Prolog: Er parforhold noget som djævelen har skabt?

Engang for mange tusinde år siden sad Djævelen Himself i sit brændvarme virksomhedsdomicil i Helvede og så på sin ”mission statement” der hang med store flammebogstaver i den ene ende af hans kontor:

At gøre så mange mennesker som muligt så ulykkelige som muligt i så lang tid som muligt.

Djævelen hang faktisk lidt med næbbet, for han syntes egentlig ikke at det gik så godt med Djævel & Co.s mission for tiden. For på trods af alle hans ihærdige anstrengelser var menneskerne gennemgående bare rigtig lykkelige og tilfredse. Folk gik bare rundt og elskede sig selv og hinanden og havde det rigtig godt.

Så Djævelen vidste at han var nødt til at gøre et eller andet drastisk. Hvis han skulle undgå forflytning, degradering eller slet og ret en fyreseddel var han nødt til at finde på et eller andet der virkelig kunne sætte skub i menneskers ulykkelighed og fortvivlelse…

Og så var det at han lige pludselig fik alle tiders geniale idé. En idé der med garanti ville sætte turbo på hans mission og vision om at gøre så mange mennesker som muligt så ulykkelige som muligt i så lang tid som muligt:

Parforhold!

Ja! Selvfølgelig! Djævelen kunne allerede se det for sig. Parforhold - den direkte adgangsbillet til helvede! En løgn eller række af løgne så store og så overbevisende at de allerede ville begynde at gøre mennesker ulykkelige fra barnsben af…

Djævelen begyndte med det samme at skrive løs på sin plan:

Djævelens løgn nr. 1 om parforhold:
Den kærlighed jeg søger er uden for mig selv.
Det er jo genialt det der, genialt! tænkte Djævelen og hoppede op og ned af sin ildrøde tronstol af bar begejstring. Hvis jeg kan få mennesker til at tro på at den kærlighed de søger er uden for dem selv… Hold da kæft mand, så tror jeg sku at Djævel & Co. ender med at blive børsnoterede!

Genialt. Nu var den gode bund lagt. Men der skulle mere til endnu...

Djævelens løgn nr. 2 om parforhold:
Den kærlighed jeg søger er afhængig af et andet menneske.
Det er godt det her, rigtig, rigtig godt, tænkte Djævelen, næsten overrasket over sin egen genialitet. Og jeg har det, jeg har det, yes, yes, hvor er den bare god den her…

Djævelens løgn nr. 3 om parforhold:
Jeg kan kun opleve den kærlighed jeg søger med ét eneste menneske.
Genialt! Han kunne lige se Djævel & Co.s kæmpestore reklameslogans og internetbannere for sig: ”Den eneste ene”, ”Den store kærlighed”, ”Romantik”… Hold kæft, hvor er det bare godt det her! Djævelen kunne allerede mærke forvirringen, længslen, elendigheden og ensomheden helt nede i alle femten storetæer. Millioner og milliarder af mennesker der alle sammen troede på at de kun kunne opleve den kærlighed de søger med ét eneste menneske!

Ét eneste menneske som man aldrig med absolut sikkerhed kan vide hvem er! Og hvis man så endelig tror at man har fundet denne ene specielle person, er det ikke sikkert at kærligheden er gengældt... eller måske er personen allerede i et forhold med en anden... ja, ja, ja det er jo genialt det der, genialt!

Hvis Djævelen kunne få menneskerne til at hoppe på den ville det virkelig være slut med al den kvalmende kærlighed der var i omløb på Jorden for tiden, det ville være slut med alle de mennesker der bare gik rundt og elskede alt og alle...

Og sidst men ikke mindst...

Djævelens løgn nr. 4 om parforhold:
Det er kun kærlighed, hvis parforholdet varer for evigt
Uha ja, den gør sateme også ondt! Hvor er den bare styg! Med denne løgn ville Djævelen sikre sig at mennesker forblev ulykkelige uanset hvad. Hvis de ikke var i et parforhold ville de være ulykkelige (fordi de troede at den kærlighed de søgte var uden for dem selv). Og hvis de endelig var i et parforhold, et parforhold hvor begge parter med tiden udviklede sig og gik hver sin vej, ville denne løgn – løgnen om at det kun er kærlighed, hvis parforholdet varer for evigt - sørge for at de blev i parforholdet uanset hvad deres hjerter inderst inde ønskede. Og de få der formastede sig til at gå hver til sit ville altid se tilbage på det parforhold de havde haft som en stor fiasko.

Hm. Djævelen var godt klar over at denne her sidste løgn var rimelig tyk og at det ville være rimelig svært at overbevise mennesker om at det var sandt. Derfor fandt han på endnu en ekstra løgn for at bakke den op. Djævelen ville udsprede en ekstra løgn om at det var selveste Gud Himself, the Top Dog, der havde proklameret denne løgn som en sandhed. Djævelen ville nemlig sørge for at alle religionerne forkyndte at et parforhold kun er ægte og kærligt, hvis manden og kvinden skriver under på at de elsker hinanden og vil være sammen for evigt uanset hvad der sker!

Ha ha, hold kæft, hvor er det dog bare genialt! Igen kunne Djævelen ikke lade være med at klappe sig på lårene af bar helvedesfryd.

Okay, så langt så godt. Nu var det tid til handling. Og ikke bare en smule handling. Næ nej, Djævelen vidste godt at han, for at gennemtrumfe så kolossal en samling løgne, var nødt til virkelig at rulle de tunge hjernevaskeskyts ud. Derfor samlede han alle sine salgs-, marketing- og brandingafdelinger og lagde en medieplan som ville få selv løgnene om racisme, nationalisme, fanatisme, sexisme, alderisme og materialisme til at blegne: En mega-giga-hammer-slammer reklamekampagne om ”Den eneste ene” bestående af en million popsange og musikvideoer, TV-serier og film, dameblade og romaner, mode- og skønhedsindustrier der alle sammen enstemmigt i kor proklamerede Djævlens løgne om parforhold...

Og hvordan mon det så gik med Djævelens geniale idé...?

Tilbage

Damebladene er verdens største leverandør af parforholdsmyter

Noget af det sjoveste (eller mest tragiske, alt afhængig af hvordan man ser på det) jeg ved er at læse damebladenes mange artikler og gode råd om parforhold. For de fleste af dem er baseret på bunkevis af myter om parforhold som slet ikke har noget med virkeligheden at gøre. Læs for eksempel følgende ubetalelige artikel fra damebladet Woman om parforhold med stor aldersforskel. Hver gang noget er skrevet i parentes er det mig der gør opmærksom på at det som lige er blevet skrevet er baseret på en vrangforestilling om parforhold og relationer som ikke har noget med virkeligheden at gøre. Her er artiklen:

___

Gravrøver kontra kuvøseguf
Woman gi'r dig gode råd til parforhold med stor aldersforskel
af Signe Lønholdt

Lev i nuet, men tænk på fremtiden (Er det sandt? Fører det virkelig til lykke at tænke på fremtiden, som blot er en tanke der ikke har noget med virkeligheden, med det som er lige nu, at gøre?)

Mange kærestepar, med stor aldersforskel lever i nuet og tænker ikke over, hvordan det vil gå i fremtiden (Er det sandt? Jeg har endnu ikke mødt et menneske der ikke tænker over, hvordan det vil gå i fremtiden!). Måske er det skræmmende at tænke ti år frem. Den ene part i forholdet vil på et tidspunkt blive gammel mens den anden stadig vil være relativt ung. På den anden side får aldersforskellen mindre betydning efterhånden som man bliver ældre - en kvinde på 20 år og en mand på 35 år vil måske have mindre tilfælles end en kvinde på 50 år og en mand på 65 (Er det sandt?).

Da ens personlighed ændrer sig meget, når man er i 20 og 30 års alderen (Er det sandt? De fleste psykologiske studier viser at de tanker og overbevisninger der udgør ens personlighed bliver cementeret i ens barndom og siden hen ikke ændrer sig synderligt), kan det være, at du en dag kikker på din engang så store kærlighed og opdager, at I er vokset fra hinanden. Derfor er det specielt vigtigt for jer med stor aldersforskel, at I taler med hinanden om de forandringer, som du oplever og at I hele tiden er opdaterede på, hvad der foregår på hvert jeres plan (Hvorfor er det mere vigtigt end for par, hvor der ikke er så stor aldersforskel? Er det sandt at der er forskel på folk med forskellig alder?).

De 30, 40 og 50 årige er meget mere aktive og i meget bedre form end samme aldersgruppe var for bare 10 år siden, og et par år her og der betyder meget mindre rent psykisk (Her modsiger skribenten sig selv. Hun har lige sagt at et par år her og der betyder meget rent psykisk). I dagens Danmark betyder det måske ikke så meget, at der er stor aldersforskel (Er det sandt? Hvorfor har du så skrevet en artikel om parforhold med stor aldersforskel?), men mere om man kan få et forhold til at fungere. Det vigtigste er sådan set, at I har noget tilfælles, for hvis du vil i byen og han spille golf, vil I sandsynligvis glide langt væk fra hinanden med tiden (Er det sandt? Kan man ikke have et godt parforhold, selv om man har forskellige interesser? Kan man kun have et godt parforhold, hvis man er fælles om alt eller mange ting? Og er der noget i vejen med at man glider fra hinanden med tiden? Er et parforhold kun en succes og har værdi, hvis det varer længe eller til døden os skiller? Er et længevarende, ulykkeligt forhold bedre end et kortvarigt, lykkeligt forhold?). Selvfølgeligt er det vigtigt at have hver jeres interesser (Er det sandt?), og at I hver især har venner på jeres egen alder eller med samme interesser (Er det sandt? Hvorfor er det vigtigt at have venner på sin egen alder? Har det da ikke lige så stor værdi at have en ven som ikke er på sin egen alder? Hvad har alder med venskab – eller noget som helst at gøre? Folk der har forskellig alder er forskellige – er det sandt?) , men sørg for at I har et eller andet tilfælles - om ikke andet, så jeres forhold.

For ikke så længe siden, kom det frem at den knap så pur-unge Helena Christensen havde sat neglene i den 10 år yngre Josh Hartnett (Er det sandt? Var det hende der kontaktede ham eller omvendt? Var det hende der jagtede ham eller var det ham der jagtede hende?), og de er ikke det eneste par i Hollywood med stor aldersforskel. Faktisk er der nærmest gået sport i at finde en kæreste, der er enten meget ældre eller yngre end en selv (Er det sandt?), og måske er du en af dem der er med på moden (Er det sandt? Hvis du er i et parforhold, hvor der er stor aldersforskel, er du det så fordi du gerne vil være med på moden?). Her kommer i hvert fald et par gode råd til dig, der er til enten sugardaddies eller toyboys.

Hvis der er mere end fem års forskel på dig og din kæreste, kan I placeres i den kendte firkantede kasse, der er mærket: "Parforhold med stor aldersforskel."

Måske synes du at mændene på din egen alder er for barnlige og stadig render rundt og pjatter - så vil du meget hellere have en mere erfaren og alvorlig mand. Eller du oplever at mændene på din alder er alt for alvorlige og går for højt op i karrieren. De glemmer at lege og være impulsive, og derfor vil du meget hellere have en mand, der er yngre og mere fri (Ældre mænd er alvorlige og går højt op i karrieren, mens yngre mænd er mere frie og impulsive – er det sandt!?).

Men vær sikker på, hvad dit motiv er, for at starte forholdet (Hvordan kan man det? Hvordan kan man blive bevidst om hvad sine motiver er – og hvis det er så vigtigt, hvorfor står der så ikke noget om det i denne artikel?) - er det fordi du vil være mor for ham, eller er han den faderfigur du altid har savnet? Er han et ungt trofæ eller en økonomisk stabil støtte? Hvis du vælger ham af de forkerte grunde (Er det da ”forkerte” grunde at vælge en partner fordi man er tiltrukket af hans/hendes fysiske ydre eller hans/hendes penge? Hvad er så den ”rigtige” grund?), kan forholdet have svære kår, for bøtten kan lige pludselig vende rundt - han har ikke længere brug for en mor eller den store formue forsvinder.

Resten af familien
Det kan godt være at reaktionen fra jeres venner og familie ikke er just positiv, når du første gang står foran dem og skal fortælle om dit nye fund, der er 10 år yngre eller ældre end dig selv. Hvis han er ældre, så forstår de måske ikke, hvad det lige er du ser i ham, og hvis han er yngre, så vil de vædde på at han forlader dig, når du bliver ældre. Det er jo altså bare fordi, at de vil dig det bedste, så lyt til, hvad de siger (Hvorfor? Er det som dine venner og familie siger sandt? Har dine venner og familie da lært at skelne mellem virkeligheden og deres tanker?) og måske siger de noget klogt, som du kan bruge, og hvis ikke kan du lade deres ord fise ud af det andet øre, og bare være glad for, at du har fundet manden i dit liv.

Under alle omstændigheder er venner vigtige at have (Det er vigtigt for min lykke at have venner – er det sandt?), så selv om de måske ikke tager nyheden så pænt i første omgang, så forsøg at få dem til at forstå (Jeg kan få mine venner til at forstå andet end det de forstår – er det sandt?), at dig og din nye kæreste har det rigtig godt sammen på trods af aldersforskellen. Det kan nemlig være meget svært for dig og din udkårne at finde venner, der er i samme situation som jer, og det er altid rart at have nogen man kan diskutere liv og kærlighed med, så hvorfor ikke holde godt fast i de gamle venner?

___

Det er pragtfuldt hvad! Komik på højeste plan!

Hvis det er her landets kvinder får deres viden om parforhold, er der så noget at sige til at de fleste kvinder i større eller mindre grad føler sig forvirrede, frustrerede og ulykkelige når det gælder parforhold (og det hvad enten de er single, elskerinde, kæreste, gift, skilt eller hvad de nu er)? Og hvis deres mandlige partnere så også køber disse myter, er der så noget at sige til at vores parforhold er en slagmark af forvirring, usikkerhed, ulykkelighed, forventningspres og præstationsangst?

Kom igen kære dameblade!

Tilbage

Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne

Kvinder i 30erne er det værste. For når en kvinde er i 30erne tror hun fuldt og fast på at det søde liv, det gode liv, det perfekte liv, er lige rundt om hjørnet, hvis bare hun arbejder hårdt nok og er god nok. Hun tror fuldt og fast på at hvis bare hun arbejder hårdt nok så skal hun nok snart få det perfekte liv som alle månedsmagasinerne stopfodrer os med er vejen til evig lykke. Den perfekte mand, det perfekte parforhold, de perfekte børn, den perfekte familie, det gode sexliv, den flotte og sexede krop, den gode karriere, det gode job, det hyggelige hjem med alle designermøblerne, de gode weekender, de gode ferier, livskvalitet, livskvalitet og mere og mere livskvalitet. Det er så opslidende at være i nærheden af en kvinde i 30erne at det er til at brække sig over (og jeg har altså været kæreste med en del!). Så hver gang jeg møder en kvinde i 30erne ser jeg mig nu om efter den nærmeste udgang. For jeg ved at et parforhold med en kvinde i 30erne betyder big time stress.

Nej du, jeg holder mig til kvinder i 20erne eller i 40erne eller ældre. For ser du, selv om kvinder i 20erne stadig tror på illusionen om at hvis de arbejder hårdt nok så vil de en dag opnå alle disse ting - har de fleste kvinder i 20erne heldigvis indstillingen, ”Men ikke endnu. Jeg skal lige have det lidt sjovt i nogle år før jeg melder mig ind i kvindernes version af Fremmedlegionen-Frømandskorpset-Iron-Woman-Miss-Bo-Bedre-Perfect.” (selv om jeg da helt sikkert også har mødt kvinder der allerede i 20erne var ramt af denne næsten dødelige form for sindssyge).

Og så er der kvinder der er over de 40. Åh ja! Gud ske tak og lov for kvinder over 40! De er næsten endnu sjovere end kvinder i 20erne. For kvinder over 40 har som regel ingen illusioner mere. Kvinder i 40erne eller ældre har nu i adskillige årtier slidt sig selv ihjel dag og nat for at leve op til illusionen om at hvis bare de opnår det og det så skal de nok blive lykkelige. Og nu er de 40 eller ældre - og gæt hvad? Nu er illusionen brast. Enten har de ikke opnået det meste af det som de troede der skulle til for at gøre dem lykkelige – en mand, børn, familie, job, karriere, hus, designermøbler, veninder, spændende storbyferier, og så videre og så videre – og de er ulykkelige, stressede og nedbrudte af alle de årtiers intenst slid. Eller også så har de opnået det meste af det de troede der skulle til for at være lykkelige - og må erkende at de stadig ikke er lykkelige. Og nu begynder det at gå op for dem at det er ovre, løbet er ved at være kørt. På trods af alle deres ihærdige anstrengelser bliver de bare ikke yngre eller smukkere eller sundere eller raskere, børnene bliver bare ved med at vokse, ægtemændene og kæresterne bliver bare ikke mere intelligente, når de har anskaffet sig den eller den sidste nye ting, kommer der bare endnu flere nye ting at anskaffe sig, det bliver bare ikke bedre. Alle de år, alt det slid. Og nu er det ved at være for sent. Det går op for dem, at hvis de ikke begynder at leve livet og have det sjovt nu, vil de aldrig leve livet og have det sjovt nu. De begynder at slippe kvindernes version af Fremmedlegionen-Frømandskorpset-Iron-Woman-Miss-Bo-Bedre-Perfect og fokusere lidt mere på at slappe af, trække vejret og nyde livet. Og det er derfor det er så sjovt at være sammen med kvinder der er 40 eller ældre (med mindre selvfølgelig de stadig stædigt holder fast i månedsmagasin-drømmen – og jeg har da mødt adskillige sørgelige eksemplarer der stadig kæmpede en brav kamp for at holde illusionen i live). Don’t worry, tænker jeg, de skal nok kollapse og give op før eller siden.

