Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne

Kvinder i 30erne er det værste. For når en kvinde er i 30erne, tror hun fuldt og fast på at det søde liv, det gode liv, det perfekte liv, er lige rundt om hjørnet hvis bare hun arbejder hårdt nok og er god nok. Hun tror fuldt og fast på at hvis bare hun arbejder hårdt nok, så skal hun nok snart få det perfekte liv som alle månedsmagasinerne stopfodrer os med er vejen til evig lykke. Den perfekte mand, det perfekte parforhold, de perfekte børn, den perfekte familie, det gode sexliv, den flotte og sexede krop, den gode karriere, det gode job, det hyggelige hjem med alle designermøblerne, de gode weekender, de gode ferier, livskvalitet, livskvalitet og mere og mere livskvalitet. Det er så opslidende at være i nærheden af en kvinde i 30erne at det er til at brække sig over (og jeg har altså været kæreste med en del!). Så hver gang jeg møder en kvinde i 30erne, ser jeg mig nu om efter den nærmeste udgang. For jeg ved at et parforhold med en kvinde i 30erne betyder big time stress.

Nej du, jeg holder mig til kvinder i 20erne eller i 40erne eller ældre. For ser du, selv om kvinder i 20erne stadig tror på illusionen om at hvis de arbejder hårdt nok, så vil de en dag opnå alle disse ting – har de fleste kvinder i 20erne heldigvis indstillingen: ”Men ikke endnu. Jeg skal lige have det lidt sjovt i nogle år før jeg melder mig ind i kvindernes version af Fremmedlegionen-Frømandskorpset-Iron-Woman-Miss-Bo-Bedre-Perfect” (selv om jeg da helt sikkert også har mødt kvinder der allerede i 20erne var ramt af denne næsten dødelige form for sindssyge).

Og så er der kvinder der er over de 40. Åh ja! Gud ske tak og lov for kvinder over 40! De er næsten endnu sjovere end kvinder i 20erne. For kvinder over 40 har som regel ingen illusioner mere. Kvinder i 40erne eller ældre har nu i adskillige årtier slidt sig selv ihjel dag og nat for at leve op til illusionen om at hvis bare de opnår det og det, så skal de nok blive lykkelige. Og nu er de 40 eller ældre - og gæt hvad? Nu er illusionen brast. Enten har de ikke opnået det meste af det som de troede der skulle til for at gøre dem lykkelige – en mand, børn, familie, job, karriere, hus, designermøbler, veninder, spændende storbyferier og så videre og så videre – og de er ulykkelige, stressede og nedbrudte af alle de årtiers intenst slid. Eller også så har de opnået det meste af det de troede der skulle til for at være lykkelige – og må erkende at de stadig ikke er lykkelige. Og nu begynder det at gå op for dem at det er ovre, løbet er ved at være kørt. På trods af alle deres ihærdige anstrengelser bliver de bare ikke yngre eller smukkere eller sundere eller raskere; børnene bliver bare ved med at vokse; ægtemændene og kæresterne bliver bare ikke mere intelligente, når de har anskaffet sig den eller den sidste nye ting, kommer der bare endnu flere nye ting at anskaffe sig, det bliver bare ikke bedre. Alle de år, alt det slid. Og nu er det ved at være for sent. Det går op for dem at hvis de ikke begynder at leve livet og have det sjovt nu, vil de aldrig leve livet og have det sjovt nu. De begynder at slippe kvindernes version af Fremmedlegionen-Frømandskorpset-Iron-Woman-Miss-Bo-Bedre-Perfect og fokusere lidt mere på at slappe af, trække vejret og nyde livet. Og det er derfor det er så sjovt at være sammen med kvinder der er 40 eller ældre (medmindre selvfølgelig de stadig stædigt holder fast i månedsmagasin-drømmen – og jeg har da mødt adskillige sørgelige eksemplarer der stadig kæmpede en brav kamp for at holde illusionen i live). Don’t worry, tænker jeg, de skal nok kollapse og give op før eller siden.

Det er derfor jeg siger, hold dig langt væk fra kvinder i 30erne. Og hvis du er kvinde i 30erne, så hold dig langt væk fra at være samfundets idé om en kvinde i 30erne – hvis du da vil komme igennem 30erne med din forstand bare nogenlunde intakt!

Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne – 2. del

Hvis du har læst 1. del af dette kapitel, tænker du måske at det blot er en mands sure opstød mod sine ekskærester eller mod kvinder i 30erne generelt. Men det er det ikke. Forrige kapitel er faktisk et forsøg på at belyse noget langt dybere og mere fundamentalt. Nemlig:

* At vi lever i et samfund hvor vi (både kvinder og mænd) fra barnsben af og resten af livet konstant bliver tæppebombarderet af vores omgivelser med de mest vanvittige forestillinger om alt det der skal til for at leve et lykkeligt liv og for at være okay, god og elsket.

* At de meget stressfulde konsekvenser af disse vanvittige forestillinger ofte ser ud til at nå deres højdepunkt hos kvinder i 30erne.

Hvordan kan det egentlig være? Hvordan kan det være at de ulykkelige konsekvenser af vores megahøje kollektive forventningspres ofte ser ud til at kamme helt over hos kvinder i 30erne?

Jeg tror der er flere forskellige faktorer der sammen kan være med til at drive især mange kvinder i 30erne til forskellige grader af vanvid:

Vores kollektive myter om parforhold sætter først for alvor ind når vi er i 30erne
Som jeg skrev i Introduktionen, er de 101 myter om parforhold noget som de fleste af os i større eller mindre grad har fået indpodet i os fra barnsben af. Men når jeg ser tilbage på mit eget liv og på andres liv, kan jeg se at det ofte er som om de 101 myter om parforhold først for alvor begynder at sætte ind og styre vores liv og drive os til forskellige grader af vanvid når vi kommer i 30erne. Det var ikke fordi jeg og de fleste andre jeg kender, ikke allerede troede på og led under parforholdsmyterne da vi var i 20erne eller i teenageårene (det gjorde vi). Men alligevel var det som om de meget ubehagelige konsekvenser af myterne først for alvor begyndte at sætte ind da vi kom i 30erne.

Hvordan kan det være?

En af grundene er at vi lever i et samfund hvor det er socialt accepteret at man, når man er i 20erne, venter lidt med at prøve at leve op til vores tårnhøje forventninger og ideer om parforhold, kærlighed, mænd, kvinder, ægteskab, børn, familie og alt det andet som kan høre med til den pakke vi kalder for ”parforhold”. Når man er i 20erne, er det socialt accepteret at man lige nyder livet lidt mere først, er mere til stede i nuet og ikke tænker så meget på fremtiden – blandt andet når det gælder parforhold (selv om der da helt sikkert også findes mennesker som allerede i 20erne kan bekymre sig halvt ihjel over hvordan det mon vil gå dem i fremtiden når det gælder både kærligheden, parforholdet og pensionsplanen!).

Men når man kommer i 30erne så begynder det der med parforhold pludselig at blive dødsensfarlig alvor. Så begynder uret at tikke. Når man kommer i 30erne så er det nok med al den der fjumren rundt og have det sjovt. Nu er det tid til at tænke på fremtiden! Og med disse tanker begynder de 101 myter om parforhold for alvor at sætte ind for fuld kraft! Og driver både kvinder og mænd til forskellige grader af vanvid.

Der er dog én væsentlig forskel som ofte gør det endnu mere stressende for kvinder end for mænd når de 101 myter om parforhold for alvor begynder at sætte ind i 30erne. Og det er selvfølgelig at ...

Det er så skide uretfærdigt at mænd kan blive ved med at få børn længe efter de har rundet de 40!
Som mange kvinder i 30erne meget fortørnet har sagt til mig når vi har diskuteret parforhold og parforholdsmyter, så ”er det bare så skideuretfærdigt at I mænd sagtens kan vente med at få børn til I er i 40erne eller 50erne eller selv 60erne. Mens vi kvinder er nødt til at få børn inden vi er omkring de 40. Og når vi kommer i 30erne begynder det biologiske ur for alvor at tikke. Og hvis vi vil have børn (hvilket de fleste kvinder tror at de – hvis ikke nu – så på et eller andet tidspunkt i deres liv gerne vil eller ”burde” have), så kan vi ikke længere spilde vores tid på mænd eller forhold som vi ikke ved med garanti vil holde og resultere i børn. Vi er nødt til at have garantier; vi er nødt til at tænke på fremtiden.”

