Og jeg svarede at jeg havde fundet ”Den eneste ene”. På to måder:

For det første, sagde jeg til min ven, har jeg opdaget at ”Den eneste ene” er mig selv. Mennesket som jeg er sammen med 24 timer i døgnet, alle ugens syv dage. Mennesket som jeg går i seng med hver aften og vågner op med hver morgen. Mennesket som jeg forstår bedre end nogen anden. Mennesket som jeg føler mig mere nært forbundet med end nogen anden. Og som jeg altid – uanset om jeg lægger mærke til det eller ej – deler mit liv og mine drømme med.

For det andet, fortsatte jeg, har jeg opdaget at ”Den eneste ene” er det menneske som jeg er sammen med i hvert øjeblik. For eksempel, sagde jeg til min ven, er du lige nu ”Den eneste ene” i mit liv. Der er ikke andet end dig og mig sammen lige nu. Og for fem minutter siden, da jeg gav tjeneren vores bestilling, var hun ”Den eneste ene” i mit liv. I går da jeg legede med min to-årige nevø og så ind i hans øjne, var han ”Den eneste ene” i mit liv. Der var kun ham og mig. Da jeg for et par dage siden løb rundt med min brors hund Tolle var han ”Den eneste ene.” Da jeg for et år siden gik en tur på stranden med min ekskæreste, var hun ”Den eneste ene” i mit liv. Og den person som jeg giver min opmærksomhed i det næste øjeblik, vil også være ”Den eneste ene” i mit liv.

Hvad med dig? Har du fundet ”Den eneste ene”? Eller leder du stadig?

Tilbage

Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne
af Tim Ray

Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne. Kvinder i 30erne er det værste. For når en kvinde er i 30erne tror hun fuldt og fast på at det søde liv, det gode liv, det perfekte liv, er lige rundt om hjørnet, hvis bare hun arbejder hårdt nok og er god nok. Hun tror fuldt og fast på at hvis bare hun arbejder hårdt nok skal hun nok snart få det perfekte liv som alle månedsmagasinerne stopfodrer os med er vejen til evig lykke. Den perfekte mand, det perfekte parforhold, de perfekte børn, den perfekte familie, det gode sexliv, den flotte og sexede krop, den gode karriere, det gode job, det hyggelige hjem med alle designermøblerne, de gode weekender, de gode ferier, livskvalitet, livskvalitet og mere og mere livskvalitet. Det er så opslidende at være i nærheden af en kvinde i 30erne at det er til at brække sig over (og jeg har altså været kæreste med en del!). Så hver gang jeg møder en kvinde i 30erne ser jeg mig nu om efter den nærmeste udgang. For jeg ved at et parforhold med en kvinde i 30erne betyder big-time stress.

Nej du, jeg holder mig til kvinder i 20erne eller i 40erne eller ældre. For ser du, selv om kvinder i 20erne stadig tror på illusionen om at hvis de arbejder hårdt nok vil de en dag opnå alle disse ting, og så vil de være lykkelige - har de fleste kvinder i 20erne heldigvis indstillingen: ”Men ikke endnu. Jeg skal lige have det lidt sjovt i nogle år før jeg melder mig ind i kvindernes version af Fremmedlegionen-Frømandskorpset-Iron-Woman-Miss-Bo-Bedre-Perfect.” (selv om jeg da helt sikkert også har mødt kvinder der allerede i 20erne var ramt af denne næsten dødelige form for sindssyge).