Det er derfor jeg siger, hold dig langt væk fra kvinder i 30erne. Og hvis du er kvinde i 30erne, så hold dig langt væk fra at være samfundets idé om en kvinde i 30erne – hvis du da vil komme igennem 30erne med din forstand bare nogenlunde intakt!

Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne – 2. del

Hvis du har læst første del af dette afsnit tænker du måske at det blot er en 37-årig mands sure opstød mod sine ekskærester eller mod kvinder i 30erne generelt. Men det er det selvfølgelig ikke - faktisk synes jeg at kvinder i 30erne er noget af det smukkeste og dejligste i verden (det var jo derfor jeg var kæreste med dem)!

Forrige afsnit er tværtimod et forsøg på at belyse noget langt dybere og mere fundamentalt. Nemlig:

* At vi lever i et samfund hvor vi (både kvinder og mænd) fra barnsben af og resten af livet konstant bliver tæppebombarderet af vores omgivelser med de mest vanvittige forestillinger om alt det der skal til for at leve et lykkeligt liv, og for at være okay, god og elsket.

* At de meget stressfulde konsekvenser af disse vanvittige forestillinger ofte ser ud til at nå deres højdepunkt i kvinder i 30erne.

Hvordan kan det egentlig være? Hvordan kan det være at de ulykkelige konsekvenser af vores megahøje kollektive forventningspres ofte ser ud til at kamme helt over i kvinder i 30erne?

Jeg tror der er flere forskellige faktorer der sammen kan være med til at drive især mange kvinder i 30erne til forskellige grader af vanvid:

Vores kollektive myter om parforhold sætter først for alvor ind når vi er i 30erne
Som jeg skrev i Introduktionen er de 101 myter om parforhold noget som de fleste af os i større eller mindre grad har fået indpodet i os fra barnsben af. Men når jeg ser tilbage på mit eget liv og på andres liv kan jeg se at det ofte er som om de 101 myter om parforhold først for alvor begynder at sætte ind og styre vores liv og drive os til forskellige grader af vanvid når vi kommer i 30erne. Det var ikke fordi jeg og de fleste andre jeg kender ikke allerede troede på og led under parforholdsmyterne da vi var i 20erne eller i teenageårene (det gjorde vi). Men alligevel var det som om de meget ubehagelige konsekvenser af myterne først for alvor begyndte at sætte ind da vi kom i trediverne.

Hvordan kan det være?

En af grundene er at vi lever i et samfund, hvor det er socialt accepteret at man, når man er i 20erne, venter lidt med at prøve at leve op til vores tårnhøje forventninger og ideer om parforhold, kærlighed, mænd, kvinder, ægteskab, børn, familie og alt det andet som kan høre med til den pakke vi kalder for ”parforhold”. Når man er i 20erne er det socialt accepteret at man lige nyder livet lidt mere først, er mere til stede i nuet og ikke tænker så meget på fremtiden – blandt andet når det gælder parforhold (selv om der da helt sikkert også findes mennesker som allerede i 20erne kan bekymre sig halvt ihjel over hvordan det mon vil gå dem i fremtiden når det gælder både kærligheden, parforholdet og pensionsplanen!).

Men når man kommer i 30erne så begynder det der med parforhold pludselig at blive dødsensfarlig alvor. Så begynder uret at tikke. Når man kommer i 30erne så er det nok med al den der fjumren rundt og have det sjovt. Nu er det tid til at tænke på fremtiden! Og med disse tanker begynder de 101 myter om parforhold for alvor at sætte ind for fuld kraft! Og driver både kvinder og mænd til forskellige grader af vanvid.

Der er dog én væsentlig forskel som ofte gør det endnu mere stressende for kvinder end for mænd når de 101 myter om parforhold for alvor begynder at sætte ind i 30erne. Og det er selvfølgelig at...

Det er så skide uretfærdigt at mænd kan blive ved med at få børn længe efter de har rundet de 40!
Som mange kvinder i 30erne meget fortørnet har sagt til mig når vi har diskuteret parforhold og parforholdsmyter, så ”Er det bare så skideuretfærdigt at I mænd sagtens kan vente med at få børn til I er i 40erne eller 50erne eller selv 60erne. Mens vi kvinder er nødt til at få børn inden vi er omkring de 40. Og når vi kommer i 30erne begynder det biologiske ur for alvor at tikke. Og hvis vi vil have børn (hvilket stort set alle kvinder tror at de – hvis ikke nu – så på et eller andet tidspunkt i deres liv gerne vil eller ”burde” have), så kan vi ikke længere spilde vores tid på mænd eller forhold som vi ikke ved med garanti vil holde og resultere i børn. Vi er nødt til at have garantier, vi er nødt til at tænke på fremtiden.”

Og alt dette sætter selvfølgelig et ekstra stort pres på kvinder i 30erne når det gælder parforhold. Et pres som mænd i 30erne i sagens natur ikke har i samme grad. (De føler bare dette pres fra deres kvindelige partner!)

Er kvinder historisk set mere identificerede med vores kollektive parforholdsmyter end mænd?
En anden årsag som kan være medvirkende til at vores kollektive parforholdsmyter rammer kvinder mere hårdt end mænd kan være at kvinder historisk set har haft mere af deres identitet bundet op i parforhold end mænd har.

For eksempel: En af de ting jeg flere gange har undret mig over omkring mine udforskninger af de 101 myter om parforhold der driver os til vanvid, er at kvinder ofte ser ud til at reagere mere voldsomt på at jeg stiller spørgsmål til disse myter end mænd gør. Mænd reagerer ofte med at de da synes mine udforskninger er meget sjove og interessante (og nogle føler sig endda ret lettede!). Mens nogle kvinder kan blive ret så ophidsede og defensive når jeg stiller spørgsmål til vores parforholdmyter. (For et stykke tid siden betroede en mandlig læser mig at han virkelig nød at læse mine udforskninger af vores kollektive myter om parforhold – men at han ikke turde vise dem til sin kæreste!)

Dette har fået mig til at  tænke på om denne kraftige reaktion fra mange kvinder delvis har noget at gøre med kvinders rolle og valgmuligheder i vores samfund historisk set. Indtil for ikke så længe siden var det jo sådan i vores samfund at kvinder – i forhold til mænd - kun havde ganske lidt råderum når det gjaldt deres liv. Mænd havde og har stadig mange områder de kunne udfolde sig på: De havde deres arbejde og karriere, deres finansielle frihed og selvstændighed, politisk og religiøs frihed og alle mulige andre områder de kunne boltre sig på – samt selvfølgelig det område af livet som hedder parforhold, sex og familie. Men når det gælder kvinder har det indtil for ganske nylig været sådan at kvinder fuldstændig var nægtet adgang til at udtrykke sig og være frie i stort set alle livets områder – arbejde, økonomi, politik, religion, kunst, you name it. Det eneste område hvor kvinder historisk havde lidt råderum (eller magt om du vil) var parforhold, sex og familie (tænk bare på de gode gamle Jane Austen romaner!).

Og med så lidt råderum, med kun parforhold og familie som det sted hvor man havde sit liv og sin identitet, er der så noget at sige til at dette blev så altoverskyggende et område for kvinder – hele ens liv, hele ens eksistens???
Så måske dette kan være en af grundene til at mange kvinder reagerer kraftigt på at jeg stiller spørgsmål til vores mange myter og historier om parforhold og kærlighed? Fordi selv om kvinder i dag (i hvert fald i den vestlige verden) nu i princippet har lige så mange områder at boltre sig på som manden – nu har deres arbejdsmæssige, økonomiske, politiske og religiøse frihed – så tænker og opfører mange kvinder sig måske stadig som om at parforhold og kærlighed er det eneste de har, det allervigtigste i livet, den hellige ko som ingen må komme i nærheden af – og da slet ikke stille spørgsmål til?

Superkvinde-syndromet
Hvis du kombinerer alle disse faktorer – det faktum at vores kollektive myter om parforhold først for alvor sætter ind når vi er i 30erne, at det biologiske ur for alvor begynder at tikke for kvinder når de er i 30erne, og kvinders begrænsede rolle i vores samfund historisk set – med de tårnhøje forventninger som kvinder i vores samfund konstant bliver bombarderet med fra alle sider... at en kvinde i 30erne i dag på én og samme tid skal kunne jonglere både at være nybagt mor, hustru/kæreste, sexet elskerinde, se drøngodt ud og levere hjemmebag til børnehaven, gøre succeskarriere, bo i det lækre hjem med designermøblerne, være god veninde, og generelt bare være det som jeg kalder for den kvindelige version af Fremmedlegionen-Frømandskorpset-Iron-Woman-Miss-Bo-Bedre-Perfect... er der så noget at sige til at så mange kvinder i 30erne bliver til tikkende stressbomber eller til sidst går fuldstændig ned med flaget?

For hvilket menneske (eller supermenneske) kan leve op til så massivt et forventningspres? Hvor mange kvinder lykkes det egentlig for? Og hvis det endelig lykkes for en af dem, er der så noget at sige til at de, når de begynder at nærme sig de 40, ofte begynder at føle sig brændt ud, får et sammenbrud eller kommer i en eller anden form for alvorlig krise, hvad enten den er fysisk, psykisk eller begge dele (det som vores samfund populært kalder for ”stress” eller ”angst”)?

Efter krisen kommer desillusioneringen
I de seneste år har jeg givet mange foredrag, kurser og private sessioner i både ind- og udland om hvordan vi mennesker kan leve mere lykkelige liv ved at bringe vores tankegang mere i harmoni med virkeligheden. I begyndelsen undrede jeg mig over hvordan det kan være at langt størstedelen af deltagerne er kvinder i alderen 35-45 år? Hvor er alle dem i 20erne? Hvor er alle dem i 60erne eller ældre? Hvorfor er der næsten ikke nogen mænd?

Indtil det gradvist begyndte at gå op for mig hvorfor. Jeg opdagede at der er en forbindelse mellem det massive forventningspres som vores samfund ligger på kvinder i 30erne og det at mange kvinder begynder at interessere sig for selvhjælp og selvrealisering når de kommer i slutningen af 30erne (37 år ser ud til at være det år hvor mange kvinder kommer i en eller anden form for krise. Pludselig kan de ikke mere).

For hvad sker der når man er i krise, hvad sker der når man bliver desillusioneret og det begynder at gå op for en at alle de ydre ting man har baseret sit liv og sin lykke på måske alligevel ikke kan gøre en lykkelig, ja måske endda ligefrem er en medvirkende årsag til at man har det så dårligt? Man begynder at lede efter svar og lykke i en anden retning.

Tilbage

Er kvinderne selv skyld i al den porno?

Som du måske har bemærket oplever vi i disse år en eksplosiv vækst i udbuddet og forbruget af porno. Det sprøjter bogstaveligt talt frem med porno allevegne – på Internettet, i sexbutikker, på dvd og i de sene nattetimer på Kanal København. Men selv om flere kvinder her på det sidste også er begyndt at deltage i pornofesten, er der dog stadig ingen tvivl om at langt det meste porno primært laves til mænd og ses af mænd.

Og jeg undrer mig nogle gange over, hvordan det kan være? Hvordan kan det være at så mange mænd ser så meget porno? Og forleden slog det mig at det måske delvis var kvinderne selv der var skyld i det. At der måske var en forbindelse mellem de mange parforholdsmyter der driver os til vanvid og mænds forbrug af porno.

Tænk bare på, hvordan mange parforhold i dagens Danmark er:

Både manden og kvinden knokler hårdt med arbejdet og karrieren. Og har man børn er der også dem at tage sig af, både før og efter arbejde. De skal afleveres og hentes i vuggestuen eller børnehaven eller sendes i skole, der skal købes ind, laves mad, gøres rent, læses godnathistorie... Og når man så endelig er færdig med dagens dont er mange rigtig trætte og har brug for at koble af. Men så let går det ikke – specielt i familier hvor kvinden ikke har en fuldtidskarriere. For nu vil kvinden gerne være sammen. Nu skal det være os to sammen med noget kvalitetstid. Tale sammen, lave ting sammen. Og manden går med til det. For han elsker hende jo og vil gerne være et ordentligt og redeligt menneske. Selv om han inderst inde bare gerne vil have noget fred.

I weekenden kører det videre i samme spor. Manden vil egentlig bare have noget fred. Men så let går det ikke. For nu skal vi være sammen om de 1001 ting damebladene har bebudet er vejen til det gode liv for nutidens kvinder og nutidens par. Se på nyt køkken og designermøbler, invitere vennerne på den gode middag med den gode vin, hygge med børnene og meget mere. Og manden går med til det. For han elsker hende jo og vil meget gerne være et ordentligt og redeligt menneske. Selv om han inderst inde bare gerne vil have noget fred.

Så er det sommerferietid og manden tænker ah, måske kan jeg nu endelig få noget fred. Men nej, den går ikke, for kvinden i hans liv har allerede lagt en masse planer for os to sammen. Den spændende storbyferie og besøg hos familien i Jylland og sjov og ballade i Bon-Bon land og var det måske ikke på tide at få installeret det nye køkken? Og manden går igen med til det. For han elsker hende jo og vil så gerne være et ordentlig og redeligt menneske. Selv om han inderst inde bare gerne vil have noget fred.

Hvis manden så begynder at sno sig lidt uden om og formaster sig til at prøve på at få bare et ½ minuts fred engang imellem, er det værst for ham selv. For så hiver kvinden i hans liv ham med til noget der hedder parterapi. Hvor han får at vide at hvis et parforhold virkelig skal kunne fungere er han nødt til at åbne sig mere op og dele sine følelser og lytte til hvordan hun har det (som om han ikke lytter til det næsten 24 timer i døgnet!) og gøre nogle ting sammen kun for dem. Og som det ordentlige og redelige menneske han er, går han med til det og prøver så godt han kan. Selv om han inderst inde bare gerne vil have noget fred.

Men parterapien er skam kun begyndelsen, for det er jo også vigtigt at deres forhold bliver ved med at udvikle sig. Så derfor hiver kvinden i hans liv ham med til diverse selvhjælps-foredrag og kurser i positiv tænkning og clairvoyance og aurabadning og tantra og andre spirituelle sammenkomster, hvor han skal sidde og se en eller anden vildt fremmed i øjnene i flere timer og fortælle om sine følelser. Og som det ordentlige og redelige menneske han er, går han trofast med til det. Selv om han inderst inde bare gerne vil have noget fred.

Men så... når kvinden i hans liv i et kort øjeblik løsner lidt i hundesnoren og han ser sit snit til det, sniger han sig ind foran computeren med bankende hjerte og går på besøg i pornoland.

Ah himlen! For her – i frie og uhæmmede pornoland - kan han være i selskab med en eller flere kvinder der ikke siger et ord, der ikke har nogen forventninger eller krav, der ikke truer ham med bål og brand og evig pinsel i parforholdshelvede og 101 parterapeuter og selvudviklingskurser, hvis han i så meget som et øjeblik ikke makker ret. Her kan han være i selskab med en eller flere kvinder, der velvilligt og hengivent giver ham lov til at proppe sin manddom i samtlige 3 huller og til sidst aflevere sin store klat lige i synet på dem.

Ah. Her kan han endelig få sig noget fred.

Hvis du har læst 1. del af dette afsnit er det sikkert begyndt at gå op for dig at afsnittet i virkeligheden slet ikke har noget med porno at gøre. Afsnittet kunne lige så vel hedde ”Er kvinderne selv skyld i al den fodbold?” eller ”Er kvinderne selv skyld i al det TV-kiggeri?” eller hvad nu mange mænd gør for lige at få sig et par minutters fred engang imellem. Afsnittet er i virkeligheden et forsøg på at belyse nogle meget dybere problematikker:

For det første, at vi lever i et samfund hvor vi mennesker (både kvinder og mænd) konstant bliver bombarderet fra alle sider med 1001 ting og aktiviteter som vi får at vide at vi skal have og gøre for at leve et okay og lykkeligt liv.

