Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne
af Tim Ray

Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne. Kvinder i 30erne er det værste. For når en kvinde er i 30erne tror hun fuldt og fast på at det søde liv, det gode liv, det perfekte liv, er lige rundt om hjørnet, hvis bare hun arbejder hårdt nok og er god nok. Hun tror fuldt og fast på at hvis bare hun arbejder hårdt nok skal hun nok snart få det perfekte liv som alle månedsmagasinerne stopfodrer os med er vejen til evig lykke. Den perfekte mand, det perfekte parforhold, de perfekte børn, den perfekte familie, det gode sexliv, den flotte og sexede krop, den gode karriere, det gode job, det hyggelige hjem med alle designermøblerne, de gode weekender, de gode ferier, livskvalitet, livskvalitet og mere og mere livskvalitet. Det er så opslidende at være i nærheden af en kvinde i 30erne at det er til at brække sig over (og jeg har altså været kæreste med en del!). Så hver gang jeg møder en kvinde i 30erne ser jeg mig nu om efter den nærmeste udgang. For jeg ved at et parforhold med en kvinde i 30erne betyder big-time stress.

Nej du, jeg holder mig til kvinder i 20erne eller i 40erne eller ældre. For ser du, selv om kvinder i 20erne stadig tror på illusionen om at hvis de arbejder hårdt nok vil de en dag opnå alle disse ting, og så vil de være lykkelige - har de fleste kvinder i 20erne heldigvis indstillingen: ”Men ikke endnu. Jeg skal lige have det lidt sjovt i nogle år før jeg melder mig ind i kvindernes version af Fremmedlegionen-Frømandskorpset-Iron-Woman-Miss-Bo-Bedre-Perfect.” (selv om jeg da helt sikkert også har mødt kvinder der allerede i 20erne var ramt af denne næsten dødelige form for sindssyge).

Og så er der kvinder der er over de 40. Åh ja! Gud ske tak og lov for kvinder over 40! De er næsten endnu sjovere end kvinder i 20erne. For kvinder over 40 har som regel ingen illusioner mere. Kvinder i 40erne eller ældre har nu i adskillige årtier slidt sig selv ihjel dag og nat for at leve op til illusionen om at hvis bare de opnår det og det, skal de nok blive lykkelige. Og nu er de 40 eller ældre, og gæt hvad? Nu er illusionen brast. Enten har de ikke opnået det meste af det som de troede der skulle til for at gøre dem lykkelige – en mand, børn, familie, job, karriere, hus, designermøbler, veninder, spændende storbyferier, og så videre og så videre – og de er ulykkelige, stressede og nedbrudte af alle de årtiers intenst slid. Eller også så har de opnået det meste af det de troede der skulle til for at være lykkelige - og må erkende at de stadig ikke er lykkelige. Og nu begynder det at gå op for dem at det er ovre, løbet er ved at være kørt. På trods af alle deres ihærdige anstrengelser bliver de bare ikke yngre eller smukkere eller sundere eller raskere, børnene bliver bare ved med at vokse, ægtemændene og kæresterne bliver bare ikke mere intelligente, når de har anskaffet sig den eller den sidste nye ting, kommer der bare endnu flere nye ting at anskaffe sig, det bliver bare ikke bedre. Alle de år, alt det slid. Og nu er det ved at være for sent. Det går op for dem, at hvis de ikke begynder at leve livet og have det sjovt nu, vil de aldrig leve livet og have det sjovt nu. De begynder at slippe kvindernes version af Fremmedlegionen-Frømandskorpset-Iron-Woman-Miss-Bo-Bedre-Perfect og fokusere lidt mere på at slappe af, trække vejret og nyde livet. Og det er derfor det er så sjovt at være sammen med kvinder der er 40 eller ældre (med mindre de selvfølgelig stadig stædigt holder fast i månedsbladsdrømmen – og jeg har da mødt adskillige sørgelige eksemplarer der stadig kæmpede en brav kamp for at holde illusionen i live). Don’t worry, tænker jeg, de skal nok kollapse og give op før eller siden.