Og så er der kvinder der er over de 40. Åh ja! Gud ske tak og lov for kvinder over 40! De er næsten endnu sjovere end kvinder i 20erne. For kvinder over 40 har som regel ingen illusioner mere. Kvinder i 40erne eller ældre har nu i adskillige årtier slidt sig selv ihjel dag og nat for at leve op til illusionen om at hvis bare de opnår det og det, skal de nok blive lykkelige. Og nu er de 40 eller ældre, og gæt hvad? Nu er illusionen brast. Enten har de ikke opnået det meste af det som de troede der skulle til for at gøre dem lykkelige – en mand, børn, familie, job, karriere, hus, designermøbler, veninder, spændende storbyferier, og så videre og så videre – og de er ulykkelige, stressede og nedbrudte af alle de årtiers intenst slid. Eller også så har de opnået det meste af det de troede der skulle til for at være lykkelige - og må erkende at de stadig ikke er lykkelige. Og nu begynder det at gå op for dem at det er ovre, løbet er ved at være kørt. På trods af alle deres ihærdige anstrengelser bliver de bare ikke yngre eller smukkere eller sundere eller raskere, børnene bliver bare ved med at vokse, ægtemændene og kæresterne bliver bare ikke mere intelligente, når de har anskaffet sig den eller den sidste nye ting, kommer der bare endnu flere nye ting at anskaffe sig, det bliver bare ikke bedre. Alle de år, alt det slid. Og nu er det ved at være for sent. Det går op for dem, at hvis de ikke begynder at leve livet og have det sjovt nu, vil de aldrig leve livet og have det sjovt nu. De begynder at slippe kvindernes version af Fremmedlegionen-Frømandskorpset-Iron-Woman-Miss-Bo-Bedre-Perfect og fokusere lidt mere på at slappe af, trække vejret og nyde livet. Og det er derfor det er så sjovt at være sammen med kvinder der er 40 eller ældre (med mindre de selvfølgelig stadig stædigt holder fast i månedsbladsdrømmen – og jeg har da mødt adskillige sørgelige eksemplarer der stadig kæmpede en brav kamp for at holde illusionen i live). Don’t worry, tænker jeg, de skal nok kollapse og give op før eller siden.

Det er derfor jeg siger, hold dig langt væk fra kvinder i 30erne. Og hvis du er kvinde i 30erne, hold dig langt væk fra at være (samfundets idé om) en kvinde i 30erne – hvis du da vil komme igennem 30erne med din forstand bare nogenlunde intakt!

Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne – 2. del
af Tim Ray

Nogle af jer som har læst første del af dette indlæg, tænker måske at det blot er en 35-årig mands sure opstød mod sine ekskærester eller mod kvinder i 30erne generelt. Men det er det selvfølgelig ikke - faktisk synes jeg at kvinder i 30erne er noget af det smukkeste og dejligste i verden! Mit indlæg er tværtimod et forsøg på at belyse noget langt dybere og mere fundamentalt. Nemlig:

* At vi lever i et samfund hvor vi (både kvinder og mænd) fra barnsben af og resten af livet bliver tæppebombarderet og hjernevasket af vores omgivelser med de mest vanvittige forestillinger om alt det der skal til for at leve et lykkeligt liv, for at være okay, god og elsket.

* At de meget stressfulde konsekvenser af disse vanvittige forestillinger ofte ser ud til at nå deres højdepunkt i kvinder i 30erne (men helt sikkert også i mænd i 30erne – inklusive undertegnede!). Det kan der selvfølgelig være mange grunde til, ikke mindst det faktum at en kvinde i 30erne i dag forventes eller forventer af sig selv på én gang at kunne jonglere både at være nybagt mor, hustru/kæreste, sexet elskerinde, se drøngodt ud og levere hjemmebag til børnehaven, gøre succeskarriere, bo i det lækre hjem med designermøblerne, være god veninde, og generelt bare være det som jeg kalder for den feminine version af Fremmedlegionen-Frømandskorpset-Iron-Woman-Miss-Bo-Bedre-Perfect.

* At de stressfulde konsekvenser af disse vanvittige forventninger ofte ser ud til at blive fulgt af forskellige grader af:

- Sammenbrud eller alvorlig krise (ifølge pålidelige kilder omkring 37-års alderen) er meget typisk. Man kan ikke mere.

- Desillusionering (som regel de næste 5-10 år. I de sidste mange år har jeg givet mange foredrag, workshops og private sessioner i både ind- og udland om hvordan vi kan leve mere lykkelige liv. I begyndelsen undrede jeg mig over hvordan det kan være at langt størstedelen af deltagerne er kvinder i alderen 35-45 år? Hvorfor er der næsten ikke nogen mænd? Hvor er alle dem i 20erne? Hvor er alle dem i 60erne eller ældre? Indtil det gradvist begyndte at gå op for mig hvorfor.).

- Opvågnen (hvis det gør ondt nok!).

Så mit indlæg er ikke på nogen måde et angreb mod kvinder i 30erne, men tværtimod et nødråb til os alle sammen. Lad os se at gøre noget ved vores kollektive vanvid før ikke bare alle kvinder i 30erne, men hele menneskeheden og hele Planeten Jorden går ind i Det Store Sammenbrud – hvilket meget jo allerede tyder på!