I dette eksempel har jeg valgt at bruge en parforholdsmodel hvor det er kvinden der er bannerføreren for dette høj-forventnings-liv... men som man kan se er manden på sin egen måde lige så forvirret. Hvis han inderst inde bare gerne vil have noget fred, hvis han ikke har lyst til hele tiden at stresse sig selv fra sans og samling i et forsøg på at opnå drømmelivet for enden af damebladenes regnbue, hvorfor siger han så ikke fra og siger nej og sætter nogle grænser over for kvinden i sit liv? Er han bare en kæmpe vatpik eller hvad?

Det nemme svar er selvfølgelig at ja, manden er en kæmpe vatpik, men hvis man ser nærmere på det så er der selvfølgelig flere grunde til at manden i denne type forhold er havnet i sådan en situation:

1) Den første mulige grund er selvfølgelig at manden selv har købt alle myterne om de 1001 ting og aktiviteter man skal have og gøre for at være et okay og lykkeligt menneske. Han er selv hoppet med på vognen og det gør det selvfølgelig meget svært for ham at sige fra, selv om der er en del af ham der inderst inde bare gerne vil have noget fred engang imellem.

Men hvis nu manden i dette eksempel ikke helt har købt alle myterne og inderst inde ikke har lyst til at være med på ræset og bare vil have sig noget fred engang imellem, hvorfor siger han det så ikke bare? Hvorfor tør han ikke sige nej? Hvorfor er han sådan en vatpik?

2) For at forstå hvorfor han ikke tør være ærlig og sætte nogle grænser er man nødt til at se lidt nærmere på hans tankegang. Hvis du ser tilbage på første del af afsnittet vil du se at manden i dette forhold ikke tør sige nej til kvinden i sit liv fordi han tror på en af de ældste og allerstørste myter når det gælder parforhold og kærlighed. Nemlig:

Hvis du elsker mig, vil du gøre det jeg vil have.

Manden tror at hvis man elsker sin kvinde (hvilket han gør) og er et ordentlig og redeligt menneske (hvilket han prøver hårdt på at være) så gør man (næsten) altid det ens partner vil have.

Og det er troen på denne overbevisning – en af de allerstørste myter når det gælder parforhold og kærlighed – der gør det næsten umuligt for manden at sige nej.

Så hvad gør man, hvis man som mand (eller kvinde) tænker sådan og er havnet i sådan en situation?

Det første man kan gøre er at stille spørgsmål til ovenstående myte. Undersøge om denne overbevisning virkelig har noget med virkeligheden at gøre.

Er det virkelig sandt at hvis man elsker et andet menneske, så gør man næsten altid det som det andet menneske vil have?

Er det virkelig sandt at hvis man er et ordentligt og redeligt menneske, så gør man næsten altid hvad ens partner vil have?

Hvis du stiller spørgsmål til disse overbevisninger vil du sikkert finde ud af at ingen af dem passer eller har noget med virkeligheden at gøre når det gælder parforhold eller menneskelige relationer i det hele taget. For hvad er virkeligheden? Elsker du din partner (hvis du har en)? Det gør du sandsynligvis. Elsker hun dig? Det gør hun sandsynligvis også. Vil I altid de samme ting? Nej, det vil I sandsynligvis ikke. Er I altid enige om tingene? Nej, det er I sandsynligvis heller ikke. Men betyder det at I ikke elsker hinanden og holder af hinanden? Selvfølgelig ikke. De to ting – jeres kærlighed til hinanden – og jeres ønsker og præferencer i hvert øjeblik, har intet med hinanden at gøre. Og det faktum at I ikke altid har de samme ønsker og præferencer har intet at gøre med om man er et ordentligt og redeligt menneske eller ej.

Når først man har lært at adskille disse to ting – de to parters kærlighed til hinanden og deres forskellige ønsker og præferencer – gør det det selvfølgelig også meget nemmere at sige nej tak til en forespørgsel fra sin partner hvis det ikke føles rigtigt for en.

”Men hvad så,” tænker du måske, ”hvis min partner stadig tror på at hvis man elsker hinanden, så gør man det ens partner vil have? Hvad nu hvis hun presser mig til at gøre det hun vil have? Hvordan siger jeg så nej?”

To gode måder at sige nej på
Hvis din partner presser dig til at gøre det hun (eller han) vil have og du har svært ved at sige nej, kan det være til rigtig stor hjælp at lære to af mine yndlingsteknikker til at sige nej. Teknikkerne hedder ”Tågesnak” og ”Negativ undersøgelse” (inspireret af Manuel J. Smiths varmt anbefalelsesværdige klassiker om assertion ”When I say no, I feel guilty – How to cope using the skills of  systematic assertive therapy”).

Først lidt baggrund: For at bruge disse to teknikker effektivt er det vigtigt at forstå hvordan din partner forsøger at få dig til at gøre det hun vil have. Inde i sit hoved har din partner en række overbevisninger om hvad der er den ”rigtige” og ”forkerte” måde at være i et parforhold på, om hvad man ”burde” og ”ikke burde” gøre i et parforhold. Og hun tror at hvis et menneske bryder disse vilkårlige love for god parforholdsskik (for eksempel ”loven” om at hvis du elsker mig, så gør du det jeg vil have) så er det lig med at man er et ukærligt og ubetænksomt menneske.

Hvad sker der hvis du også tror på disse overbevisninger om hvad der er god parforholdsskik og bryder dem ved at sige nej til en forespørgsel fra din partner? Ja, så tror både du og din partner at det er lig med at du er et ukærligt og ubetænksomt menneske. Med andre ord, du føler skyld! Hvilket er en højest ubehagelig følelse. En følelse som vi mennesker vil gøre alt i verden for at undgå, inklusive at give et uærligt ja når vores ærlige svar er et nej.

Hvis din partner er ikke-assertiv, med andre ord hvis hun ikke er god til at bede om det hun vil have direkte og hvis hun har svært ved at tage et nej (fordi hun har ængstelige tanker om hvad et nej vil betyde), vil hun ofte prøve at manipulere dig til at sige ja ved at få dig til at føle skyld hvis du siger nej. Og måden hun prøver at manipulerer dig til at føle skyld er ved at prøve på at få dig til at tro at du ved at sige nej har brudt en af parforholdets hellige regler og derfor er et usselt, ukærligt og ubetænksomt menneske.

Tænk over det engang. Har du nogensinde ikke haft lyst til at gøre noget som kvinden (eller manden) i dit liv bad dig om og så alligevel endt med at gøre det? Og hvorfor gjorde du det? Var det ikke fordi hun fik dig til at føle skyld, fik dig til at føle at du var et dårligt menneske fordi du havde overtrådt reglerne for god og sømmelig parforholdspraksis? Og er det ikke bare en håbløs situation at være i! Hvis du gør det som føles rigtigt for dig og siger nej, føler du skyld. Hvis du ikke gør det som føles rigtigt for dig og giver et uærligt ja, føles det meget ubehageligt, som om du har forrådt dig selv.

Men hvis du ser nærmere på det så vil du se at den eneste måde du kan føle skyld er hvis du selv tror på de uskrevne love for god skik i parforhold, hvis du selv tror på at hvis du bryder disse love så er det lig med at du ikke er et ordentligt og redeligt menneske. Den eneste der i virkeligheden kan manipulere dig er dig selv!

Okay, så langt så godt. Nu kan du måske se hvordan det hænger sammen. Men hvordan gør du så i praksis når kvinden eller manden i dit liv beder dig om at gøre noget og dit ærlige svar er nej? Hvad gør du hvis din partner stadig tror på de uskrevne love for god parforholdsskik? Hvad gør du når hun prøver at manipulere dig til at gøre noget mod din vilje ved at kritisere dig og prøve at få dig til at føle skyld?

Det er her de to teknikker ”Tågesnak” og ”Negativ undersøgelse” kan være til enormt stor hjælp.

Tågesnak
Tågesnak teknikken er meget enkel og kan være ganske fornøjelig når først man har lært den. Lad os sige at kvinden i dit liv lige har bedt dig om noget og du har svaret nej. Hvis hun er ikke-assertiv er hendes næste move så sandsynligvis at kritisere dig i et forsøg på at få dig til at føle skyld og gøre det hun vil have. Men det som du gør er, i stedet for at forsvare dig når du bliver kritiseret eller gå ind i en eller anden langhåret diskussion, simpelthen at svare med ”tågesnak”. Du svarer, kort forklaret, at hun muligvis kan have ret i sin kritik, og at svaret stadig er nej. Lad mig give dig et klassisk eksempel fra mit eget (forfatter)liv:

Kvinden: Skal vi ikke gå en tur i skoven her i weekenden?
Manden: Det lyder som en skøn idé. Og det kan jeg ikke. Jeg har tænkt mig at skrive på min bog her i weekenden.
Kvinden: Du skriver næsten altid på din bog i weekenden (her antyder hun indirekte at det er ”forkert” næsten altid at skrive på sin bog i weekenden).
Manden: Det kan du godt have ret i (tågesnak). Og her i weekenden har jeg tænkt mig at skrive på min bog.
Kvinden: Du er altid næsten helt væk når du skriver på din bog (her antyder hun indirekte at det er ”forkert” at være helt væk når man skriver på en bog).
Manden: Det kan du godt have ret i (tågesnak).
Kvinden: Det er så lang tid siden vi to har lavet noget sammen en weekend (her antyder hun indirekte at det er ”forkert” ikke at lave noget sammen en weekend i lang tid).
Manden: Det har du muligvis ret i (tågesnak).
Kvinden: Du tænker kun på dig selv! (Her antyder hun indirekte at det er ”forkert” at tænke på sig selv).
Manden: Det kan du godt have ret i (tågesnak). Her i weekenden har jeg tænkt mig at skrive på min bog.
Kvinden: Hvad så med os to?
Manden: Hvad mener du?
Kvinden: Hvornår skal vi to så være sammen?
Manden: Lad mig tænke over det. Måske vi kunne gå en tur i skoven i næste uge, en dag efter arbejde?
Kvinden: Ja, det ville være dejligt.
Manden: Ja, det kan du godt have ret i!

Som du kan se i dette eksempel hvor manden benytter sig af ”tågesnak”, forsvarer han sig ikke når kvinden indirekte kritiserer ham. Han svarer blot at han har hørt hendes udsagn og at han er åben for at hendes udsagn muligvis er sandt. Når hun for eksempel siger at ”det er så lang tid siden at vi to har lavet noget sammen en weekend” svarer han at hun muligvis har ret i det. Måske har hun ret, måske har hun ikke ret. Det kommer alt sammen an på hvordan man ser det. For hvornår er det lang tid siden at man ikke har lavet noget sammen en weekend? En måned? Tre måneder? Tre år? Det kommer selvfølgelig alt sammen an på hvordan man ser det!

En anden god ting ved at bruge ”tågesnak” teknikken er at du samtidig sender et meget stærkt budskab til din ikke-assertive partner: Nemlig at du ikke synes at kritik er noget særligt eller noget at være bange for og at du har det helt fint med ikke at være ”perfekt” (hvad så end det vil sige!). Når først du har udsendt dette budskab et par gange, vil din ikke-assertive partner gradvist begynde at forstå at hun ikke kommer særlig langt med manipulerende kritik.

Negativ undersøgelse
Den næste teknik, som hedder ”negativ undersøgelse”, er endnu mere effektiv når det gælder om at håndtere en ikke-assertiv, manipulerende kvinde (eller mand) på en fornuftig måde. Som vi så før er årsagen til at en kvinde (eller mand) forsøger at presse sin partner til at gøre det hun vil have, at hun selv er ikke-assertiv, med andre ord at hun har svært ved at bede om det hun vil have og få et nej. Og hvad er grunden til at hun ikke er i stand til at modtage et nej? Det er ganske enkelt fordi hun ubevidst tror på en masse usande overbevisninger om parforhold og kærlighed og om hvad et nej betyder. Det som du gør med ”negativ undersøgelse” teknikken er på en meget behændig måde gradvist at gøre hende opmærksom på den usande overbevisning som ligger bag hendes ikke-assertive opførsel. Og når denne overbevisning så er ude i lyset kan du så stille spørgsmål til den eller tage stilling til den. Lad os prøve forrige eksempel igen, denne gang med teknikken ”negativ undersøgelse”:

Kvinden: Skal vi ikke gå en tur i skoven her i weekenden?
Manden: Det lyder som en skøn idé. Og det kan jeg ikke. Jeg har tænkt mig at skrive på min bog her i weekenden.
Kvinden: Du skriver næsten altid på din bog i weekenden.
Manden: Det forstår jeg ikke. Er der da noget i vejen med at jeg næsten altid skriver på min bog i weekenden? (negativ undersøgelse)
Kvinden: Når du skriver på din bog er du altid næsten helt væk.
Manden: Det forstår jeg ikke. Er der da noget i vejen med at være helt væk når man skriver på en bog? (negativ undersøgelse)
Kvinden: Når du er helt væk på den måde så glemmer du mig.
Manden: Det forstår jeg ikke. Er der da noget i vejen med at jeg glemmer dig når jeg skriver på min bog? (negativ undersøgelse)
Kvinden: Når du glemmer mig på den måde, så tror jeg at du ikke længere elsker mig eller er interesseret i mig. (her kommer sandheden – det hun i virkeligheden er bange for)
Manden: Det er ikke sandt, skat. Jeg elsker dig og jeg er meget interesseret i dig. Og her i weekenden har jeg tænkt mig at skrive på min bog.
Kvinden: Elsker du mig virkelig?
Manden: Ja, selvfølgelig gør jeg da det, skat.

Som du kan se fra dette eksempel bundede kvindens ikke-assertive adfærd, altså det at hun var bange for at manden skulle sige nej til hendes forespørgsel, i en ubevidst overbevisning om at hvis han sagde nej eller glemte hende, så betød det at han ikke længere elskede hende eller var interesseret i hende. Ved brug af ”negativ undersøgelse”, ved at stille spørgsmål til hendes udsagn, fik han til sidst den grundlæggende overbevisning som gjorde kvinden ked af det ud i lyset. Hvorefter han ganske nemt kunne forsikre hende om at den ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Når han blev dybt opslugt af at skrive på sin bog og glemte alt omkring sig (inklusive hende), betød det ikke på nogen måde at han ikke elskede hende eller ikke var interesseret i hende.

Tilbage

v2 + s2 = pf

v (ven) + v (ven) = v2 (venskab)
s (sexpartner) + s (sexpartner) = s2 (sex)
v2 (venskab) + s2 (sex) = pf ( parforhold)

v2 + s2 = pf

Når først du har forstået denne universelle naturlov om parforhold (også kaldet for Rays Parforholds-Relativitetsteori) bliver det også meget nemmere at forstå hvad de fleste problemer i et parforhold som regel bunder i. Nemlig at manden og kvinden i bund og grund ikke er særlig gode venner.

De taler ikke ærligt med hinanden, sådan som gode venner gør. De rummer og elsker ikke hinanden ubetinget, sådan som gode venner gør. De lytter ikke til hinanden, sådan som gode venner gør. De slipper ikke hinanden fri, sådan som gode venner gør. De støtter ikke hinanden i at være sig selv og følge deres hjerte, sådan som gode venner gør. De respekterer ikke hinanden (selv om de ikke altid er enige og vil det samme), sådan som gode venner gør. Og de har en masse forventninger til hinanden som gode venner ikke har.

Og hvis manden og kvinden ikke engang kan være gode venner – den mest basale ingrediens i et parforhold - er der så noget at sige til at de har problemer i det som skulle være en af de mest nære forhold her i livet overhovedet?

Tilbage

Kan et parforhold kun fungere, hvis man går på kompromis?

En af de myter man ofte møder på sin vej gennem vore dages parforholdsjungle er myten om at et parforhold kun kan fungere, hvis man går på kompromis. Med andre ord, at et parforhold kun kan fungere, hvis en eller begge parter nogle gange gør noget som den anden partner vil have, selv om man ikke har lyst til det.

Men er det virkelig sandt? Hvad ville der ske, hvis begge parter i forholdet kun gjorde det som de hver især havde lyst til? Svaret er ganske enkelt, er det ikke? Så ville begge parter i forholdet kun gøre det som de hver især havde lyst til!

Jeg ved ikke med dig, men jeg synes nu det lyder som en meget harmonisk og fredfyldt måde at være i et parforhold på!

”Men hvad så,” spørger du måske, ”hvis det betyder at der kun er ganske få ting som begge parter har lyst til at gøre sammen?”

Ja, hvad så? Hvis det er tilfældet, så er der kun ganske få ting som begge parter har lyst til at gøre sammen. Og er der da noget i vejen med det?

Hvilket fører os direkte til en anden god gammel myte om parforhold – nemlig myten om at et parforholds værdi afgøres af, hvor meget tid man tilbringer sammen. Altså af kvantitet og ikke af kvalitet.