Og alt dette sætter selvfølgelig et ekstra stort pres på kvinder i 30erne når det gælder parforhold. Et pres som mænd i 30erne i sagens natur ikke har i samme grad. (De føler bare dette pres fra deres kvindelige partner!).

Er kvinder historisk set mere identificerede med vores kollektive parforholdsmyter end mænd?
En anden årsag som kan være medvirkende til at vores kollektive parforholdsmyter ofte rammer kvinder mere hårdt end mænd, kan være at kvinder historisk set har haft mere af deres identitet bundet op i parforhold end mænd har.

Indtil for ikke så længe siden var det sådan i vores samfund at kvinder – i forhold til mænd – kun havde ganske lidt råderum når det gjaldt deres liv. Mænd havde (og har stadig) mange områder de kunne udfolde sig på: De havde deres arbejde og karriere, deres finansielle frihed og selvstændighed, politisk og religiøs frihed og alle mulige andre områder de kunne boltre sig på – samt selvfølgelig det område af livet som hedder parforhold, sex og familie. Men når det gælder kvinder har det indtil for ganske nylig været sådan at kvinder fuldstændig var nægtet adgang til at udtrykke sig og være frie i stort set alle livets områder – arbejde, økonomi, politik, religion, kunst, you name it. Det eneste område hvor kvinder historisk havde lidt råderum (eller magt om du vil), var parforhold, sex og familie (tænk bare på de gode gamle Jane Austen romaner!).

Og med så lidt råderum, med kun parforhold og familie som det sted hvor man havde sit liv og sin identitet, er der så noget at sige til at dette blev så altoverskyggende et område for kvinder – hele ens liv, hele ens eksistens?

Så selv om kvinder i dag (i hvert fald i den vestlige verden) nu i princippet har lige så mange områder at boltre sig på som manden – døjer mange kvinder måske stadig ubevidst med levnene fra en tid hvor deres frihed og råderum var stærkt begrænset. En begrænsning der naturligt nok gjorde at der blev lagt ekstrem meget vægt på parforholdet.

Superkvinde-syndromet
Hvis du kombinerer alle disse faktorer – det faktum at vores kollektive myter om parforhold først for alvor sætter ind når vi er i 30erne; at det biologiske ur for alvor begynder at tikke for kvinder når de er i 30erne; og kvinders begrænsede rolle i vores samfund historisk set – med de tårnhøje forventninger som kvinder i vores samfund konstant bliver bombarderet med fra alle sider ... at en kvinde i 30erne i dag på én og samme tid skal kunne jonglere med både at være nybagt mor, hustru/kæreste, sexet elskerinde, se drøngodt ud og levere hjemmebag til børnehaven, gøre succeskarriere, bo i det lækre hjem med designermøblerne, være god veninde og generelt bare være det som jeg kalder for den kvindelige version af Fremmedlegionen-Frømandskorpset-Iron-Woman-Miss-Bo-Bedre-Perfect ... er der så noget at sige til at så mange kvinder i 30erne bliver til tikkende stressbomber eller til sidst går fuldstændig ned med flaget?

For hvilket menneske (eller supermenneske) kan leve op til så massivt et forventningspres? Hvor mange kvinder lykkes det egentlig for? Og hvis det endelig lykkes for en af dem, er der så noget at sige til at de, når de begynder at nærme sig de 40, ofte begynder at føle sig brændt ud eller kommer i en eller anden form for krise, hvad enten den er fysisk, psykisk eller begge dele (det som vores samfund populært kalder for ”stress”)?

Efter krisen kommer desillusioneringen
I de seneste år har jeg givet mange foredrag, kurser og private sessioner om hvordan vi mennesker kan leve mere lykkelige liv ved at bringe vores tankegang mere i harmoni med virkeligheden. I begyndelsen undrede jeg mig over hvordan det kan være at langt størstedelen af deltagerne er kvinder i alderen 35-45 år? Hvor er dem i 20erne? Hvor er dem i 60erne eller ældre? Og hvorfor er der næsten ikke nogen mænd?