Det er derfor jeg siger, hold dig langt væk fra kvinder i 30erne. Og hvis du er kvinde i 30erne, hold dig langt væk fra at være (samfundets idé om) en kvinde i 30erne – hvis du da vil komme igennem 30erne med din forstand bare nogenlunde intakt!

Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne – 2. del
af Tim Ray

Nogle af jer som har læst første del af dette indlæg, tænker måske at det blot er en 35-årig mands sure opstød mod sine ekskærester eller mod kvinder i 30erne generelt. Men det er det selvfølgelig ikke - faktisk synes jeg at kvinder i 30erne er noget af det smukkeste og dejligste i verden! Mit indlæg er tværtimod et forsøg på at belyse noget langt dybere og mere fundamentalt. Nemlig:

* At vi lever i et samfund hvor vi (både kvinder og mænd) fra barnsben af og resten af livet bliver tæppebombarderet og hjernevasket af vores omgivelser med de mest vanvittige forestillinger om alt det der skal til for at leve et lykkeligt liv, for at være okay, god og elsket.

* At de meget stressfulde konsekvenser af disse vanvittige forestillinger ofte ser ud til at nå deres højdepunkt i kvinder i 30erne (men helt sikkert også i mænd i 30erne – inklusive undertegnede!). Det kan der selvfølgelig være mange grunde til, ikke mindst det faktum at en kvinde i 30erne i dag forventes eller forventer af sig selv på én gang at kunne jonglere både at være nybagt mor, hustru/kæreste, sexet elskerinde, se drøngodt ud og levere hjemmebag til børnehaven, gøre succeskarriere, bo i det lækre hjem med designermøblerne, være god veninde, og generelt bare være det som jeg kalder for den feminine version af Fremmedlegionen-Frømandskorpset-Iron-Woman-Miss-Bo-Bedre-Perfect.

* At de stressfulde konsekvenser af disse vanvittige forventninger ofte ser ud til at blive fulgt af forskellige grader af:

- Sammenbrud eller alvorlig krise (ifølge pålidelige kilder omkring 37-års alderen) er meget typisk. Man kan ikke mere.

- Desillusionering (som regel de næste 5-10 år. I de sidste mange år har jeg givet mange foredrag, workshops og private sessioner i både ind- og udland om hvordan vi kan leve mere lykkelige liv. I begyndelsen undrede jeg mig over hvordan det kan være at langt størstedelen af deltagerne er kvinder i alderen 35-45 år? Hvorfor er der næsten ikke nogen mænd? Hvor er alle dem i 20erne? Hvor er alle dem i 60erne eller ældre? Indtil det gradvist begyndte at gå op for mig hvorfor.).

- Opvågnen (hvis det gør ondt nok!).

Så mit indlæg er ikke på nogen måde et angreb mod kvinder i 30erne, men tværtimod et nødråb til os alle sammen. Lad os se at gøre noget ved vores kollektive vanvid før ikke bare alle kvinder i 30erne, men hele menneskeheden og hele Planeten Jorden går ind i Det Store Sammenbrud – hvilket meget jo allerede tyder på!

Tilbage

Mænd er det mest undertrykte køn
af Tim Ray

Der tales meget i dag om at kvinder er det mest undertrykte køn. Og når det gælder ydre ting – såsom politik, arbejdsmarkedet, økonomi, religion, barsel og meget meget mere – er der da helt sikkert noget om snakken. Men hvad med når det gælder vores indre liv? Hvad med når det gælder vores tanker og følelser, vores hjerte og vores sjæl? Hvem er så det mest undertrykte køn – kvinder eller mænd?