Men er det nu sandt? Er det bedre at være i et parforhold, hvor man tilbringer meget halvdårlig tid sammen (fordi en eller begge parter gør noget mod sin vilje) end at være i et parforhold, hvor man tilbringer lidt tid sammen (fordi begge parter kun følger deres hjerte og gør det som føles rigtigt for dem)?

Prøv selv at mærke efter og se, hvordan det føles for dig.

Faktisk så er min oplevelse at en af de primære grunde til at så mange parforhold ikke fungerer, til at der er så meget forvirring og ulykkelighed i mange parforhold (og til at så mange parforhold ender) at en eller begge parter går på kompromis og ikke følger sit hjerte.

Hvad med dig? Går du nogle gange på kompromis i dit parforhold? Gør du nogle gange noget som du ikke har lyst til? Og hvis ja, hvorfor? Hvilke konsekvenser er du bange for at det vil have?

Eller går du måske nogle gange på kompromis fordi du tror på myten om at et parforhold kun kan fungere, hvis man går på kompromis? Hvordan ville du have det, hvis du ikke længere kunne tro på den myte? Ville dit parforhold (eller i hvert fald du selv) måske i virkeligheden begynde at fungere meget bedre uden den tanke?

Der er forskel på et kompromis og en transaktion
En anden ting der giver yderligere brændstof til myten om at parforhold kun kan fungere, hvis man går på kompromis, er at mange af os forveksler et kompromis med en transaktion eller en aftale. Lad mig give dig et par eksempler:

En af de mest hyppige transaktioner som vi alle kender er handelstransaktionen. For eksempel: Du vil have en spritny mørkeblå Peugeot 107 og prisen for at få den er 120.000 kroner. Bilsælgeren vil have 120.000 kroner og til gengæld for at få dette beløb vil han forsyne dig med en spritny mørkeblå Peugeout 107. Dette er en transaktion. Det er ikke et kompromis. Begge parter vil have noget og I er begge villige til at betale prisen for at få det. Der er ikke nogen her som gør noget de ikke vil.

En anden transaktion som vi alle som regel oplever adskillige gange i løbet af livet er ansat-arbejdsgiver transaktionen. For eksempel: Du vil have 35.000 kroner om måneden og mulighed for at udfolde dine evner som laboratorietekniker – og prisen er at du møder op på arbejde hos Novo Nordisk mandag til fredag fra 830-1630 og udfører et vist stykke arbejde. Novo Nordisk vil have en laboratorietekniker til at videreudvikle deres sukkersyge medicin – og prisen er at de betaler dig 35.000 kroner om måneden. Dette er en transaktion og en aftale. Det er ikke et kompromis. Begge parter vil have noget og de er begge villige til at betale prisen for at få det.

En anden ”transaktion” eller aftale som mange af os indgår i er forældre-barn forholdet. For eksempel: Du og din partner vil gerne have glæden ved at have et barn. Og ”prisen” for denne store glæde er (rundt regnet) noget i stil med at I begge to de næste 18 års tid passer og forsørger barnet indtil det er i stand til at gøre det selv (og det hvad enten I bliver ved med at være sammen eller ej). Igen er dette en ”transaktion” eller en aftale. Det er ikke et kompromis. Både du og din partner vil have noget og I er begge to villige til at betale prisen for at få det. Selvfølgelig kan man godt prøve at bakke ud af denne ”kontrakt”, men som vi alle ved er det mildest talt en smule kompliceret, når først man er gået i gang! Der findes nemlig ingen fortrydelsesret på børn!

Hvad er så aftalen når det gælder parforhold?
Men hvad så når det gælder parforhold? Hvad er så aftalen eller ”transaktionen” når det gælder et parforhold? Her bliver det straks langt mere tricky, fordi der i dag ikke længere er nogen fastsat drejebog eller regler for hvordan et parforhold skal være.

I gamle dage var det mere klart. I gamle dage lød parforholds-transaktionen eller -aftalen noget i stil med: Kvinden bliver hjemme og gør rent og laver mad og passer børn og er elskerinde. Manden arbejder og tjener penge og styrer landet og går om nødvendigt i krig for at forsvare sit land. Meget lige til. Noget for noget. Og hvis en kvinde ikke var tilfreds med denne ordning blev hun enten tvunget til det med fysisk vold eller udstødt af samfundet.

Men sådan er det ikke længere i dag (i hvert fald i den vestlige verden). I dag er der (i hvert fald på papiret) ligestilling mellem mænd og kvinder, og kvinder har lige så meget arbejdsmæssig og økonomisk og politisk frihed som mænd. Kvinder har ikke længere brug for mænd til at tage sig af det økonomiske, arbejdsmæssige og politiske. Og det har vist sig at manden er lige så meget i stand til at gøre rent og lave mad og passe børn og være elsker som kvinden. Så hvad skal man så bruge et parforhold til? Og hvordan er drejebogen for et parforhold nu? Er parforholdsdrejebogen at vi har sex hver tirsdag og lørdag aften og går i svømmehallen om søndagen? Eller er den at vi er sammen om alle fritidsaktiviteter medmindre vi aftaler noget andet? Eller er den at vi ikke har nogen aftaler overhovedet?

Svaret er selvfølgelig at der ikke er noget svar på det spørgsmål. Svaret er at et parforhold i dag – i modsætning til de fleste andre menneskelige interaktioner som handel, ansat-arbejdsgiver, osv. – ikke er en på forhånd fastsat defineret størrelse med klare regler for, hvordan forholdet er. I dag er et parforhold en fuldstændig åben størrelse uden nogen grænser, som man kan lave fuldstændig som man vil.

Men fordi de fleste af os ikke er bevidste om dette, fordi de fleste af os stadig tror at et parforhold er en fast defineret størrelse med en fast drejebog, bliver vi ofte rigtig forvirrede når vi er i parforhold. Det oplevede jeg for nogle år siden i et af mine forhold. Efter at den første vilde forelskelsesrus havde lagt sig begyndte min kæreste og jeg at ryge ud i alle mulige skænderier og uoverensstemmelser om, hvor meget vi skulle være sammen og hvad vi skulle lave når vi var sammen. Og det gik op for mig at en stor del af vores uoverensstemmelse bundede i at vi begge to havde helt vildt forskellige indre mentale drejebøger for, hvordan et parforhold skulle være. For eksempel så var min kærestes grundlæggende udgangspunkt at vi altid var sammen (altså i vores fritid) medmindre vi aftalte ikke at være sammen. Mens mit grundlæggende udgangspunkt var at vi ikke var sammen (medmindre vi aftalte at være sammen). Som du nok kan se førte dette til rimelig mange uoverensstemmelser og forvirring! Og sådan havde vi på alle mulige andre måder hver især en hel liste af ideer om hvordan et parforhold skulle være i praksis. Lister som i de fleste tilfælde slet ikke matchede hinanden. Og som vi – måske vigtigst af alt – aldrig nogensinde havde taget os tid til at sætte os ned og afstemme med hinanden. Og da vi endelig gjorde det, viste det sig at vi ikke kunne nå frem til enighed om særlig meget. Vores ønsker matchede bare ikke hinanden. Og så endte forholdet.

Klar kommunikation
Af det forhold lærte jeg, hvor vigtigt det er (og helst så tidligt i forholdet som muligt) at sætte sig ned og klart kommunikere og afstemme disse ting med hinanden. I praksis vil det sige noget i stil med:

1) Kommuniker klart med dig selv først. Find ud af hvem du er og hvad du vil have og ikke have når det gælder parforhold. Og vid at det som du vil have eller ikke vil have er 100% okay (også selv om din parforholdsmodel er at have tantrisk sex med bind for øjnene 1 gang om året på Hotel D’Angleterre eller måske i den anden ende af skalaen at I holder hinanden i hånden non-stop 24 timer i døgnet). Du kan ikke kommunikere klart med din partner, før du kommunikerer klart med dig selv.

Dette lyder måske meget enkelt, men min erfaring er at dette for mange af os kan være mere end bare rigtig svært. Ikke mindst fordi vi alle er blevet stopfodret med 101 myter om hvad et rigtigt parforhold er, om hvad man burde eller ikke burde ville have når det gælder ens liv og ens parforhold. Så for virkelig at kunne gøre dette i praksis, kræver det ofte at man bruger noget tid på at stille spørgsmål til alle myterne om parforhold. For det kan være rimelig skræmmende og hæmmende at prøve at finde ud af hvad man vil og ikke vil når det gælder parforhold, hvis man er skrækslagen over om det man vil mon er ”forkert” eller ”mærkeligt”!

2) Kommuniker klart dine ønsker om parforhold til din partner eller potentielle partner. Vær specifik og praktisk. Hvad? Hvor meget? Hvornår? Hvor?

Dette kan igen være en meget stor udfordring for mange. Men her gælder det igen at den grundlæggende årsag til at så mange af os oplever dette som en stor udfordring, er at vi tror på en masse tanker og overbevisninger om hvad der er rigtigt og forkert, godt og dårligt, hvad man burde eller ikke burde ønske og gøre når det gælder parforhold. Så hvis du er bange for at kommunikere dine ønsker klart til din partner, er nøglen her igen at spørge dig selv ”hvorfor?” og så stille spørgsmål til alle de grunde du tror på. F.eks.: ”Sådan kan man ikke være i et parforhold”. ”Ingen mand/kvinde vil være interesseret i sådan et forhold.” ”Jeg burde ønske den eller den parforholdsmodel”, ”Der er noget i vejen med mig”, og så videre.

3) Lyt til din partner eller potentielle partners ønsker når det gælder parforhold.

Og tro på det som din partner eller potentielle partner siger! Lad være med at stikke dig selv blår i øjnene og tænke, ”Det mener han/hun i virkeligheden ikke”, ”Han/hun skal nok ændre sig med tiden”, ”Det er blot en fase som han/hun er ved at gå igennem” og alle de andre vanvittige historier vi fortæller os selv om det andet menneske, i stedet for at leve i harmoni med virkeligheden, og acceptere at det menneske vi har foran os er 100% præcis som det er nu og sandsynligvis ALDRIG nogensinde kommer til at ændre sig. Hvem ville du være, hvis du ikke kunne tro på tanken om at din partner vil ændre sig? Det er en vild tanke hvad! Reality check, please!

4) Se om der er nogle steder, hvor jeres ønsker matcher. Hvis der er, jamen så er der måske grobund for en eller anden form for parforhold. Hvis der ikke er, hvis virkeligheden er at jeres ønsker er meget forskellige, er det nok en meget god idé at se dig om efter en mere kompatibel partner!

Parforholdsmyter
Et parforhold kan kun fungere, hvis man går på kompromis.
Et parforholds værdi afgøres af, hvor meget tid man tilbringer sammen.
Det er bedre at være i et parforhold, hvor man tilbringer meget tid sammen end at være i et parforhold, hvor man tilbringer lidt tid sammen.

Tilbage

Noter fra en sex-junkies dagbog

Hun. Står der i de røde høje hæle. Sexet. Ekset bliver man(d) af at se på det for længe. Mærker bevægelse i underlivet. Underligt fænomen. Fra de røde høje hæle rammer synsnerven til der begynder at være bevægelse i underlivet... Hvorfor mon? Hmm. Det kan der sikkert skrives mange videnskabelige afhandlinger om. Men hvem gider spilde yderligere tid på at spekulere over dybere meninger når de røde høje hæle er på vej hen mod mig (smil)?! Og koket stopper lige foran mig. Indbydende som bare fanden. Og hey hov wow, nu kommer der rent faktisk lyde ud af de røde høje hæle. Eller rettere sagt ud af den velformede skikkelse der vokser ud af de røde høje hæle. Miss Røde Høje Hæle har også Rød Læbestift på og tju-hej hvor det går (dernede i underlivet). Hvad er det hun siger? Hvorfor fatter jeg ikke en brik af det andet end at de røde læber bevæger sig og hvide tænder, tunge, mund sætter gang i alle mulige ting der får mig til slet ikke tilnærmelsesvis at tænke klart. Hvad er det dog hun siger? Skid hul i det, nok at de røde høje hæle plus røde læber rykker en tand nærmere. Nu kan jeg også dufte dem. Fantastisk hvor alt det røde dog dufter af roser og et eller andet ubeskriveligt sødt. Væver en magisk besværgelse omkring mig, indfanger mig i sit net, som en stakkels flue foran den store edderkop. Åh ja, jeg er din flue og du må hjertens gerne fortære mig med hud og hår...

__________

Og så er det at bang! Det slår mig at det jeg oplever nu er et førsteklasses eksempel på det som de kære psykologer kalder for ”Attachment Hunger”. Altså at man misfortolker den stærke tiltrækning man føler over for Miss Røde Høje Hæle og tror at det betyder at en relation med hende på nogen måde vil være klogt eller sundt eller godt for nogen parter.

Ak ja, så er jeg faldet i med både arme og ben igen igen!

Men hov, kan jeg ikke stadig nå at trække mig tilbage inden skibet for altid støder på grund?!

Jo, jo, der er skam tid endnu. Og selv om hun står der og vifter og lokker med sine satans røde læber og satans røde høje hæle og alt det andet velformede der bare ser så satans godt ud, sker der noget i mig. Noget sundt inden i mig tager overhånd og ved godt at det her kun fører en eneste vej, nemlig lige lukt i helvede. Så jeg smiler venligt og undskylder mig. Vender mig resolut om og går. Finder nogle uskyldige venner uden røde høje hæle eller rød læbestift jeg kan tale med om alt og ingenting. Og som jeg står der begynder min omtumlede tilstand langsomt at blive til klarhed og lettelse og ah. Ah lige ind i hjertet. Fordi jeg har valgt kærligheden til mig selv frem for endnu et par sekunder minutters nydelse efterfulgt af dage, uger, måneder og måske endda års fortrydelse og pinsel.

Puha!

Tilbage

Er du træt af den traditionelle parforholdsmodel?

De seneste par år har jeg lagt mærke til at flere og flere af singlerne i min omgangskreds (både mænd og kvinder) ofte ikke har noget synderligt ønske om at få sig en ny partner. Mange har endda mere eller mindre opgivet tanken om at det overhovedet er muligt for dem at finde en partner som de er kompatible med.

Og jeg undrer mig nogle gange over hvordan det kan være? Hvad er grunden til at et stigende antal mennesker i dag i større eller mindre grad ikke har noget ønske om at være i et parforhold? Er det fordi de virkelig ikke ønsker at være i et parforhold? Eller er det fordi de dybest set er bange for at ”binde” sig? Eller er det måske bare fordi de endnu ikke har fundet ”den rette”?

Eller lægger der måske en helt anden grund bag? Hvad nu hvis deres manglende ønske om at have en partner ikke har noget at gøre med at de ikke vil have en partner – men i virkeligheden bunder i at den traditionelle parforholdsmodel ikke er noget for dem?

Når jeg taler med de singler i min omgangskreds som spekulerer over om det der med at være i et parforhold overhovedet er noget for dem, viser det sig hurtigt at problemet for manges vedkommende egentlig ikke er at de ikke ønsker sig en partner. Men snarere at de ikke ønsker sig de tre udgaver af den traditionelle parforholdsmodel, som vi fra alle sider er blevet hjernevasket til at tro er den eneste rigtige:

1) Parforhold hvor man bor hver for sig
2) Parforhold hvor man bor sammen
3) Parforhold hvor man bor sammen og har børn

Og fordi de fleste af os tror at der kun er disse tre muligheder når det gælder parforhold, begynder mange af os at tro og føle at det der med parforhold måske bare ikke er noget for os.

Men hvad nu hvis det ikke passer at der kun er disse tre traditionelle muligheder – men uendelig mange andre kreative måder at være i et parforhold på, som du frit kan skræddersy til at passe med den du er, med måden dit liv er på, med dine ønsker og behov? Hvad nu hvis der ikke nogen grænser for hvordan man kan være i et parforhold?

For eksempel:

- Vi bor ikke sammen, er først og fremmest gode venner, og har nogle gange sex sammen

- Vores udgangspunkt er at vi ikke har nogen faste aftaler om noget som helst, og blot ses når det føles rigtigt for os begge to (selv om det måske kun er en gang hver fjortende dag)

- Vi bor hver for sig og ser slet ikke hinanden i hverdagene, men i weekenden bor jeg hos dig

- Vi bor sammen, men vi har to soveværelser, så vi ikke behøver sove sammen hver nat

- Dit ønske om samvær er langt større end mit, derfor er vi enige om at vi er to eller tre kærester der deles om dig og hver især er sammen med dig forskellige dage om ugen eller måneden

-  Vi er enige om at være i et tidsbegrænset parforhold på f.eks. en måned eller tre måneder

- Vi indfører ”parforholdsorlov” eller ”parforholds-sabbatår” (lige som på arbejdsmarkedet eller på universitetet), hvor vi tager ”orlov” fra parforholdet i en aftalt periode

- Og hvilken som helst anden kreativ kombination du kan finde på og som du kan blive enig om at være i med en anden!