Indtil det gradvist begyndte at gå op for mig hvorfor. Jeg opdagede at der er en forbindelse mellem det massive forventningspres som vores samfund ligger på kvinder i 30erne, og det at mange kvinder begynder at interessere sig for selvhjælp og selvrealisering når de kommer i slutningen af 30erne (37 år ser ofte ud til at være det år hvor mange kvinder kommer i en eller anden form for krise. Pludselig kan de ikke mere).

For hvad sker der når man er i krise, hvad sker der når man bliver desillusioneret, og det begynder at gå op for en at alle de ydre ting man har baseret sit liv og sin lykke på, måske alligevel ikke kan gøre en lykkelig, ja måske endda ligefrem er en medvirkende årsag til at man har det dårligt? Man begynder at lede efter svar og lykke i en anden retning.

Tilbage

Er kvinderne selv skyld i al den porno?

Som du måske har bemærket oplever vi i disse år en eksplosiv vækst i udbuddet og forbruget af porno. Det sprøjter bogstaveligt talt frem med porno allevegne – på internettet, i sexbutikker, på dvd og i de sene nattetimer på Kanal København. Og selv om flere kvinder her på det sidste også er begyndt at deltage i pornofesten, er der dog stadig ingen tvivl om at langt det meste porno primært laves til mænd og ses af mænd.

Og jeg undrer mig nogle gange over hvordan det kan være? Hvordan kan det være at så mange mænd ser så meget porno? Og forleden slog det mig at det måske delvis var kvinderne selv der var skyld i det. At der måske var en forbindelse mellem de mange parforholdsmyter der driver os til vanvid, og mænds forbrug af porno.

Tænk bare på hvordan mange parforhold i dagens Danmark er:

Både manden og kvinden knokler hårdt med arbejdet og karrieren. Og har man børn, er der også dem at tage sig af, både før og efter arbejde. De skal afleveres og hentes i vuggestuen eller børnehaven eller sendes i skole, og der skal købes ind, laves mad, gøres rent, læses godnathistorie ... Og når man så endelig er færdig med dagens dont er mange rigtig trætte og har brug for at koble af. Men så let går det ikke – specielt i familier hvor kvinden ikke har en fuldtidskarriere. For nu vil kvinden gerne være sammen. Nu skal det være os to sammen med noget kvalitetstid. Tale sammen, lave ting sammen. Og manden går med til det. For han elsker hende jo og vil gerne være et ordentligt og redeligt menneske. Selv om han inderst inde bare gerne vil have noget fred.

I weekenden kører det videre i samme spor. Manden vil egentlig bare have noget fred. Men så let går det ikke. For nu skal vi være sammen om de 1001 ting damebladene har bebudet er vejen til det gode liv for nutidens kvinder og nutidens par. Se på nyt køkken og designermøbler, invitere vennerne på den gode middag med den gode vin, hygge med børnene og meget mere. Og manden går med til det. For han elsker hende jo og vil meget gerne være et ordentligt og redeligt menneske. Selv om han inderst inde bare gerne vil have noget fred.

Så er det sommerferietid, og manden tænker: ”Ah, måske kan jeg nu endelig få noget fred.” Men nej, den går ikke, for kvinden i hans liv har allerede lagt en masse planer for ’os to sammen’. Den spændende storbyferie og besøg hos familien i Jylland og sjov og ballade i BonBon-land og var det måske ikke på tide at få installeret det nye køkken? Og manden går igen med til det. For han elsker hende jo og vil så gerne være et ordentlig og redeligt menneske. Selv om han inderst inde bare gerne vil have noget fred.

Hvis manden så begynder at sno sig lidt udenom og formaster sig til at prøve på at få bare et halvt minuts fred en gang imellem, er det værst for ham selv. For så hiver kvinden i hans liv ham med til noget der hedder parterapi. Hvor han får at vide at hvis et parforhold virkelig skal kunne fungere, er han nødt til at åbne sig mere op og dele sine følelser og lytte til hvordan hun har det (som om han ikke lytter til det næsten 24 timer i døgnet!) og gøre nogle ting sammen kun for dem. Og som det ordentlige og redelige menneske han er, går han med til det og prøver så godt han kan. Selv om han inderst inde bare gerne vil have noget fred.