Forleden havde jeg en interessant oplevelse med de (mandlige) medspillere på mit fodboldhold. Under en træningskamp stoppede en af spillerne – en af holdets umiddelbart mest barske og maskuline typer – pludselig op, så ligbleg ud, og tog sig til hjertet. Så humpede han ud i omklædningsrummet. Vi andre stirrede efter ham et øjeblik - og så fortsatte de andre til min store overraskelse med spillet. Jeg derimod løb ud i omklædningsrummet for at se hvad der var los. Den store fyr lå på gulvet og så meget forskræmt ud. Da jeg spurgte ham hvad der skete, fortalte han mig at det var et anfald af ”panikangst”, noget der åbenbart skete for ham med jævne mellemrum. Efter jeg havde siddet og talt med ham i nogle minutter og forsøgt at få ham til at trække vejret dybt, gik jeg tilbage til de andre. Jeg spurgte dem om det var sket før (jeg er relativt ny på holdet), og de sagde at jo, han led vistnok af ”hjertegalop”. Men ingen af fyrene ville rigtig se mig i øjnene eller tale om det. Det var tydeligt at de syntes det var flovt – ikke for dem – men for ham! For panikangst er (som det store brød selv undskyldende havde sagt til mig lige før) kun noget som gamle damer får!

Denne og mange lignende oplevelser med mændene i mit liv har fået mig til at indse at selv om kvinder er det mest undertrykte køn i det ydre, er mænd helt sikkert det mest undertrykte køn når det gælder vores indre liv. Faktisk er det i vores såkaldt progressive samfund i dag mere eller mindre totalt tabu at en mand har et indre liv, at en mand har tanker og følelser – og ikke mindst at en mand har det dårligt. Og måske farligst af alt, at en mand taler om det med andre – især med andre mænd! Vi mænd er nemlig opvokset med de mest vanvittige forestillinger om hvad det vil sige at være en ”rigtig” mand. For eksempel:
En rigtig mand græder ikke.
En rigtig mand viser ikke sine følelser.
Det er et nederlag hvis en rigtig mand har det dårligt.
En rigtig mand skal være stor og stærk.
En rigtig mand må ikke være svag og sårbar.
Det er mandens job at passe på kvinden.
Og så videre og videre og videre i ét endeløst undertrykt indre mandehelvede.

Det er klart at vi mænd selv – som i eksemplet med mine fodboldvenner ovenover – bærer en stor del af skylden. Men jeg har også observeret at I kvinder f... eddeme heller gør det for nemt at være mand! Tænk over det, kære kvinder. Næsten alle steder hvor man kigger sig om som mand får man at vide at det som kvinder finder attraktivt er en mand med brede skuldre, store overarme, håndværkerlook og håndværkermoves, en der kan passe på jer og få jer til at føle jer trygge – ikke en mand der sidder og flæber og har det dårligt. Jo, jo, jeg ved da godt at mange af jer nu vil protestere og sige, det passer altså ikke, jeg vil da godt have en følsom mand, en mand med et indre liv. Men når jeg taler om en rigtig mand, en følsom mand med et indre liv, mener jeg altså ikke kun en mand der byder op til 12 timers romantisk tantrasex i stearinlysets skær efter at han meditativt har taget opvasken og læst Eckhart Tolle godnathistorier for børnene. Nej, jeg taler om en rigtig mand som han også er indeni: En forskræmt lille dreng der lige som jer små piger prøver at finde hoved og hale på denne ting kaldet tilværelsen. En mand der føler sig usikker og har det dårligt og ofte ikke aner sine levende råd. En mand der føler sig presset fra alle sider, indefra og ud. En mand der må kæmpe med årevis af indoktrinering om hvad det vil sige at være mand. En mand der måske har lyst til at give op og kaste det hele fra sig. En mand der hvis han endelig fik lov og gav sig selv lov måske ville sidde og hulke ukontrolleret i timevis. Og måske gøre det igen næste dag. Og næste uge. Og næste år. For det er sådan vi mænd nogle gange har det inden under alle de benhårde facader – ganske lige som jer, kære kvinder. Er det sådan en mand I kunne tænke jer, kære kvinder, når I siger at I gerne vil have en rigtig mand med et indre liv? Tør I? Kan I rumme det? Kan I rumme jer selv?

Det er derfor jeg siger at mænd helt klart er det mest undertrykte køn her i verden. Jeg synes det er tid til en manderevolution. Er der nogen der vil være med?