For i virkeligheden er et parforhold ikke en på forhånd fast defineret størrelse, men en aftale som to mennesker forhandler sig frem til, på samme måde som når man er til jobsamtale eller indgår i ethvert andet projekt. Sæt dig til forhandlingsbordet med dine ønsker, lyt til den anden persons ønsker, og se om I kan nå frem til enighed om noget.

Og husk også at gøre det så tidligt i forholdet som muligt! Pas på ikke at begå den klassiske ”fejl” som jeg selv flere gange har begået, nemlig at tro at forelskelse og stærk tiltrækning er lig med at du og den anden er kompatible. For derefter at opdage, når forelskelsens rus begynder at falme... Hov – selv om vi er stærkt tiltrukkede af hinanden, vil vi bare slet ikke det samme når det gælder parforhold!

Så tænk over det, hvis du er en af dem som nogle gange undrer sig over om det der med parforhold overhovedet er noget for dig. Måske er det i virkeligheden ikke parforhold som ikke er noget for dig – men den traditionelle parforholdsmodel som er alt for begrænsende!

Tilbage

Til parforholdsinterview med Tim Ray

Når en virksomhed søger en medarbejder til en stilling sker det ofte igennem en eller flere jobinterviews, hvor man prøver at finde ud af om ansøgeren er den rette til jobbet. Der bliver set på ansøgerens baggrund, uddannelse, tidligere erhvervserfaring og andre kvalifikationer. Man taler om hvilke arbejdsopgaver jobbet indebærer. Man taler om virksomhedens værdier og vision og hvilke fremtidsperspektiver der er i virksomheden. Der bliver talt om hvad ansøgeren kan bidrage til virksomheden. Og selvfølgelig taler man også om hvad ansøgeren får til gengæld for sin indsats - løn, personalegoder, videreuddannelse og så videre.

Forleden tænkte jeg på om det egentlig ikke ville være en god idé at indføre samme procedure når man ser sig om efter en ny partner. Invitere den eller de potentielle kandidater til jobbet som din nye partner til ”parforholdsinterview” og undersøge om hun eller han er den rette til jobbet.

Her er nogle af de ting jeg ville spørge om hvis en kvinde var til parforholdsinterview hos mig til jobbet som min kæreste...

”Så du er altså interesseret i jobbet som min nye kæreste. Og du er godt klar over at det indtil videre kun er et deltidsjob? Så må vi jo se hvordan det går med tiden. Hvordan har du det egentlig med flextider?”

”Jeg går ud fra at du har sat dig grundigt ind i hvad jobbet som min kæreste indebærer? At det er en lidt speciel stilling med nogle utraditionelle arbejdsopgaver... Og at der kan være en del indre rejser involveret...”

”Hvilke kvalifikationer har du så der gør at du tror at du vil være den rette til jobbet som min kæreste? Jeg kan se fra dit CV at du har en del tidligere kæreste erfaring (også spændende at se at du også har lidt international kæreste erfaring), men har du noget erfaring med at have en kæreste som mig?”

”Hvad kan du bidrage med til mit liv? Kan du fortælle mig helt kort hvorfor jeg skal vælge lige præcis dig til jobbet som min kæreste?”

”Hvis du skulle beskrive dine styrker og svagheder når det gælder parforhold, hvad ville de så være...?”

”Jeg kan se at dit sidste parforhold med ham der Jørgen endte ret brat... hvad skete der lige der? Jeg kan også se fra dit CV at du har været i 4 forskellige parforhold inden for de sidste 7 år...”

”Hmm, jeg kan se at konkurrenceklausulet med din sidste kæreste udløb for nogle måneder siden, han har åbenbart ikke længere noget på dig...”

”Det er en meget flot anbefaling du har fået af din ekskæreste Morten, det må jeg sige, meget flot... Du har vel ikke noget imod at jeg ringer til ham og får mig en snak med ham?”

”Til gengæld kan jeg så tilbyde et spændende og utraditonelt parforhold der involverer en meget høj grad af frihed og selvstændighed... der vil også være rig mulighed for videreuddannelse... som du vil kunne tage med dig til et hvilket som helst nyt parforhold du måske engang i fremtiden vil indgå i... og så skal det altså også siges at vi har det rigtig sjovt i mit parforhold...”

”Jeg vil ikke lægge skjul på at der er rigtig mange ansøgere til jobbet... men du er helt klart en af de mest oplagte kandidater jeg indtil videre er stødt på...

”Hvad siger du til at starte med at komme i praktik som min kæreste? Det vil give dig en god fornemmelse af hvad jobbet indebærer og hvilke muligheder der er... Vi kan jo starte med en prøveperiode på for eksempel 3 måneder og så se hvordan det går...”

Tilbage

10 bud på hvordan du kan være bevidst i dit parforhold

”Sjov!?” siger hun og fortsætter, ”At vi har det sjovt sammen lige nu er altså ikke godt nok for mig! Jeg vil vide at vi har en fremtid sammen. At det her forhold har potentiale. Jeg vil ikke stå om nogle år og have brugt de bedste år af mit liv på noget som ikke blev til noget...”

Lyder dette bekendt? Har du prøvet at give forskellige variationer af ovenstående til din partner eller ekspartner? Eller har du selv modtaget noget lignende? Det har jeg i hvert fald adskillige gange. Først givet ovenstående smøre (i starten af min parforholdskarriere) og de sidste mange år modtaget den af flere af mine ekser. Og hver gang jeg har troet på ovenstående tanker (hvad enten jeg har givet eller modtaget dem) har det føltes enormt ubehageligt. Og det er der egentlig ikke noget at sige til - eftersom sådanne tanker og forventninger ved nærmere eftersyn ikke har noget med virkeligheden at gøre. De er alle sammen baseret på vores historier om hvordan vi synes et parforhold ”burde” være, og ikke på hvordan et parforhold virkelig er.

Det har fået mig til at tænke på om der mon ikke er en mere fornuftig og sund måde at være i et parforhold på, en måde som er mere i harmoni med hvordan et parforhold virkelig er. Jeg har prøvet at skrive det ned og jeg kalder disse ”reality checks” for 10 bud på hvordan du kan være bevidst i dit parforhold. Her er de:

1. Jeg kan ikke gøre dig lykkelig (det er dit job).

2. Jeg kan ikke gøre dig ulykkelig (det er også dit job).

3. Jeg kan ikke give dig noget som du ikke allerede har.

4. Jeg kan ikke redde dig fra dit liv.

5. Vi har ingen fremtid sammen (kun dette øjeblik).

6. Jeg kan ikke love dig noget som helst andet end at jeg ikke kan love dig noget som helst.

7. Jeg vil være tro mod dig indtil jeg ikke længere er tro mod dig.

8. Uanset hvad du vil have at jeg gør – gør jeg præcis det jeg gør alligevel.

9. Uanset hvor hårdt du prøver kommer jeg aldrig nogensinde til at ændre mig (what you see is what you get).

10. Jeg elsker dig – og det betyder ikke at jeg vil gøre det du vil have jeg skal gøre.

Disse 10 ”bud” er faktisk 10 iagttagelser om virkeligheden når det gælder parforhold (og menneskelige relationer i det hele taget). At have dem for øje kan hjælpe os med at være mere bevidste – og dermed opleve mere klarhed, frihed, lykke og kærlighed - i vores parforhold.

Lad os prøve at se nærmere på hver af disse 10 ”bud” eller iagttagelser:

1. Jeg kan ikke gøre dig lykkelig (det er dit job).
Med denne iagttagelse mener jeg selvfølgelig ikke at man skal være et dumt svin i sit parforhold. Og jeg mener selvfølgelig ikke at man ikke skal være venlig, støttende, kærlig og alle de andre skønne ting man kan være i et forhold. Det som dette ”bud” er baseret på er en iagttagelse af at til syvende og sidst, når alt kommer til alt, så ligger ansvaret for din partners lykke 100% hos din partner. Og det gør det ganske enkelt fordi årsagen til at vi mennesker oplever lykke eller mangel på lykke (hvad enten det er i vores parforhold eller andre af livets områder) ligger i hvert menneskes egen tankegang og bevidsthed – ikke i ydre omstændigheder. (Se forrige afsnit ”Det eneste du kan opleve i dit parforhold er din egen tankegang” for en mere dybtgående forklaring af denne iagttagelse.)

Tænk over det engang. Du kan være den mest søde, støttende og forstående partner i verden. Men hvis din partner har en begrænsende eller negativ tankegang vil din partner stadig gå rundt og være ulykkelig. Hvor mange af os har ikke prøvet at gøre vores partner lykkelig – og til sidst måttet erkende at det til syvende og sidst var håbløst, fordi årsagen til vores partners sindstilstand lå i vores partners egen tankegang og attitude til livet!

2. Jeg kan ikke gøre dig ulykkelig (det er også dit job).
Hvis jeg ikke kan gøre min partner lykkelig – fordi årsagen til hans eller hendes lykke er i min partners tankegang – så vil det på samme måde sige at jeg i bund og grund heller ikke kan gøre min partner ulykkelig. Igen fordi årsagen ligger i hans eller hendes tankegang.

3. Jeg kan ikke give dig noget som du ikke allerede har.
Dette ”bud” er baseret på en iagttagelse af at al den lykke og kærlighed vi søger i virkeligheden er i os selv. Min partner kan ikke give mig den. Min partner kan ikke tage den fra mig. For lykke og kærlighed er det som jeg er. (For mere om denne iagttagelse, se afsnittene ”Hvad så med den store kærlighed?” og ”Er du i et parforhold som ikke er godt for dig?”) Og alt det gode som jeg oplever i min partner er i virkeligheden et spejl der viser mig alt det gode som jeg selv er!

Det samme gælder din partner. Du kan ikke give din partner noget som han eller hun ikke allerede har.

4. Jeg kan ikke redde dig fra dit liv.
Dette ”bud” er baseret på en iagttagelse af at hvert menneske, når alt kommer til alt, er nødt til selv at leve og håndtere og finde ud af sit eget liv. Hver af os er nødt til at finde ud af alt det der med penge, arbejde, karriere, familie, hjem, verden, hvad man vil med sit liv og så videre. Det kan vores partner ikke gøre for os. Det kan vores parforhold ikke gøre for os. Så hvis du prøver at bruge dit parforhold til at redde dig fra dit liv, til at undgå at blive konfronteret med og gennemgå det du nu engang skal igennem her i livet, så får du store problemer. For det kan i det lange løb ikke lade sig gøre. (Og igen betyder dette selvfølgelig ikke at man ikke kan forsøge at være forstående, støttende og kærlig over for sin partner.)

5. Vi har ingen fremtid sammen (kun dette øjeblik).
Med denne iagttagelse mener jeg selvfølgelig ikke at man ikke kan lave planer og aftaler med hinanden. Og ikke nok med at man selvfølgelig godt kan lave planer og aftaler med hinanden - planer og aftaler er jo også en særdeles nyttig ting her i livet. Der er overhovedet ikke noget i vejen med at aftale at gå i biffen sammen onsdag aften eller at tage på ferie til Gran Canaria i januar eller at du tager opvasken ulige dage og jeg tager opvasken lige dage eller hvad man nu ellers som par aftaler og planlægger.

Pointen med denne iagttagelse er blot at det eneste vi mennesker nogensinde har – og altid har – er dette øjeblik. Nu. Fremtiden er en tanke du har – nu. Fortiden er en tanke du har – nu. Det eneste du har er nu. Hvilket betyder at hvis du bruger meget af din mentale energi på hele tiden at tænke på fremtiden, på hvad vi skal lave sammen i fremtiden, hvad det her forhold skal føre til i fremtiden, så går du som menneske og i dit parforhold glip af det eneste du nogensinde har – som er dette øjeblik, her og nu.

Tænk over det. Du og din partner kan love hinanden højt og helligt at I vil være sammen til jeres dages ende. Men virkeligheden er at ingen af jer ved hvad morgendagen – eller de næste 5 minutter, eller de næste 5 sekunder – vil bringe. I kan være gift og bo sammen og have 7 børn sammen og være fælles om stort set alt. Men hver eneste gang din partner går ud af døren så er der absolut ingen garanti for at du nogensinde vil se ham eller hende igen. Det er virkeligheden.

Og hvorfor er det så godt at være bevidst om dette i sit parforhold? Det er det fordi det selvfølgelig hjælper dig med at leve meget mere i det eneste du har i dit parforhold – som er dette øjeblik, dette nu. Og er det i virkeligheden ikke derfor du gerne vil være i et parforhold? Fordi du gerne vil være lykkelig? Og hvornår er det eneste tidspunkt du kan være lykkelig? Er det ikke nu? Og hvis ikke nu, hvornår så? Det er umuligt at være lykkelig ude i fremtiden. Det eneste tidspunkt du kan være lykkelig er nu.

En anden grund til at det kan være så godt for ens lykke at være bevidst om at vi ikke har nogen fremtid sammen er at når vi tror på at vi har en fremtid sammen, så får det os ofte til at leve vores liv og vores parforhold som om at dette øjeblik, det vi har sammen lige nu, ikke er vigtigt, men kun er en trædesten til et mål ude i fremtiden. Og tænk bare på hvor meget af vores liv og vores parforhold vi så går glip af, når vi hele tiden ser dette øjeblik som en trædesten til noget ude i fremtiden! Vi går glip af så meget. Vi går glip af det øjeblik vi har sammen her og nu. Det hele drukner i planer og forventninger og mål. Mange af os oplever ikke engang rigtig at have sex med hinanden mere fordi hvert øjeblik, hver bevægelse i sex kun ses som en trædesten til det næste, til et mål ude i fremtiden (orgasme)!

Mange af os kan bruge år og årtier på hele tiden at være på vej i vores parforhold, på hele tiden at se dette øjeblik som en trædesten til noget ude i fremtiden. Og hvad sker der så for mange af os? Efter alt det slid, efter alt det arbejde, når man endelig har fået bryllupsringen og de perfekte 2½ børn og drømmehuset og styr på økonomien og pensionsplanen og betalt sit afdrag på bilen og man endelig synes det er tid til at læne sig lidt tilbage og nyde livet – så kommer den kvajpande af en ægtemand sgu og fortæller os at han vil skilles fordi han er blevet forelsket i en meget yngre kvinde!

Derfor er det en rigtig god idé for din lykke at have størstedelen af dit fokus på det I har sammen nu. For det er det eneste I rent faktisk har! Og når du begynder at lægge mærke til det vil du måske også blive overrasket over hvor meget I rent faktisk har sammen – nu!  

6. Jeg kan ikke love dig noget som helst andet end at jeg ikke kan love dig noget som helst.
Hvis du tænker over det så vil du se at denne iagttagelse er indlysende. Som par kan I lave nok så mange planer for fremtiden og love hinanden nok så mange ting (hvilket igen er helt fint). Men virkeligheden er stadig at ingen ved hvad der vil ske i morgen eller om man vil holde det man lover. Se bare på skilsmissestatistikkerne!

7. Jeg vil være tro mod dig indtil jeg ikke længere er tro mod dig.
Hvilket også betyder at jeg vil være tro mod dig til jeg ikke længere er tro mod dig.

8. Jeg vil have at du gør præcis det du gør (for det gør du jo alligevel).
Med dette ”bud” på hvordan du kan være mere bevidst i dit parforhold mener jeg selvfølgelig ikke at du ikke kan bede din partner om det du vil have. Faktisk er det meget vigtigt at lære at bede din partner om det du vil have – for din partner er jo ikke tankelæser (for mere om dette, se afsnittet ”Din partner er ikke tankelæser”).

Det som dette bud er baseret på er en iagttagelse af den enkle kendsgerning at efter at du har bedt din partner om det du vil have, så vil din partner gøre præcis det han eller hun gør eller ikke gør. Hvad din partner gør er fuldstændig 100% uden for din kontrol. Det eneste du har kontrol over (udover dit eget liv selvfølgelig) er hvad du beder din partner om. Plus hvordan du vælger at handle i forhold til hvad din partner gør eller ikke gør!

9. Uanset hvor hårdt du prøver kommer jeg aldrig nogensinde til at ændre mig (what you see is what you get).
Virkeligheden er at du er præcis som du er lige nu. Virkeligheden er at din partner er præcis som han eller hun er lige nu. Men hvor mange af os baserer vores parforhold på denne virkelighed? Rigtig mange af os baserer desværre vores parforhold på en eller anden forestilling, et eller andet håb, om at hvis man prøver hårdt nok og arbejder hårdt nok på sin partner, så vil han eller hun med tiden ændre sig! Og hvor ofte sker det? Hvor ofte ændrer vores partner sig virkelig?

Hvem ville du være i dit parforhold hvis du baserede dit forhold på måden din partner virkelig (og jeg mener virkelig!) er på NU – uden at bedrage dig selv eller håbe eller forvente? Hvem ville du være i dit parforhold hvis du ikke kunne tro på at din partner nogensinde vil ændre sig? At det du har nu er det eneste du nogensinde får – i al evighed! For mange er det virkelig en øjenåbner!