Tilbage

Mænd er det mest undertrykte køn
af Tim Ray

Der tales meget i dag om at kvinder er det mest undertrykte køn. Og når det gælder ydre ting – såsom politik, arbejdsmarkedet, økonomi, religion, barsel og meget meget mere – er der da helt sikkert noget om snakken. Men hvad med når det gælder vores indre liv? Hvad med når det gælder vores tanker og følelser, vores hjerte og vores sjæl? Hvem er så det mest undertrykte køn – kvinder eller mænd?

Forleden havde jeg en interessant oplevelse med de (mandlige) medspillere på mit fodboldhold. Under en træningskamp stoppede en af spillerne – en af holdets umiddelbart mest barske og maskuline typer – pludselig op, så ligbleg ud, og tog sig til hjertet. Så humpede han ud i omklædningsrummet. Vi andre stirrede efter ham et øjeblik - og så fortsatte de andre til min store overraskelse med spillet. Jeg derimod løb ud i omklædningsrummet for at se hvad der var los. Den store fyr lå på gulvet og så meget forskræmt ud. Da jeg spurgte ham hvad der skete, fortalte han mig at det var et anfald af ”panikangst”, noget der åbenbart skete for ham med jævne mellemrum. Efter jeg havde siddet og talt med ham i nogle minutter og forsøgt at få ham til at trække vejret dybt, gik jeg tilbage til de andre. Jeg spurgte dem om det var sket før (jeg er relativt ny på holdet), og de sagde at jo, han led vistnok af ”hjertegalop”. Men ingen af fyrene ville rigtig se mig i øjnene eller tale om det. Det var tydeligt at de syntes det var flovt – ikke for dem – men for ham! For panikangst er (som det store brød selv undskyldende havde sagt til mig lige før) kun noget som gamle damer får!

Denne og mange lignende oplevelser med mændene i mit liv har fået mig til at indse at selv om kvinder er det mest undertrykte køn i det ydre, er mænd helt sikkert det mest undertrykte køn når det gælder vores indre liv. Faktisk er det i vores såkaldt progressive samfund i dag mere eller mindre totalt tabu at en mand har et indre liv, at en mand har tanker og følelser – og ikke mindst at en mand har det dårligt. Og måske farligst af alt, at en mand taler om det med andre – især med andre mænd! Vi mænd er nemlig opvokset med de mest vanvittige forestillinger om hvad det vil sige at være en ”rigtig” mand. For eksempel:
En rigtig mand græder ikke.
En rigtig mand viser ikke sine følelser.
Det er et nederlag hvis en rigtig mand har det dårligt.
En rigtig mand skal være stor og stærk.
En rigtig mand må ikke være svag og sårbar.
Det er mandens job at passe på kvinden.
Og så videre og videre og videre i ét endeløst undertrykt indre mandehelvede.

Det er klart at vi mænd selv – som i eksemplet med mine fodboldvenner ovenover – bærer en stor del af skylden. Men jeg har også observeret at I kvinder f... eddeme heller gør det for nemt at være mand! Tænk over det, kære kvinder. Næsten alle steder hvor man kigger sig om som mand får man at vide at det som kvinder finder attraktivt er en mand med brede skuldre, store overarme, håndværkerlook og håndværkermoves, en der kan passe på jer og få jer til at føle jer trygge – ikke en mand der sidder og flæber og har det dårligt. Jo, jo, jeg ved da godt at mange af jer nu vil protestere og sige, det passer altså ikke, jeg vil da godt have en følsom mand, en mand med et indre liv. Men når jeg taler om en rigtig mand, en følsom mand med et indre liv, mener jeg altså ikke kun en mand der byder op til 12 timers romantisk tantrasex i stearinlysets skær efter at han meditativt har taget opvasken og læst Eckhart Tolle godnathistorier for børnene. Nej, jeg taler om en rigtig mand som han også er indeni: En forskræmt lille dreng der lige som jer små piger prøver at finde hoved og hale på denne ting kaldet tilværelsen. En mand der føler sig usikker og har det dårligt og ofte ikke aner sine levende råd. En mand der føler sig presset fra alle sider, indefra og ud. En mand der må kæmpe med årevis af indoktrinering om hvad det vil sige at være mand. En mand der måske har lyst til at give op og kaste det hele fra sig. En mand der hvis han endelig fik lov og gav sig selv lov måske ville sidde og hulke ukontrolleret i timevis. Og måske gøre det igen næste dag. Og næste uge. Og næste år. For det er sådan vi mænd nogle gange har det inden under alle de benhårde facader – ganske lige som jer, kære kvinder. Er det sådan en mand I kunne tænke jer, kære kvinder, når I siger at I gerne vil have en rigtig mand med et indre liv? Tør I? Kan I rumme det? Kan I rumme jer selv?