Tilbage

Tillykke med dit sammenbrud!
af Tim Ray

For nogle måneder siden fortalte en af mine gode venner mig med stor skam i stemmen at hun var brudt sammen. Hun havde det simpelthen så dårligt at hun næsten ikke kunne fungere i verden. ”Tillykke med dit sammenbrud!” sagde jeg med et stort smil og gav hende et kæmpe knus. ”Hvor er jeg glad på dine vegne!”

Min veninde stirrede forbløffet på mig. Hvordan kunne jeg sige det? Hvordan kunne jeg sige det, når alle hun kendte og talte med – familie, venner, kollegaer, bekendte – åbenbart så hendes sammenbrud som et kæmpestort nederlag og havde travlt med at rådgive hende om at gå til en læge eller en psykiater og få ordineret nogle piller, så hun så hurtigt som muligt kunne komme på rette kurs igen og atter bliver til sit gamle, velfungerende selv.

Så hvordan kunne jeg så ønske hende et stort og hjerteligt tillykke med det som vi alle sammen ser som det ultimative nederlag? - ville min veninde gerne vide.

Jeg svarede hende med et spørgsmål: ”Hvis det samfund som vi lever i er fuldstændig sindssygt, hvis de forestillinger vi bliver stopfodret med og tror på i døgndrift i sig selv er vanvittige og driver os til vanvid... hvem er så den mest sunde... Den der tilpasser sig vores samfund og vores kollektive tankegang... eller den som slet ikke kan finde ud af at fungere i vores samfund og kollektive tankegang – og til sidst bryder sammen under den massive stress og smerte som dette medfører?”

Da jeg sagde dette til min skamfulde ven var det bogstavelig talt som om at en kæmpesten faldt fra hendes hjerte. ”Mener du virkelig at mit sammenbrud er et tegn på sundhed?! At det ikke er mig der er noget i vejen med, men hele vores kollektive tankegang?!”

”Ja,” sagde jeg og gav hende endnu et stort knus. Siden da er min veninde gået ind i sit ”sammenbrud” med liv og sjæl og har modigt undersøgt de mange stressfulde tanker, overbevisninger og historier som hun har troet på hele sit liv – og som har ført til hendes smerte og sammenbrud. Og jeg kan rapportere at min veninde – selv om det nogle gange har været en allerhelvedes svær og smertefuld proces – aldrig nogensinde tilnærmelsesvis har haft det bedre. Og jeg er overbevist om at hun aldrig nogensinde kommer på ”rette kurs” igen eller atter bliver sit gamle, sindssyge selv.

Så tænk over det, hvis du eller nogen du kender er ved at bryde sammen eller bryder sammen. Dit sammenbrud er en fuldstændig sund reaktion på et fuldstændig sindssygt samfund og tankegang. Ønsk din ven tillykke. Ønsk dig selv tillykke. Dit sammenbrud er et tegn på at du er ved at vågne op fra den kollektive psykose. Du er ved at vågne op til virkeligheden. Halleluja!

Tilbage

Vi lever i et DAMP samfund
af Tim Ray

Der tales meget i dag om at flere og flere børn lider af DAMP – at de er hyperaktive, har koncentrationsbesvær, er urolige, lider af humørsvingninger, let bliver distraheret af ydre stimuli, og så videre. Og der tales meget om hvad der mon er årsagen til at flere og flere børn i dag udviser disse symptomer. Men hvis man ser lidt nærmere på sagen og på vores samfund som helhed, er det ikke svært at se hvad årsagen til disse symptomer er:

Vi lever i et DAMP samfund.

Tænk over det engang. Kender du måske nogen voksne der ikke i større eller mindre grad er hyperaktive, har koncentrationsbesvær, er urolige, lider af humørsvingninger, let bliver distraheret af ydre stimuli og alle de andre symptomer som vi kalder for ”DAMP”? Og er der noget at sige til at størstedelen af alle voksne mennesker i større eller mindre grad lider af DAMP, når vi lever i et samfund hvis konstante fokus fra morgen til aften er på mere og mere og mere sanseindtryk, oplevelser, aktivitet, stimuli, ting, tanker, præstationer – så at intet menneske (gud forbyde det!) i så meget som ét eneste øjeblik (for slet ikke at tale om et par minutter eller et par timer!) skulle blive udsat for at være helt alene med sig selv i stilhed?! Er der noget at sige til at vi voksne har det så dårligt? Er der noget at sige til at vi voksne lider af ”DAMP”?