Reality check please!

(Da jeg for nogle måneder siden holdt en workshop med Barbara Berger i Sverige for 100 kvinder, lavede vi en øvelse, hvor kvinderne blev bedt om at udforske, hvordan de ville handle, hvis de baserede deres forhold på måden deres partner virkelig var på, i stedet for på en eller anden forventning eller håb om at manden en dag ville ændre sig. Efter workshoppen kom 4 af kvinderne op til os og fortalte at de nu havde besluttet sig for at gå fra deres mand! Og mange andre kom op til os og fortalte om hvilke positive forandringer de nu ville lave i deres forhold, hvis de baserede det mere på virkeligheden, på måden deres mand virkelig er på, end på deres håbløse forventninger.)

Denne iagttagelse hjælper os også med at være mere opmærksomme på en anden vigtig ting når det gælder parforhold. Nemlig at den eneste du nogensinde kan ændre er dig selv. Uanset hvor hårdt du prøver på det kan du ikke ændre din partner.

Sikken en lettelse at finde ud af det!

(For mere om hvordan du kan blive mere bevidst om virkeligheden kontra dine forventninger til din partner, se øvelsen ”Forventninger & Virkelighed” i bogens Anden Del.)

10. Jeg elsker dig – og det betyder ikke at jeg vil gøre det du vil have jeg skal gøre.
Som jeg skriver i afsnittet ”Er kvinderne selv skyld i al den porno?” - er en af de ældste og mest stressfulde myter om parforhold myten om at ”Hvis du elsker mig, vil du gøre det jeg vil have.” Men hvis du ser nærmere på det vil du se at denne myte absolut intet har med virkeligheden at gøre når det gælder parforhold. Folk elsker hinanden i parforhold. Men er det lig med at de altid vil det samme? Er det lig med at de altid er enige? Nej vel. Troen på denne myte kan virkelig føre til meget forvirring og ulykkelighed i parforhold.

Din partner kan heller ikke gøre dig lykkelig eller ulykkelig
Nu vi er ved det, så glem ikke at på samme måde som at du ikke kan gøre din partner lykkelig eller ulykkelig, gælder det lige så meget at din partner heller ikke kan gøre dig lykkelig eller ulykkelig. Så husk at du også kan vende alle 10 iagttagelser om til følgende:

1. Du kan ikke gøre mig lykkelig (det er mit job).

2. Du kan ikke gøre mig ulykkelig (det er også mit job).

3. Du kan ikke give mig noget som jeg ikke allerede har.

4. Du kan ikke redde mig fra mit liv.

5. Vi har ingen fremtid sammen (kun dette øjeblik).

6. Du kan ikke love mig noget som helst andet end at du ikke kan love mig noget som helst.

7. Du vil være tro mod mig indtil du ikke længere er tro mod mig.

8. Jeg vil have at du gør præcis det du gør (for det gør du jo alligevel).

9. Uanset hvor hårdt jeg prøver kommer du aldrig nogensinde til at ændre dig (what I see is what I get).

10. Du elsker mig – og det betyder ikke at du vil gøre det jeg vil have du skal gøre.

Der er ikke noget der hedder ”et bevidst parforhold”
Læg mærke til at jeg kalder det for 10 bud på hvordan DU kan være bevidst i dit parforhold og ikke for 10 bud på et bevidst parforhold. For der findes ikke noget der hedder ”et bevidst parforhold”. Hvor mange personer kræves der for at du kan være bevidst i dit parforhold? Kun en – dig. Om din partner er bevidst eller ej kan du ikke gøre noget ved. Det er hans eller hendes sag. Og du vil lægge mærke til at ethvert forsøg fra din side på at få din partner til at være bevidst i jeres parforhold øjeblikkeligt vil gøre dig frustreret og ulykkelig – fordi du ved at gøre det bryder samtlige 10 bud på hvad det vil sige at være bevidst i et parforhold!

10 myter der med garanti vil gøre dig ulykkelig i dit parforhold
Hvis du er i tvivl om ovenstående 10 bud virkelig er i harmoni med virkeligheden når det gælder parforhold (eller enhver af livets relationer for den sags skyld!), kan du selv hurtigt afprøve det ved at vende hver af de 10 bud om til deres modsætning og spørge dig selv hvordan du har det når du tror på og lader dig styre af dem.
Hvordan reagerer du når du tror på vores kollektive parforholds-vrangforestillinger om at...

Parforholdsmyter
1. Jeg kan gøre dig lykkelig (din lykke påvirkes af det jeg siger og gør).
2. Jeg kan gøre dig ulykkelig (din lykke – eller mangel på samme - påvirkes af det jeg siger og gør).
3. Jeg kan give dig noget som du ikke allerede har (du er ikke hel og fuldendt nu).
4. Jeg kan redde dig fra dit liv (din tankegang, din smerte, det du oplever).
5. Vi har en fremtid sammen (dette øjeblik er kun en trædesten til et mål ude i fremtiden).
6. Jeg kan garantere dig at jeg vil holde det jeg lover (jeg må ikke ændre mening).
7. Jeg kan garantere dig at jeg vil være tro mod dig for evigt (jeg må ikke føle det jeg føler).
8. Det ville være bedre, hvis jeg gjorde det du vil have jeg skal gøre (og ikke det som jeg gør).
9. Hvis du prøver hårdt nok kommer jeg en dag til at ændre mig (tag dig ikke af måden jeg er på lige nu - den skal du nok få ændret med tiden).
10. Hvis jeg virkelig elskede dig, ville jeg gøre det du vil have jeg skal gøre.

og hvordan reagerer du når du tror på det omvendte, nemlig at...

1. Du kan gøre mig lykkelig (min lykke påvirkes af det du siger og gør).
2. Du kan gøre mig ulykkelig (min lykke – eller mangel på samme - påvirkes af det du siger og gør).
3. Du kan give mig noget som jeg ikke allerede har (jeg er ikke hel og fuldendt nu).
4. Du kan redde mig fra mit liv (min tankegang, min smerte, det jeg oplever).
5. Vi har en fremtid sammen (dette øjeblik er kun en trædesten til et mål ude i fremtiden).
6. Du kan garantere mig at du vil holde det du lover (du må ikke ændre mening).
7. Du kan garantere mig at du vil være tro mod mig for evigt (du må ikke føle det du føler).
8. Jeg vil have at du gør det jeg vil have du skal gøre (og ikke det som du gør).
9. Hvis jeg prøver hårdt nok kommer du en dag til at ændre dig (jeg bør ikke tage mig af måden du er på lige nu - den skal jeg nok få ændret med tiden).
10. Hvis du virkelig elskede mig, ville du gøre det jeg vil have du skal gøre.

Tilbage

Hvem ville din partner være, hvis du fik din vilje?

De fleste af os har mange ideer og tanker om hvordan vi gerne vil have vores partner skal være. Om hvad han eller hun ”burde” sige og gøre (eller ikke sige og gøre) for at vi kan være lykkelige. Om hvordan han eller hun burde ændre sig eller leve sit liv. Om hvad der er det rigtige for ham eller hende at gøre. Og så videre og så videre...

Men som du måske har lagt mærke til er virkeligheden at uanset hvor hårdt vi prøver på det, så makker vores partnere sjældent ret eller lystrer. Vores partnere tænker bare det de tænker, siger det de siger, og gør det de gør. Og de ændrer sig også meget sjældent, uanset hvor meget vi prøver på at få dem til det.

Og forleden slog det mig at dette rent faktisk er en rigtig god og intelligent ting. Fordi hvem ville din partner være, hvis du fik din vilje?

Hvem ville din partner være, hvis du som en anden Gud fik lov til at styre Universet og diktere hvordan din partner skulle tænke, tale, handle og leve sit liv? Din partner ville i hvert fald ikke være den person han eller hun er, vel? Hvis du tænker over det, ville din partner ikke engang være et menneske, men snarere en hjernedød slaverobot der sidder i et hjørne med savl hængende ud af munden og venter på din næste kommando. ”Yes, master, what is your command, my master...”

Og omvendt, hvem ville du være, hvis din partner fik sin vilje når det gælder dig?

Hvem ville du være, hvis din partner som en anden Gud kunne diktere og bestemme, hvad du skulle tænke, sige og gøre?! Det er en grufuld tanke, ikke sandt! Du ville jo ikke være dig selv, men snarere en grøntsag, et tamt dyr i et gyldent bur, der sidder der med halsbånd om halsen og lænker på både fødder og ben, mens du hjælpeløst bliver kommanderet rundt med.

Puha, sikken en tanke hvad!

Og det er derfor at det faktum at vi absolut ingen kontrol har over hinanden, over vores partnere eller de andre mennesker i vores liv, er så smuk og god en ting. Gud kunne simpelthen ikke have udtænkt og skabt det mere perfekt. Og rent faktisk, så er det præcis sådan Gud har udtænkt og skabt det!

Tilbage

Bor du i ”Burdistan”?

Har du hørt om Club ”Burdistan”?

Club Burdistan er en helt speciel lounge som Djævlen har reserveret for ekstra ulykkelige VIP medlemmer af parforholdshelvede. Adgangskravene for at blive medlem er sådan set ret enkle: For at være VIP medlem af Club Burdistan skal man lide af en næsten kronisk tro på myten om at man ”burde” og ”ikke burde” gøre og sige visse ting når man er i et parforhold. Og eftersom virkeligheden stort set aldrig lever op til disse VIP medlemmers forventninger og ideer om hvordan deres partner og deres parforhold ”burde” og ”ikke burde” være, er disse medlemmer for evigt sikret en plads i parforholdshelvede – og ikke mindst, i Club Burdistan – hvor de og de andre ”burdister” kan jamre og klage og rive sig i håret over at deres partner og deres parforhold er så langt væk fra det som de synes det ”burde” være.

Og Club Burdistan er i sandhed en vaskeægte afdeling af parforholdshelvede. For her er skiftevis brændende varmt (når medlemmerne bliver frustrerede og rasende på deres partnere) og helvedes koldt (når de går over i den anden grøft og møder deres partner med isnende kulde, tavshed og spydige, sarkastiske bemærkninger). Indretningen i Club Burdistan er også helt i top: I et hjørne af VIP klubben ligger der bunkevis af smadrede tallerkener og kopper til dem der har brug for at afreagere en ekstra gang over deres umulige partner. Og til de helt ekstreme VIP æresmedlemmer er der det blodrøde voldshjørne, fyldt med dukker som man kan banke sønder og sammen. Og selvfølgelig er der også den vildeste bar med alt hvad hjertet kan begære af alkohol og andre rusmidler til dem der endnu engang vil forsøge at drukne deres sorger, deres smerte og deres vrede.

Et andet vigtig adgangskrav for at blive medlem af parforholdshelvedes VIP Club Burdistan er at man slet ikke kan kende forskel på ”jeg vil”, ”jeg er nødt til” og ”jeg burde”, men i stedet blander dem fuldstændig sammen. Ingen af Club Burdistans medlemmer forstår at ”jeg vil” er et fuldstændig frit valg der som regel medfører et ”jeg er nødt til”. For eksempel: Hvis ”jeg vil” tjene 30.000 kroner om måneden og dermed have penge til huslejen og en biftur om måneden, er ”jeg nødt til” at gøre et eller andet til gengæld - såsom at gå på arbejde hver dag fra 9 til 5. Men det er ikke noget ”jeg burde”. ”Jeg burde” ikke have penge til min husleje og en biftur. ”Jeg burde” ikke tjene 30.000 kroner om måneden. Det er der ikke nogen lov der siger at jeg skal. Ej heller ”burde jeg” gå på arbejde hver dag fra 9 til 5. Det er der heller ikke nogen lov der siger at jeg skal. Det er noget jeg vælger at gøre fordi ”jeg vil” have 30.000 kroner om måneden og penge til min husleje og en biftur.

Det samme gælder mit parforhold. ”Jeg burde” ikke gå med til min kærestes familie-tamtam her i weekenden. Men hvis min kæreste siger til mig at forudsætningen for at hun vil være kæreste med mig er at jeg går med til hendes familie-tamtam, så må jeg gøre op med mig selv hvad ”jeg vil” og om jeg er villig til at betale prisen for det. Hvis ”jeg vil” have hende som kæreste er ”jeg nødt til” at gå med til hendes familiesammenkomst. Så enkelt er det. Noget for noget. Men det er ikke noget som ”jeg burde” gøre (selv om min kæreste eller jeg selv måske tror på at det ”burde” man gøre, hvis man er et ordentligt og redeligt menneske, hvis man virkelig elsker hinanden, og så videre).

Men denne realistiske måde at anskue livet og sit parforhold på er alle VIP medlemmerne i Club Burdistan mere eller mindre blottet for. Det virker næsten som om at deres indre ”mythbusting” antenner er fuldstændig smadrede. De kan slet ikke se forskel på virkeligheden og deres vilkårlige tanker om hvad man ”burde” og ”ikke burde” gøre i et parforhold. De tror på deres tanker og overbevisninger med samme ildhu som ekstreme fundamentalister. Og enhver der formaster sig til at stille spørgsmål til disse ”burdister” og deres overbevisninger bliver truet med at ryge lige lukt i parforholdshelvede.

Men selvfølgelig er det ikke sådan.

De eneste der ryger lige lukt i parforholdshelvede og derfra videre til Club Burdistan (og som rent faktisk næsten bor der permanent) er ”burdisterne” selv.

Lige nu åbner Club Burdistan for et helt nyt hold VIP medlemmer. Kender du nogen oplagte kandidater til VIP medlemskab? Eller er du det måske selv?

Parforholdsmyter
Når man er i et parforhold bør man/bør man ikke __________
Min partner burde/burde ikke __________

Tilbage

Har du fundet ”Den eneste ene”?

En af mine gode veninder spurgte mig om jeg ikke gik og drømte om en dag at finde ”Den eneste ene” – en som virkelig forstår mig, en som jeg føler mig virkelig nært forbundet med, en som jeg kan dele mit liv og mine drømme med.

Og jeg svarede at jeg havde fundet ”Den eneste ene”. For det første, sagde jeg til min veninde, har jeg opdaget at ”Den eneste ene” er mig selv. Mennesket som jeg er sammen med hvert eneste øjeblik, 24 timer i døgnet, alle ugens syv dage, hele året rundt. Mennesket som jeg går i seng med hver aften og vågner op med hver morgen. Mennesket som jeg forstår bedre end nogen anden. Mennesket som jeg føler mig mere nært forbundet med end nogen anden. Og mennesket som jeg altid – uanset om jeg lægger mærke til det eller ej – deler mit liv og mine drømme med.

For det andet, fortsatte jeg, har jeg opdaget at ”Den eneste ene” også er det menneske som jeg er sammen med i hvert øjeblik. For eksempel, sagde jeg til min veninde, er du lige nu ”Den eneste ene” i mit liv. Der er ikke andet end dig og mig sammen lige nu, der sidder her på denne smukke café ved Søerne med vores drinks. Og for fem minutter siden, da jeg stod i baren og gav tjeneren vores bestilling, da vores øjne mødtes og vi talte sammen, var hun ”Den eneste ene” i mit liv. Og i går da jeg legede med min to-årige nevø og tumlede rundt med ham på legepladsen og så ind i hans øjne og vi sammen brast i latter, var han ”Den eneste ene” i mit liv. Der var kun ham og mig. Og da jeg for et par dage siden løb rundt med min brors hund Tolle på stranden var han ”Den eneste ene” i mit liv. Der var kun os to. Og da jeg for et år siden gik en tur på stranden med min kæreste og vi hånd i hånd så solen gå ned sammen, var hun ”Den eneste ene” i mit liv. Og på samme måde vil den person som jeg giver min opmærksomhed i det næste øjeblik, i det næste nu, også være ”Den eneste ene” i mit liv. Sådan er det altid.

Hvad med dig?

Har du fundet ”Den eneste ene”?

Eller leder du stadig?

Tilbage

Mænd er det mest undertrykte køn

Der tales meget i dag om at kvinder er det mest undertrykte køn. Og når det gælder ydre ting – såsom politik, arbejdsmarkedet, økonomi, religion og meget meget mere – er det da helt sikkert rigtigt. Men hvad med når det gælder vores indre liv? Hvad med når det gælder vores tanker og følelser, vores hjerte og vores sjæl? Hvem er så det mest undertrykte køn – kvinder eller mænd?