Men parterapien er skam kun begyndelsen, for det er jo også vigtigt at deres forhold bliver ved med at udvikle sig. Så derfor hiver kvinden i hans liv ham med til diverse selvhjælpsforedrag og kurser i positiv tænkning og clairvoyance og aurabadning og tantra og andre spirituelle sammenkomster hvor han skal sidde og se en eller anden vildt fremmed i øjnene i flere timer og fortælle om sine følelser. Og som det ordentlige og redelige menneske han er, går han trofast med til det. Selv om han inderst inde bare gerne vil have noget fred.

Men så ... når kvinden i hans liv i et kort øjeblik løsner lidt i hundesnoren, og han ser sit snit til det, sniger han sig ind foran computeren med bankende hjerte og går på besøg i pornoland.

Ah himlen! For her – i frie og uhæmmede pornoland – kan han være i selskab med en eller flere kvinder der ikke siger et ord, der ikke har nogen forventninger eller krav, der ikke truer ham med bål og brand og evig pinsel i parforholdshelvede og 101 parterapeuter og selvudviklingskurser hvis han i så meget som et øjeblik ikke makker ret. Her kan han være i selskab med en eller flere kvinder der velvilligt og hengivent giver ham lov til at proppe sin manddom i samtlige tre huller og til sidst aflevere sin store klat lige i synet på dem.

Ah. Her kan han endelig få sig noget fred.

Hvis du har læst 1. del af dette kapitel, er det sikkert begyndt at gå op for dig at kapitlet i virkeligheden slet ikke har noget med porno at gøre. Kapitlet kunne lige så vel hedde ”Er kvinderne selv skyld i al den fodbold?” eller: ”Er kvinderne selv skyld i al det tv-kiggeri?” eller hvad nu mange mænd gør for lige at få sig et par minutters fred en gang imellem. Kapitlet er i virkeligheden et forsøg på at belyse nogle meget dybere problematikker:

Det første som kapitlet endnu engang illustrerer, er at vi lever i et samfund hvor vi (både kvinder og mænd) konstant bliver bombarderet fra alle sider med 1001 ting og aktiviteter som vi får at vide at vi skal have og gøre for at leve et okay og lykkeligt liv.

I dette eksempel viser jeg et parforhold hvor det er kvinden der er bannerføreren for dette høj-forventnings-liv ... men som man kan se, er manden på sin egen måde lige så forvirret. Hvis han inderst inde bare gerne vil have noget fred, hvis han ikke har lyst til hele tiden at stresse sig selv fra sans og samling i et forsøg på at opnå drømmelivet for enden af damebladenes regnbue, hvorfor siger han så ikke fra og siger nej og sætter nogle grænser over for kvinden i sit liv? Er han bare en kæmpe vatpik eller hvad?

Det nemme svar er selvfølgelig at ja, manden er en kæmpe vatpik, men hvis man ser nærmere på det, så er der flere grunde til at manden i denne type forhold er havnet i sådan en situation:

1) Den første mulige grund er selvfølgelig at manden selv har købt mange af myterne om de 1001 ting og aktiviteter man skal have og gøre for at være et okay og lykkeligt menneske. Han er selv hoppet med på vognen, og det gør det selvfølgelig meget svært for ham at sige fra selv om der er en del af ham der inderst inde bare gerne vil have noget fred en gang imellem.

Men hvis nu manden i dette eksempel ikke helt har købt alle myterne og inderst inde ikke har lyst til at være med på ræset og bare vil have sig noget fred en gang imellem, hvorfor siger han det så ikke bare? Hvorfor tør han ikke sige nej? Hvorfor er han sådan en vatpik?

2) For at forstå hvorfor han ikke tør være ærlig og sætte nogle grænser, er vi nødt til at se lidt nærmere på hans tankegang, for det er her vi vil finde årsagen til hans adfærd. Hvis du ser tilbage på første del af kapitlet vil du se at manden i dette forhold ikke tør sige nej til kvinden i sit liv fordi han tror på en af de ældste og allerstørste myter når det gælder parforhold og kærlighed, nemlig:

Hvis du elsker mig, vil du gøre det jeg vil have.

Manden tror at hvis man elsker sin kvinde (hvilket han gør) og er et ordentlig og redeligt menneske (hvilket han prøver hårdt på at være), så gør man det ens partner vil have.

Og det er troen på denne overbevisning – en af de største myter når det gælder parforhold og kærlighed – der gør det næsten umuligt for manden at sige nej.