Det er derfor jeg siger at mænd helt klart er det mest undertrykte køn her i verden. Jeg synes det er tid til en manderevolution. Er der nogen der vil være med?

Tilbage

Tillykke med dit sammenbrud!
af Tim Ray

For nogle måneder siden fortalte en af mine gode venner mig med stor skam i stemmen at hun var brudt sammen. Hun havde det simpelthen så dårligt at hun næsten ikke kunne fungere i verden. ”Tillykke med dit sammenbrud!” sagde jeg med et stort smil og gav hende et kæmpe knus. ”Hvor er jeg glad på dine vegne!”

Min veninde stirrede forbløffet på mig. Hvordan kunne jeg sige det? Hvordan kunne jeg sige det, når alle hun kendte og talte med – familie, venner, kollegaer, bekendte – åbenbart så hendes sammenbrud som et kæmpestort nederlag og havde travlt med at rådgive hende om at gå til en læge eller en psykiater og få ordineret nogle piller, så hun så hurtigt som muligt kunne komme på rette kurs igen og atter bliver til sit gamle, velfungerende selv.

Så hvordan kunne jeg så ønske hende et stort og hjerteligt tillykke med det som vi alle sammen ser som det ultimative nederlag? - ville min veninde gerne vide.

Jeg svarede hende med et spørgsmål: ”Hvis det samfund som vi lever i er fuldstændig sindssygt, hvis de forestillinger vi bliver stopfodret med og tror på i døgndrift i sig selv er vanvittige og driver os til vanvid... hvem er så den mest sunde... Den der tilpasser sig vores samfund og vores kollektive tankegang... eller den som slet ikke kan finde ud af at fungere i vores samfund og kollektive tankegang – og til sidst bryder sammen under den massive stress og smerte som dette medfører?”

Da jeg sagde dette til min skamfulde ven var det bogstavelig talt som om at en kæmpesten faldt fra hendes hjerte. ”Mener du virkelig at mit sammenbrud er et tegn på sundhed?! At det ikke er mig der er noget i vejen med, men hele vores kollektive tankegang?!”

”Ja,” sagde jeg og gav hende endnu et stort knus. Siden da er min veninde gået ind i sit ”sammenbrud” med liv og sjæl og har modigt undersøgt de mange stressfulde tanker, overbevisninger og historier som hun har troet på hele sit liv – og som har ført til hendes smerte og sammenbrud. Og jeg kan rapportere at min veninde – selv om det nogle gange har været en allerhelvedes svær og smertefuld proces – aldrig nogensinde tilnærmelsesvis har haft det bedre. Og jeg er overbevist om at hun aldrig nogensinde kommer på ”rette kurs” igen eller atter bliver sit gamle, sindssyge selv.

Så tænk over det, hvis du eller nogen du kender er ved at bryde sammen eller bryder sammen. Dit sammenbrud er en fuldstændig sund reaktion på et fuldstændig sindssygt samfund og tankegang. Ønsk din ven tillykke. Ønsk dig selv tillykke. Dit sammenbrud er et tegn på at du er ved at vågne op fra den kollektive psykose. Du er ved at vågne op til virkeligheden. Halleluja!

Tilbage

Vi lever i et DAMP samfund
af Tim Ray

Der tales meget i dag om at flere og flere børn lider af DAMP – at de er hyperaktive, har koncentrationsbesvær, er urolige, lider af humørsvingninger, let bliver distraheret af ydre stimuli, og så videre. Og der tales meget om hvad der mon er årsagen til at flere og flere børn i dag udviser disse symptomer. Men hvis man ser lidt nærmere på sagen og på vores samfund som helhed, er det ikke svært at se hvad årsagen til disse symptomer er:

Vi lever i et DAMP samfund.