Forleden havde jeg en interessant oplevelse med de (mandlige) medspillere på mit fodboldhold. Under en træningskamp stoppede en af spillerne – en af holdets umiddelbart mest barske og maskuline typer – pludselig op, så ligbleg ud, og tog sig til hjertet. Så humpede han ud i omklædningsrummet. Vi andre stirrede efter ham et øjeblik - og så fortsatte de andre til min store overraskelse med spillet. Jeg løb ud i omklædningsrummet for at se hvad der var los. Den store fyr lå på gulvet og så meget forskræmt ud. Da jeg spurgte ham hvad der skete, fortalte han mig at det var et anfald af ”panikangst”, noget der åbenbart skete for ham med jævne mellemrum. Efter jeg havde siddet og talt med ham i nogle minutter og forsøgt at få ham til at trække vejret dybt, gik jeg tilbage til de andre. Jeg spurgte dem om det var sket før (jeg er relativt ny på holdet), og de sagde at jo, han led vist nok af ”hjertegalop”. Men ingen af fyrene ville rigtig se mig i øjnene eller tale om det. Det var tydeligt at de syntes det var flovt – ikke for dem – men for ham! For panikangst er (som det store brød selv undskyldende havde sagt til mig lige før) kun noget som gamle damer får!

Denne og mange lignende oplevelser med mændene i mit liv har fået mig til at indse at selv om kvinder er det mest undertrykte køn i det ydre, er mænd helt sikkert det mest undertrykte køn når det gælder vores indre liv. Faktisk er det i vores såkaldt progressive samfund i dag mere eller mindre totalt tabu for en mand at have et indre liv, at en mand har tanker og følelser – og ikke mindst at en mand har det dårligt. Og måske farligst af alt, at en mand taler om det med andre – især med andre mænd! Vi mænd er nemlig opvokset med de mest vanvittige forestillinger om hvad det vil sige at være en ”rigtig” mand. For eksempel:

En rigtig mand græder ikke.
En rigtig mand viser ikke sine følelser.
Det er et nederlag hvis en rigtig mand har det dårligt.
En rigtig mand skal være stor og stærk.
En rigtig mand må ikke være svag og sårbar.
Det er mandens job at passe på kvinden.
En rigtig mand taler ikke om sine følelser med andre (især ikke med andre mænd).

Og så videre og videre og videre i ét endeløst undertrykt indre mandehelvede.

Det er klart at vi mænd selv – som i eksemplet med mine fodboldvenner ovenover – bærer en stor del af skylden. Men jeg har også observeret at I kvinder f... eddeme heller ikke gør det for nemt at være mand!

Tænk over det, kære kvinder. Næsten alle steder hvor man kigger sig om som mand får man at vide at det som kvinder finder attraktivt er en mand med brede skuldre, store overarme, håndværkerlook og håndværkermoves, en der kan passe på jer og få jer til at føle jer trygge – ikke en mand der sidder og flæber og har det dårligt.

Jo, jo, jeg ved da godt at mange af jer nu vil protestere og sige, det passer altså ikke, jeg vil da godt have en følsom mand, en mand med et indre liv. Men når jeg taler om en rigtig mand, en følsom mand med et indre liv, mener jeg altså ikke kun en mand der byder op til 12 timers romantisk tantrasex i stearinlysets skær efter at han meditativt har taget opvasken og læst Eckhart Tolle godnathistorier for børnene.

Nej, jeg taler om en rigtig mand som han også er indeni: Måske en forskræmt lille dreng der lige som jer små piger prøver at finde hoved og hale på denne ting kaldet tilværelsen. En mand der måske føler sig usikker og har det dårligt og ofte ikke aner sine levende råd. En mand der måske føler sig presset fra alle sider, indefra og ud. En mand der måske må kæmpe med årevis af indoktrinering om hvad det vil sige at være mand. En mand der måske har lyst til at give op og kaste det hele fra sig. En mand der, hvis han endelig fik lov og gav sig selv lov, måske ville sidde og hulke ukontrolleret. Og måske gøre det igen næste dag. Og næste uge. Og næste år. For det er sådan vi mænd nogle gange har det inden under alle de benhårde facader – ganske lige som jer, kære kvinder.

Er det sådan en mand I kunne tænke jer, kære kvinder, når I siger at I gerne vil have en rigtig mand med et indre liv? Tør I? Kan I rumme det? Kan I rumme jer selv?

Det er derfor jeg siger at mænd helt klart er det mest undertrykte køn her i verden. Jeg synes det er tid til en manderevolution. Er der nogen der vil være med?

Tilbage

3 måder at kultivere kærlighed i dit liv (og i dit parforhold)

Vi taler alle sammen så meget om kærlighed. Kærlighed er det vi alle søger og bruger enorme mængder tid og energi på at opnå og opleve. Kærlighed. Kærlighed. Mere og mere kærlighed.

Men hvad er kærlighed? Hvad er denne ting kaldet for kærlighed som vi alle søger dag og nat – og som vi mest af alt søger i vores parforhold? Og hvordan kan vi opnå eller opleve den kærlighed vi søger?

Som jeg skriver i denne bog er kærlighed i virkeligheden ikke noget som er uden for os selv. Kærlighed er inden i os selv, det er det vi er, det er vores natur, altings natur. Og som jeg også skriver, så er det eneste der forhindrer os i at opleve vores sande kærlighedsnatur vores tro på en masse tanker og overbevisninger som ikke har noget med virkeligheden at gøre, tanker som går imod kærlighedens natur. Og på de foregående sider har jeg beskrevet, hvordan du kan identificere og undersøge disse begrænsende tanker og overbevisninger.

Hvad sker der når du stiller spørgsmål til dine begrænsende tanker og historier, til dine ”burde” og ”burde ikke” (ikke mindst om dit parforhold og om din partner)? Ja, så oplever du rent faktisk meget mere kærlighed. Den kærlighed som har været der hele tiden, den kærlighed som er din sande natur, men som blot har været dækket eller sløret af din forvirrede tankegang.

Det du fokuserer din opmærksomhed på vokser
Foruden at stille spørgsmål til de tanker der forhindrer dig i at opleve kærlighed, er der også en anden fremgangsmåde du kan bruge til at opleve mere kærlighed i dit liv (og i dit parforhold). Denne fremgangsmåde eller teknik – som jeg kalder for at kultivere kærlighed – er baseret på en forståelse af den anden grundlæggende iagttagelse af sindets natur som jeg beskriver i Introduktionen. Nemlig at:

Der er en årsag-og-virknings-sammenhæng mellem din tankegang og dine oplevelser. Tanken er årsag, oplevelsen er virkning.

En anden måde at formulere denne iagttagelse på er at sige at det du fokuserer din opmærksomhed på vokser. Vi ved alle at hvis vi planter jordbærfrø i jorden, og desuden sørger for at kultivere jorden godt med vand, sol og god muldjord, så vil vi med tiden få jordbærplanter. Jordbærplanter som med tiden vil få flere jordbærfrø, som med tiden vil blive til flere jordbærplanter, indtil vi en dag har en hel mark med jordbærplanter (strawberry fields forever!).

Det samme princip gælder vores tanker, vores følelser og vores oplevelse af denne ting kaldet for livet. Det du fokuserer din opmærksomhed på vokser. I praksis vil det sige at hvis du vil opleve noget her i livet, så er det en god idé at fokusere din opmærksomhed på det. Fordi det du fokuserer din opmærksomhed på vokser.

Hvis du gerne vil være mere til stede i nuet og ikke hele tiden være opslugt af fortid eller fremtid, så er det en god idé at fokusere på det som er lige nu, på dette øjeblik, hvor du sidder med denne bog i din hånd, i en stol, med gulv under dine fødder, luft der strømmer ind og ud af din krop... og ikke på hvad du har af planer eller bekymringer for i morgen eller næste uge.

Eller hvis du gerne vil opleve mere rigdom i dit liv, så er det en god idé at fokusere på al den rigdom og støtte der allerede er i dit liv lige nu, alt det du har nu, mad i køleskabet, tøj på kroppen, gode venner at tale med, solen og himlen og regnen og træerne... Fordi det du fokuserer din opmærksomhed på vokser.

Og det samme gælder også for kærlighed. Hvis du vil opleve mere kærlighed i dit liv og i dit parforhold, er det en god idé at fokusere din opmærksomhed på kærlighed. Dvæle ved kærlighed og lade dine tanker, ord og handlinger være et udtryk for kærlighed. For det du fokuserer din opmærksomhed på vokser, som planter og blomster i en have, der vokser når de får rigeligt med vand, sol og gødning.

At kultivere kærlighed
Så hvordan fokuserer man så på kærlighed? Hvordan kultiverer man mere kærlighed i sin tankegang og i sit liv? Og ikke mindst – siden dette er en bog om parforhold – hvordan kultiverer man mere kærlighed i sit parforhold?

På de følgende sider beskriver jeg 3 gode måder at fokusere på og opleve mere kærlighed – det som jeg kalder for at kultivere kærlighed:

1) At kultivere rummelighed
2) At kultivere støtte
3) At kultivere forståelse

Kærlighed er større end parforhold
Når du læser om disse 3 måder vil din første reaktion måske være, ”jamen hvad i alverden har det her med parforhold at gøre?”

Og svaret er at disse måder har både ingenting og alt med parforhold at gøre. De har på en måde ingenting med parforhold at gøre fordi kærlighed er noget langt større og langt mere altomfattende end den midlertidige form som et parforhold er. For kærlighed er vores natur, det er alt, det er virkeligheden, det er dig og mig og alt hvad der lever og ånder, hver eneste form, hver eneste relation, hvert eneste sandkorn og hver eneste galakse, i al uendelighed og evighed. Kærlighed er Gud. Og den midlertidige relation som vi kalder for ”parforhold” er blot en af kærlighedens uendelig mange former.

Samtidig kan man også sige at disse 3 måder har alt med parforhold at gøre, netop fordi kærligheden omfatter alt inklusive parforhold. For jo mere du fokuserer på og dvæler ved kærlighedens sande natur, jo mere vil du opleve kærlighed i alle områder af dit liv – inklusive dit parforhold (eller dit singleliv, hvis du er single).

Sand kærlighed har ingen grænser
Så det du vil opleve, hvis du begynder regelmæssigt at kultivere kærlighed som beskrevet på de følgende sider, er at du vil opleve mere kærlighed i alle dine relationer, inklusive det forhold du har til din partner (og ikke mindst det forhold du har til dig selv). For det er ikke muligt at kultivere mere kærlighed i dit forhold til din partner uden samtidig at kultivere mere kærlighed i dit forhold til alle de andre mennesker i dit liv. Ej heller er det muligt at kultivere mere kærlighed i forhold til alle dine medmennesker uden samtidig at kultivere mere kærlighed i dit forhold til din partner. For ægte kærlighed er (i stærk modsætning til vores 101 myter om kærlighed og parforhold) ubetinget og ubegrænset. Den har ingen ”burde” eller ”burde ikke”, den har ingen forventninger, ingen krav, og ingen grænser.

1) At kultivere rummelighed

For at kultivere en større oplevelse af kærlighed i dit liv er det en god idé at kultivere rummelighed.

Hvad er rummelighed? Rummelighed er total accept af det som er, lige her og nu. Ingen modstand. Plads til det hele, til alt hvad der er, uanset hvad det er.

Hvorfor er det en god idé at kultivere rummelighed, hvis du vil opleve mere kærlighed i dit liv?

Fordi livet eller virkeligheden rummer alt og tillader alt. Fordi der er plads til alt og alle her i livet. Fordi uanset hvem du er eller hvordan du har det, så rummer livet det. Livet afviser ikke nogen. Det er lige meget om du er mand eller kvinde, ung eller gammel, tyk eller tynd, rig eller fattig, syg eller sund, smuk eller grim, trendy eller utrendy, kendt eller ukendt. Livet rummer alt og alle. Det er lige meget om du er forvirret eller klar, bevidst eller ubevidst, lykkelig eller ulykkelig. Der er plads til alle tanker, alle følelser, uanset hvad de måtte være. Livet rummer det hele. Livet bryder aldrig ind og siger ”Du der! Du må ikke tænke eller føle eller have det sådan! Du må ikke veje så meget! Du må ikke se sådan ud! Du må ikke have det dårligt! Fy fy skamme skamme!” Livet rummer alt. Der er ingen grænser for hvor meget livet kan rumme. Både synderen og helgenen, den mest forvirrede og den mest oplyste er der plads til. Alt er tilladt her. Alt er velkommen her. Det er kærlighed. Ubegrænset og ubetinget accept. Ubegrænset og ubetinget kærlighed.

En af grundene til at vi mennesker ikke oplever den kærlighed vi søger er at vores ”kærlighed” som regel ikke er rummelig og ubetinget sådan som livet er det. Vi siger til vores partner, til vores familie, til vores venner (og ikke mindst, til os selv): ”Jeg vil kun elske dig, hvis...” ”Jeg vil kun elske dig, hvis du gør det jeg vil have du skal gøre,” ”Jeg vil kun elske dig, hvis du er enig med mig,” ”Jeg vil kun elske dig, hvis du lever op til mine forventninger og ideer,” ”Jeg vil kun elske dig, hvis og hvis...” Og denne betingede ”kærlighed” (som i virkeligheden slet ikke er kærlighed) gør at vi lukker af for strømmen og oplevelsen af kærlighed i vores liv. Vores sind lukker sig og vores hjerte lukker sig.

Derfor er en af vejene til at kultivere kærlighed i dit liv at kultivere rummelighed. Rummelighed og ubetinget accept og kærlighed af andre mennesker. For eksempel...

At kultivere rummelighed over for din partner
Hvordan ville du have det hvis du var lige så rummelig og accepterende over for din partner som livet er det? Hvis du bare så, virkelig så, at din partner er fuldstændig som han eller hun er lige nu? At han gør det han gør, siger det han siger, og er præcis som han er, uanset om du synes han burde være sådan eller ej. Hvordan ville du have det hvis du bare så, virkelig så, at din partner forstår eller ikke forstår det han eller hun nu engang gør, hverken mere eller mindre, og at din partner interesserer sig eller ikke interesserer sig for det han nu engang gør? Hvordan ville du have det hvis du ikke kunne tro på tanken om at din partner burde være anderledes end han eller hun er lige nu? Hvis du bare holdt fuldstændig op med at prøve på at lave om på ham eller hende?

At kultivere rummelighed over for dig selv
Og hvad med at være mere rummelig over for dig selv? Hvordan ville du have det hvis du var lige så rummelig og accepterende over for dig selv som livet er det? Hvis du igen bare så, virkelig så, at du er fuldstændig som du nu engang er. At du tænker det du tænker, føler det du føler, og vil have det du nu engang vil have eller ikke vil have. Hvis du bare kunne se at sådan er du, lige nu. Hvordan ville du have det, hvis du ikke kunne tro på tanken om at du burde være anderledes og have det anderledes end du har det nu? Hvis du var lige så rummelig over for dig selv som livet er over for dig?

Ville det ikke bare føles... rart? Kærligt? Ville det ikke bare føles som om dit hjerte udvidede sig og blev mere... rummeligt. Både over for dig selv og over for din partner.

Når du gør det og når du mærker det, vil du begynde at forstå, hvorfor jeg siger at rummelighed er en af de direkte veje til at opleve mere kærlighed i dit liv. For livet er rummeligt. Kærligheden er rummelig. Og det er du også, når din tankegang og dit fokus er i harmoni med virkeligheden, med måden tingene virkelig er på.

Advarsel: Misforstået kærlighed
Når du begynder at lægge mere mærke til at livet rummer din partner fuldstændig som han eller hun nu engang er, og du også selv begynder at rumme din partner som han eller hun nu engang er - betyder det så at du ikke kan være assertiv og sætte grænser og sige nej til din partner? Betyder det så at du altid skal gøre det din partner beder dig om? Betyder det at du ikke kan bede din partner om det du vil have eller foreslå andre måder at gøre tingene på?

Nej, overhovedet ikke. Hvorfor skulle det betyde det? Hvis du ser nærmere på det så vil du se at sådanne tanker er en ret så absurd misforståelse af kærlighedens og rummelighedens natur. For hvad har disse to ting – kærlighedens rummelige natur og dit ja eller dit nej - med hinanden at gøre? For kærligheden rummer jo det hele. Både dit ja og dit nej. Både det du vil være med til og det du ikke vil være med til. Både det du vil have og det din partner vil have. Både de ting I kan blive enige om og de ting I ikke kan blive enige om. Både din mening og din partners mening. Og kærligheden rummer også om I bliver sammen eller går hver til sit.

Så pas på at dit forsøg på kultivere mere kærlighed og rummelighed over for din partner ikke bliver til det som jeg kalder for ”misforstået kærlighed”: At du fejlagtigt tror at rummelighed og kærlighed er lig med at du skal være en dørmåtte og ikke kan sætte grænser, sige nej og passe godt på dig selv.

En anden måde at se det på er også: Hvis du ikke passer godt på dig selv, hvis du ikke sætter grænser og siger nej og gør det som føles rigtigt for dig – er det så kærlighed? Kærlighed over for hvem?

Og hvem ved, måske er dit nej til din partner også det bedste der kan ske for din partner (også selv om hun ikke kan se det). Det viser at der er noget endnu bedre i vente for din partner end det hun troede. Måske at hun spørger en anden som er bedre i stand til at give hende det hun vil have. Eller at din partner finder ud af selv at give sig selv det hun vil have.

Og hvis din partner bliver ulykkelig over at du siger nej tak til en forespørgsel - ja så kan du øve dig i at rumme din partners ulykkelighed!