Så hvad gør man hvis man som mand (eller kvinde) tænker sådan og er havnet i sådan en situation?

Det første man kan gøre, er at stille spørgsmål til ovenstående myte. Undersøge om denne overbevisning virkelig har noget med virkeligheden at gøre.

Er det virkelig sandt at hvis man elsker et andet menneske, så gør man næsten altid det som det andet menneske vil have?

Er det virkelig sandt at hvis man er et ordentligt og redeligt menneske, så gør man næsten altid hvad ens partner vil have?

Hvis du stiller spørgsmål til disse overbevisninger, vil du sikkert finde ud af at ingen af dem passer eller har noget med virkeligheden at gøre når det gælder parforhold eller menneskelige relationer i det hele taget. For hvad er virkeligheden? Elsker du din partner (hvis du har en)? Det gør du sandsynligvis. Elsker hun dig? Det gør hun sandsynligvis også. Vil I altid de samme ting? Nej, det vil I sandsynligvis ikke. Er I altid enige om tingene? Nej, det er I sandsynligvis heller ikke. Men betyder det at I ikke elsker hinanden og holder af hinanden? Selvfølgelig gør det ikke det. De to ting – jeres kærlighed til hinanden – og jeres ønsker og præferencer i hvert øjeblik har faktisk intet med hinanden at gøre. Og det faktum at I ikke altid har de samme ønsker og præferencer, har heller intet at gøre med om man er et ordentligt og redeligt menneske eller ej.

Når først du har lært at adskille disse to ting – jeres kærlighed til hinanden og jeres forskellige ønsker og præferencer – gør det det selvfølgelig også meget nemmere at sige nej tak til det din partner beder dig om hvis det ikke føles rigtigt for dig.

”Men hvad så,” tænker du måske, ”hvis min partner stadig tror på at hvis man elsker hinanden, så gør man det ens partner vil have? Hvad nu hvis hun presser mig til at gøre det hun vil have? Hvordan siger jeg så nej?”

To gode måder at sige nej på
Hvis din partner presser dig til at gøre det hun (eller han) vil have, og du har svært ved at sige nej, kan det være til rigtig stor hjælp at lære to af mine yndlingsteknikker til at sige nej. Teknikkerne hedder ”Tågesnak” og ”Negativ undersøgelse” (inspireret af Manuel J. Smiths klassiker om assertionstræning ”When I say no, I feel guilty”).

Først lidt baggrund: For at bruge disse to teknikker effektivt er det vigtigt at forstå hvordan din partner forsøger at få dig til at gøre det hun vil have. Inde i sit hoved har din partner sandsynligvis en række overbevisninger om hvad der er den ”rigtige” og ”forkerte” måde at være i et parforhold på, om hvad man ”burde” og ”ikke burde” gøre i et parforhold. Og hun tror sandsynligvis også at hvis et menneske bryder disse vilkårlige love for god parforholdsskik (for eksempel ”loven” om at hvis du elsker mig, så gør du det jeg vil have), så er det lig med at man er et ukærligt og ubetænksomt menneske.

Hvad sker der hvis du også tror på disse overbevisninger om hvad der er god parforholdsskik, og bryder dem ved at sige nej til en forespørgsel fra din partner? Ja, så tror både du og din partner at det er lig med at du er et ukærligt og ubetænksomt menneske. Med andre ord, du føler skyld! Hvilket er en højest ubehagelig følelse. En følelse som de fleste af os vil gøre alt i verden for at undgå, inklusive ved at give et uærligt ja når vores ærlige svar er et nej.

Hvis din partner er ikke-assertiv, med andre ord hvis hun ikke er god til at bede om det hun vil have direkte, og hvis hun har svært ved at tage et nej (fordi hun har ængstelige tanker om hvad et nej vil betyde) - vil hun sikkert prøve at manipulere dig til at sige ja ved at få dig til at føle skyld hvis du siger nej. Og måden hun prøver at manipulerer dig til at føle skyld på er ved at prøve på at få dig til at tro at du ved at sige nej har brudt en af parforholdets hellige regler og derfor er et usselt, ukærligt og ubetænksomt menneske.