Tænk over det engang. Kender du måske nogen voksne der ikke i større eller mindre grad er hyperaktive, har koncentrationsbesvær, er urolige, lider af humørsvingninger, let bliver distraheret af ydre stimuli og alle de andre symptomer som vi kalder for ”DAMP”? Og er der noget at sige til at størstedelen af alle voksne mennesker i større eller mindre grad lider af DAMP, når vi lever i et samfund hvis konstante fokus fra morgen til aften er på mere og mere og mere sanseindtryk, oplevelser, aktivitet, stimuli, ting, tanker, præstationer – så at intet menneske (gud forbyde det!) i så meget som ét eneste øjeblik (for slet ikke at tale om et par minutter eller et par timer!) skulle blive udsat for at være helt alene med sig selv i stilhed?! Er der noget at sige til at vi voksne har det så dårligt? Er der noget at sige til at vi voksne lider af ”DAMP”?

Og eftersom børn altid kopierer os voksne (ikke hvad vi voksne siger, men måden vi voksne selv lever på), er der så noget at sige til at flere og flere børn i dag har det så dårligt og lider af det som vi kalder for ”DAMP”? Vi voksne lider selv af DAMP! Vi lever i et DAMP samfund!

Så hvis du har børn eller arbejder med børn som lider af DAMP – og dette går dig på – kan du prøve denne meget effektive øvelse: Skriv en liste over hvordan du godt kunne tænke dig at dit barn eller børnene i dit liv lever og opfører sig. For eksempel:

Jeg vil have at mit barn er roligt og fredfyldt.
Jeg vil have at mit barn er til stede i nuet og giver sin opmærksomhed til det som sker nu.
Jeg vil have en harmonisk balance mellem aktivitet og stilhed i mit barns liv.
Jeg vil have at mit barn reagerer mindre kraftigt på ydre ting og påvirkninger.
Jeg vil have at mit barn kan finde ud af at være alene med sig selv.
Jeg vil have at mit barn hviler i sig selv.
Jeg vil have at mit barn tager hensyn til andre.
Og så videre...

Og vend så hele listen 180 grader om så den bliver til…
Jeg vil have at JEG er rolig og fredfyldt.
Jeg vil have at JEG er til stede i nuet og giver min opmærksomhed til det som sker nu.
Osv.…
og lev det selv.

For universet er nemlig så genialt indrettet at det er vores omgivelser der følger os. Det er vores børn der følger os. Hvis du selv lever et fredfyldt liv, hvor du hviler i dig selv, er til stede i nuet, og ikke lader dig påvirke af ydre ting, vil børnene i dit liv gradvist begynde at kopiere dig. De kan ikke andet, fordi din omverden er et spejlbillede af dig selv. Dette er fantastisk gode nyheder! Det betyder at kraften er i dig.

Du behøver ikke vente på at børnene i dit liv falder til ro, før du selv kan falde til ro. Det er nemlig børnene i dit liv der venter på dig. Hele verden venter på dig.

Tilbage

Gør noget godt for planeten – lad være med at få børn
af Tim Ray

Jeg er 35 år og har ingen børn. Og har ikke det fjerneste ønske om at få det. Ikke så meget som den mindste lille snert af dagdrøm. Og har aldrig haft det. Det undrede jeg (og min familie og venner og kolleger og stort set alle som jeg møder) mig i mange år over. Hvordan kan det være at jeg aldrig nogensinde har haft så meget som skyggen af et ønske om at få børn?

Indtil svaret pludselig en dag kom til mig:

”Grunden til at jeg ikke ønsker at få børn, er fordi jeg lytter til et kald fra Moder Jord om ikke at sætte flere børn i verden, fordi planeten er stærkt overbefolket og ved at bryde sammen på grund af menneskehedens massive materialisme, der har ført til katastrofalt overforbrug, forurening og systematisk ødelæggelse af planetens økosystemer.”

Ja! Pludselig stod det så klart for mig. Jamen selvfølgelig. For hundrede år siden – da der var langt færre mennesker på Jorden - havde planeten måske brug for at mange mennesker satte børn i verden, for at sikre racens videreførelse og for at sørge for at der var friske hænder til at hjælpe til på gården. Men ikke i dag. I dag har Moder Jord brug for at vi holder op med at få børn, tager os af de millioner af børn der er, stopper vores overforbrug og passer bedre på planeten.

Så tænk over det, hvis du er en af dem som ikke har noget ønske om at få børn. Måske er ikke at få børn det bedste du kan gøre for planeten!

Tilbage