Så husk at:

Kærlighed er også at sige nej til din partner.
Kærlighed er også at sige fra over for din partner.
Kærlighed er også at sætte grænser over for din partner.
Kærlighed er også at passe godt på dig selv.
Kærlighed er også at bede din partner om det du vil have.
Kærlighed er også at være uenig.
Kærlighed er også at ville forskellige ting.
Kærlighed er også at gå din vej (for eksempel fra et forhold der ikke længere føles rigtigt).

2) At kultivere støtte

En anden ting der virkelig kan hjælpe dig med at føle og opleve mere kærlighed er at lægge mærke til hvordan alting i livet støtter dig. At det er livets natur at støtte alting. Altid og uden undtagelser. Ubetinget støtte.

Prøv bare at lægge mærke til alle de ting der støtter dig lige nu, i dette øjeblik, mens du sidder og læser denne bog. Stolen du sidder i eller sengen du ligger i støtter dig. Gulvet eller jorden under dine fødder støtter dig. Tyngdekraften, Jorden der knuger dig til sit skød og sørger for at du ikke flyver ud i verdensrummet, støtter dig. Luften omkring dig og i dig støtter dig. Tøjet på din krop støtter dig og holder dig varm. Din krop støtter dig hele tiden. Luften der strømmer ind og ud af din krop, helt af sig selv, uanset om du er opmærksom på det eller ej. Dit hjerte der banker og pumper blodet rundt i dine årer. Huden der holder sammen på det hele. Det hele støtter dig. Hvis du tænker over det, kan du faktisk ikke finde på noget som helst her i livet som du kan sige med sikkerhed ikke støtter dig på en eller anden måde. For livets natur er at støtte alt og alting. Det er kærlighed.

Og det er ikke kun de uendelig mange forskellige ”ting” i dit liv der støtter dig, det er også alle de mange mennesker som er i dit liv der på en eller anden måde støtter dig og bidrager til dit liv. Tænk over det engang. Kassedamen nede i Irma der ekspederer dine varer så du kan få morgenmad, frokost, aftensmad. Postbudet der kommer med dine breve og pakker. Din frisør som klipper dit hår. Din tandlæge der passer på dine tænder. De mange mennesker der engang har været med til at bygge det hus eller den leljlighed du bor i. Dine kolleger på arbejdet der støtter dig i at gøre så godt et job som muligt, så du også kan støtte dine medmennesker så godt som muligt. Din mor, din familie, dine venner, der støtter dig og ønsker dig alt det bedste (også selv om de nogle gange har nogle andre ideer om hvad der er bedst for dig!). Faktisk kan du, hvis du tænker nærmere over det, sikkert ikke komme på et eneste menneske som du kan sige med absolut sikkerhed ikke på en eller anden måde tager del i at støtte dig og bidrage til dit liv.

Hvis du gerne vil opleve mere kærlighed i dit liv anbefaler jeg varmt at du jævnligt bruger 5-10 minutter på bare at sidde med lukkede øjne og lægge mærke til alle de ting der støtter dig lige nu, sådan som jeg beskriver ovenfor. Det er en vidunderlig meditation som virkelig vil åbne dit hjerte og dit sind for al den kærlighed der er i dig og overalt omkring dig hele tiden!

Din natur er også at støtte
Og hvis du lægger mærke til det så vil du også se at din natur er at støtte alle andre ting her i livet. Det er det du er her for. Hvis du er bager så støtter du resten af livet ved at bage brød og boller og kager til dine medmennesker. Hvis du arbejder i en bank så støtter du resten af livet ved at opbevare og passe på folks penge for dem. Hvis du er forælder så støtter du dine børn ved at passe på dem og lære dem at klare sig her i livet. Når du betaler dine skattepenge så støtter du dit samfund og dit land og dine medmennesker. Når du taler med dine venner så støtter du dem med dit nærvær og dit venskab og din støtte. Ja, din natur er faktisk også at støtte alting her i livet. Er det ikke bare vildt at tænke på! Alt er kærlighed og du er kærlighed.

At tjene dine medmennesker
En god måde at kultivere kærlighed i form af støtte i dit liv er jævnligt at spørge dig selv, ”Hvordan kan jeg hjælpe?” ”Hvordan kan jeg bedst tjene mine medmennesker?” ”Hvordan kan jeg bidrage til det højeste gode i denne situation?” Og så lytte til de svar eller impulser der kommer og følge dem. Være kærlighed i aktion.

Du kan både spørge, hvordan du kan hjælpe og støtte mere generelt i dit liv og du kan spørge, hvordan du kan hjælpe og støtte i specifikke situationer og med specifikke mennesker.

At give
En anden god måde at kultivere kærlighed i form af støtte er ved at fokusere på at give. For livets natur er at give. Tænk på alt det som livet konstant giver dig uden at bede om at få noget som helst til gengæld. Solen der varmer din krop, luften du indånder, naturens overdådighed, jorden du går på, regnen der falder, giver hele tiden af sig selv uden at bede om noget til gengæld.

Så en måde du kan kultivere mere kærlighed i dit liv er ved at give uden at bede om noget til gengæld (som du sikkert har lagt mærke til, så giver vi mennesker ofte med en forventning om at få noget til gengæld. Hvilket i virkeligheden ikke er at give, men en form for byttehandel eller transaktion.). Så prøv jævnligt at give noget til andre uden at bede om noget til gengæld.

Eller endnu bedre, prøv at give noget til andre eller gøre noget for andre uden at de finder ud af at det var dig der var giveren (for som du sikkert har lagt mærke til, så giver vi mennesker også ofte i håbet om at vi vil få noget tilbage i form af andre menneskers anerkendelse af, hvor gode vi er, fordi har givet dem noget!).

Ja, giv – det vil gøre både dig og en anden glad!

At kultivere støtte i dit parforhold
En god måde at kultivere mere støtte i dit parforhold er at fokusere på at give din partner det du gerne vil have din partner skal give dig. Hvis du for eksempel vil have at din partner giver dig mere opmærksomhed, så giv din partner mere opmærksomhed. Spørg din partner hvad han vil have og så giv ham det (også hvis det han vil have bare er lidt fred!). Vær den partner du søger. Giv det du ønsker at modtage i dit parforhold.

En anden god måde at kultivere mere støtte i dit liv er at give dig selv det du gerne vil have din partner skal give dig. Hvis du for eksempel vil have at din partner giver dig mere opmærksomhed, så giv dig selv mere opmærksomhed. Du behøver ikke vente på at din partner skal give dig det du vil have. Hvis du gør, vil du måske vente for evigt! Men du kan give dig selv mere opmærksomhed lige nu og hvert eneste øjeblik af dit liv. Du kan selv arbejde på at forstå og værdsætte og nyde dig selv mere. Det er dit job. Ingen kan tage det fra dig. Ingen kan gøre det for dig. Dette er rigtig gode nyheder! Så hvorfor vente på din partner? (Og igen betyder dette ikke at du ikke kan bede din partner om det du vil have. Men efter du har udtrykt dit ønske er der ikke mere du kan gøre ved den sag. Hvad din partner giver dig eller ikke giver dig er din partners sag, det har du ingen kontrol over.)

Uanset hvad, så er det bedste du kan gøre at være den partner du søger. Både over for din partner og over for dig selv. Giv det du ønsker at modtage i dit parforhold.

3) At kultivere forståelse

En tredje god måde at kultivere kærlighed i dit liv er at kultivere forståelse.

Hvorfor forståelse?

Fordi vi mennesker ofte lukker vores sind og vores hjerter for de ting vi ikke forstår. Det som vi ikke forstår har vi ofte svært ved at rumme eller acceptere. Sådan var det for mig. I de gode gamle frygtelige dage hvor jeg ikke forstod sammenhængen mellem min tankegang og mine oplevelser, hvor jeg ikke forstod det komplicerede netværk af tanker og overbevisninger som lå bag de talrige måder jeg gjorde mig selv ulykkelig på, lukkede jeg også af for mig selv. Fordømte mig selv og afviste mig selv. Og det samme gjorde jeg over for andre. Afviste dem og fordømte dem og lukkede af over for dem. Det var ikke kærlighed. Det var ikke rummelighed eller støtte.

Og omvendt kan jeg se at i takt med at min forståelse af hvem jeg er voksede, i takt med at jeg bedre forstod sammenhængen mellem min tankegang og mine oplevelser, i takt med at jeg bedre forstod min forvirring, min smerte og de talrige måder jeg i min uskyldige uvidenhed drev mig selv til vanvid på, jo bedre var jeg også i stand til at rumme og føle medfølelse over for mig selv og andre. Det er kærlighed.

At forstå ”et menneskes anatomi”
Fordi forståelse af hvad et menneske virkelig er og måden vores sind fungerer på åbner vores sind og vores hjerter og får kærligheden til at strømme frit. Forståelse af at vi alle sammen i bund og grund er 100% ens. Forståelse af at vi alle sammen søger præcis det samme (lykke og en ende på lidelse). Forståelse af at vi alle sammen lider af præcis den samme årsag (at vores tankegang er ude af harmoni med virkeligheden). Forståelse af at ingen af os dybest set ønsker at gøre os selv eller andre fortræd, men at vi i vores barnlige uvidenhed igen og igen kommer til det. Forståelse af de tusindvis af måder vi konstant gør os selv ulykkelige på. Denne forståelse – at forstå ”et menneskes anatomi” - er også en måde at kultivere mere kærlighed i dit liv. For med denne forståelse kommer større rummelighed, medfølelse – og kærlighed. Både over for dig selv og alle andre mennesker. For når først du har set at du blot er et uskyldigt, men forvirret barn, der hele tiden prøver så godt du kan – og at alle andre mennesker også blot er uskyldige, men forvirrede børn, der hele tiden prøver så godt de kan - hvordan kan du så afvise dem eller dig selv?

Åbent sind, åbent hjerte
Jeg hører ofte folk tale om at det er vigtigt at have et åbent hjerte. Men så længe ens sind og ens tankegang er lukket, så længe man ikke forstår sig selv og andre mennesker, så længe man ikke forstår ”et menneskes anatomi”, hvordan kan man så have et åbent hjerte? Det kan ikke lade sig gøre. For sindet (din tankegang) er årsag, og din oplevelse (om dit hjerte er ”lukket” eller ”åbent”) er virkning. Lukket sind, lukket hjerte. Åbent sind, åbent hjerte. Og en af de bedste måder du kan åbne dit sind og dermed dit hjerte er ved at arbejde på at få en større forståelse af hvad et menneske er. En god måde at gøre det på er ”Heathrow Airport Meditationen” på næste side.

Heathrow Airport Meditation

En gang for mange år siden sad jeg i en af Heathrow Airports mange afgangshaller og ventede på mit fly, der var flere timer forsinket. Som du sikkert ved er Heathrow Airport i London en af verdens største og mest travle lufthavne, som titusindvis af rejsende fra alle fire verdenshjørner passerer igennem hver dag. Og den dag hvor mit fly var forsinket var ikke nogen undtagelse. Alene i den afgangshal som jeg sad i passerede hundredvis og tusindvis af mennesker konstant forbi. Mænd og kvinder, gamle og unge, børn og voksne, fra Europa, Asien, Amerika, Afrika – you name it. At se de mange mennesker passere forbi var som at opleve et mini-kosmos af hele menneskeheden. Indiske mænd med turban og fuldskæg og deres koner i lange, farverige sarier. Mørkhårede italienere i designerjeans og amerikanske turister i Bermuda shorts. Japanere med kameraer om halsen og danske forretningsfolk der talte i mobiltelefon. De var der alle sammen. Og de kom alle sammen et eller andet sted fra og var alle på vej et eller andet sted hen og skulle sandsynligvis alle sammen på et eller andet tidspunkt spise, på toilettet, shoppe eller sidde ned et eller andet sted i denne kæmpestore terminal, mens de ventede på deres fly.

For at få tiden til at gå besluttede jeg mig for at lege en lille leg med mig selv. Legen var meget enkel. Jeg stillede mig selv spørgsmålet, ”Hvad har jeg til fælles med alle mennesker – uden undtagelse - her i Heathrow Airport?” Og så prøvede jeg at se hvor mange ting jeg kunne finde som jeg havde til fælles med alle de andre rejsende i lufthavnen.

Her er nogle af de mange ting som jeg fandt ud af at jeg og alle de andre rejsende (og alle mennesker i hele verden) har til fælles:

Vi bor alle sammen på den samme smukke Jord og vi ånder alle sammen den samme luft... Vi går alle sammen på den samme jord, under den samme sol... med vind og hav og regn og planter og dyr... Vi er alle en del af denne ting kaldet for livet... hver og en af os...

Vi søger alle sammen i bund og grund præcis det samme... lykke og en ende på lidelse... ingen af os ønsker at lide... og vi ønsker alle at være lykkelige... hver og en af os... uden undtagelse... Det kan godt være at vi har forskellige ideer og forestillinger om hvad der skal til for at være lykkelige, men den grundlæggende impuls bag om alt hvad vi gør er ønsket om være lykkelig...

Vi har alle sammen en fysisk krop der enten står, sidder eller ligger ned... En fysisk krop der spiser, drikker, går på toilettet... En fysisk krop der kan blive kold og varm, syg og svag... en krop der engang var meget lille og blev passet af sin mor... en krop der med tiden vil ældes, blive gammel og til sidst dø og vende tilbage til jorden... Før eller siden... Uanset hvor smuk eller stærk eller sund vores krop er nu kommer ingen af os til at blive i den samme krop for evigt...

Vi har alle brug for mad og drikke, et sted at sove og bo, tøj på kroppen og andre basale materielle ejendele... og vi er alle nødt til på en eller anden måde at arbejde for eller bidrage til at kunne få disse ting... hvad enten det er som farmer, projektleder, ekspedient, politiker, skolelærer, læge... Vi er alle en del af menneskehedens indbyrdes forbundethed, livets komplicerede netværk...

Vi har alle sammen en mor og en far... som også har en mor og en far.. Vi har alle familiemedlemmer... og venner... Vi er alle sammen konstant i relationer med andre mennesker og vi er alle nødt til at forholde os til det... tale og kommunikere med hinanden... være enige eller uenige... sige ja eller sige nej...

Vi har alle sammen tanker og historier der konstant opstår og forsvinder igen... som bølger på havet, som stråler fra solen... og når vi tror på disse tanker, oplever vi dem... vi oplever alle sammen det vi tænker... uanset om det vi tænker er sandt eller ej...

Vi lider alle sammen af præcis den samme grundlæggende årsag... fordi vi tror på tanker og overbevisninger som ikke har noget med virkeligheden at gøre... og vi har alle prøvet at føle os bange, ensomme, ængstelige, vrede, kede af det... vi har alle prøvet at have ondt i hjertet...

Vi er alle her nu... hvilket må betyde at vi alle sammen har lige meget ret til at være her... at vi alle sammen har lige stor værdi i Guds eller livets øjne... lige nu...

Ja... vi har alle så meget til fælles... så meget at det er tydeligt at vi alle er en stor familie af brødre og søstre... uanset om vi er klar over det eller ej...

I takt med at jeg gradvist gik igennem og mediterede over de mange ting som jeg og alle de andre rejsende i lufthavnen (og faktisk alle mennesker i hele verden) havde til fælles, i takt med at mit sind åbnede sig til vores alle sammens fælles menneskelighed, vores alle sammens fælles natur, følte jeg også at mit hjerte åbnede sig og jeg følte en enorm kærlighed. Kærlighed til mig selv og til alle disse mennesker som passerede forbi i lufthavnen. En følelse af enhed, en følelse af at være hjemme, en følelse af at hver og en af disse mennesker, på trods af deres forskellige fysiske forklædninger, virkelig var mine kære brødre og søstre, virkelig var min familie. Det var virkelig stort. Jeg følte det som om at hele Heathrow Airport, som om hele verden, hele livet, var ét stort blødt kærligt bankende hjerte som jeg sad lige midt i. En flod af kærlighed hvori vi alle sammen blot var dråber. Ja, der var ikke andet end kærlighed. Kærlighed her, der og allevegne. Jeg kan stadig mærke det nu hvor jeg sidder og tænker på det, så mange år efter. Det var en helt utrolig fornemmelse af at være hjemme, af at være okay, af at være tryg, af at høre til.

Efter jeg første gang lavede denne ”Heathrow Airport Meditation” har jeg ofte praktiseret den når jeg er i store forsamlinger – ikke bare når jeg er i lufthavne, men for eksempel når jeg er til koncert, holder foredrag, går ned ad Strøget eller er sammen med større grupper mennesker. Nogle gange gør jeg endda også meditationen når jeg er helt alene og tænker på en stor gruppe mennesker som jeg snart skal være sammen med. Og hver gang føler jeg en meget stærk fornemmelse af kærlighed.

Men tro ikke på hvad jeg siger. Prøv det – og mærk selv kærligheden!

Tilbage