Og eftersom børn altid kopierer os voksne (ikke hvad vi voksne siger, men måden vi voksne selv lever på), er der så noget at sige til at flere og flere børn i dag har det så dårligt og lider af det som vi kalder for ”DAMP”? Vi voksne lider selv af DAMP! Vi lever i et DAMP samfund!

Så hvis du har børn eller arbejder med børn som lider af DAMP – og dette går dig på – kan du prøve denne meget effektive øvelse: Skriv en liste over hvordan du godt kunne tænke dig at dit barn eller børnene i dit liv lever og opfører sig. For eksempel:

Jeg vil have at mit barn er roligt og fredfyldt.
Jeg vil have at mit barn er til stede i nuet og giver sin opmærksomhed til det som sker nu.
Jeg vil have en harmonisk balance mellem aktivitet og stilhed i mit barns liv.
Jeg vil have at mit barn reagerer mindre kraftigt på ydre ting og påvirkninger.
Jeg vil have at mit barn kan finde ud af at være alene med sig selv.
Jeg vil have at mit barn hviler i sig selv.
Jeg vil have at mit barn tager hensyn til andre.
Og så videre...

Og vend så hele listen 180 grader om så den bliver til…
Jeg vil have at JEG er rolig og fredfyldt.
Jeg vil have at JEG er til stede i nuet og giver min opmærksomhed til det som sker nu.
Osv.…
og lev det selv.

For universet er nemlig så genialt indrettet at det er vores omgivelser der følger os. Det er vores børn der følger os. Hvis du selv lever et fredfyldt liv, hvor du hviler i dig selv, er til stede i nuet, og ikke lader dig påvirke af ydre ting, vil børnene i dit liv gradvist begynde at kopiere dig. De kan ikke andet, fordi din omverden er et spejlbillede af dig selv. Dette er fantastisk gode nyheder! Det betyder at kraften er i dig.

Du behøver ikke vente på at børnene i dit liv falder til ro, før du selv kan falde til ro. Det er nemlig børnene i dit liv der venter på dig. Hele verden venter på dig.

Tilbage

Gør noget godt for planeten – lad være med at få børn
af Tim Ray

Jeg er 35 år og har ingen børn. Og har ikke det fjerneste ønske om at få det. Ikke så meget som den mindste lille snert af dagdrøm. Og har aldrig haft det. Det undrede jeg (og min familie og venner og kolleger og stort set alle som jeg møder) mig i mange år over. Hvordan kan det være at jeg aldrig nogensinde har haft så meget som skyggen af et ønske om at få børn?

Indtil svaret pludselig en dag kom til mig:

”Grunden til at jeg ikke ønsker at få børn, er fordi jeg lytter til et kald fra Moder Jord om ikke at sætte flere børn i verden, fordi planeten er stærkt overbefolket og ved at bryde sammen på grund af menneskehedens massive materialisme, der har ført til katastrofalt overforbrug, forurening og systematisk ødelæggelse af planetens økosystemer.”

Ja! Pludselig stod det så klart for mig. Jamen selvfølgelig. For hundrede år siden – da der var langt færre mennesker på Jorden - havde planeten måske brug for at mange mennesker satte børn i verden, for at sikre racens videreførelse og for at sørge for at der var friske hænder til at hjælpe til på gården. Men ikke i dag. I dag har Moder Jord brug for at vi holder op med at få børn, tager os af de millioner af børn der er, stopper vores overforbrug og passer bedre på planeten.

Så tænk over det, hvis du er en af dem som ikke har noget ønske om at få børn. Måske er ikke at få børn det bedste du kan gøre for planeten!

Tilbage