Tænk over det engang. Har du nogensinde ikke haft lyst til at gøre noget som kvinden (eller manden) i dit liv bad dig om og så alligevel endt med at gøre det? Og hvorfor gjorde du det? Var det ikke fordi hun ”fik dig til” at føle skyld, ”fik dig til” at føle at du var et dårligt menneske fordi du havde overtrådt reglerne for god og sømmelig parforholdspraksis? Og er det ikke bare en håbløs situation at være i! Hvis du gør det som føles rigtigt for dig, og siger nej, føler du skyld. Hvis du ikke gør det som føles rigtigt for dig, og giver et uærligt ja, føles det meget ubehageligt, som om du har forrådt dig selv.

Men hvis du ser nærmere på det, vil du se at den eneste måde du kan føle skyld på er hvis du selv tror på de uskrevne love for god skik i parforhold, hvis du selv tror på at hvis du bryder disse love, så er det lig med at du ikke er et ordentligt og redeligt menneske. Den eneste der i virkeligheden kan manipulere dig, er dig selv!

Okay, så langt så godt. Nu kan du måske se hvordan det hænger sammen. Men hvordan gør du så i praksis når kvinden eller manden i dit liv beder dig om at gøre noget, og dit ærlige svar er nej? Hvad gør du hvis din partner stadig tror på de uskrevne love for god parforholdsskik? Hvad gør du når hun prøver at manipulere dig til at gøre noget mod din vilje ved at kritisere dig og prøve at få dig til at føle skyld?

Det er her de to teknikker ”Tågesnak” og ”Negativ undersøgelse” kan være til enormt stor hjælp.

Tågesnak
”Tågesnak”-teknikken er meget enkel og kan være ganske fornøjelig når først man har lært den. Lad os sige at kvinden i dit liv lige har bedt dig om noget, og du har svaret nej. Hvis hun er ikke-assertiv er hendes næste træk sandsynligvis at kritisere dig i et forsøg på at få dig til at føle skyld og gøre det hun vil have. Men det som du gør, er i stedet for at forsvare dig når du bliver kritiseret, eller gå ind i en eller anden langhåret diskussion, simpelthen at svare med ”tågesnak”. Du svarer, kort forklaret, at hun muligvis kan have ret i sin kritik, og at svaret stadig er nej. Lad mig give dig et klassisk eksempel fra mit eget (forfatter)liv:

Kvinden: Skal vi ikke gå en tur i skoven her i weekenden?
Manden: Det lyder som en rigtig skøn idé, skat. Og det kan jeg ikke. Jeg har tænkt mig at skrive på min bog her i weekenden.
Kvinden: Du skriver næsten altid på din bog i weekenden (her antyder hun indirekte at det er ”forkert” næsten altid at skrive på sin bog i weekenden).
Manden: Det kan du godt have ret i (tågesnak). Og her i weekenden har jeg tænkt mig at skrive på min bog.
Kvinden: Du er altid næsten helt væk når du skriver på din bog (her antyder hun indirekte at det er ”forkert” at være helt væk når man skriver på en bog).
Manden: Det kan du godt have ret i (tågesnak).
Kvinden: Det er så lang tid siden vi to har lavet noget sammen en weekend (her antyder hun indirekte at det er ”forkert” ikke at have lavet noget sammen en weekend i lang tid).
Manden: Det har du muligvis ret i (tågesnak).
Kvinden: Du tænker kun på dig selv! (her antyder hun indirekte at det er ”forkert” at tænke på sig selv).
Manden: Det kan du godt have ret i (tågesnak). Og her i weekenden har jeg tænkt mig at skrive på min bog.
Kvinden: Hvad så med os to?
Manden: Hvad mener du?
Kvinden: Hvornår skal vi to så være sammen?
Manden: Lad mig tænke over det. Måske vi kunne gå en tur i skoven i næste uge, en dag efter arbejde?
Kvinden: Ja, det ville være dejligt.
Manden: Ja, det kan du godt have ret i!

Som du kan se i dette eksempel hvor manden benytter sig af ”tågesnak”, forsvarer han sig ikke når kvinden indirekte kritiserer ham. Han svarer blot at han har hørt hendes udsagn, og at han er åben for at hendes udsagn muligvis er sandt. Når hun for eksempel siger at ”det er så lang tid siden at vi to har lavet noget sammen en weekend” svarer han at hun muligvis har ret i det. Måske har hun ret, måske har hun ikke ret. Det kommer alt sammen an på hvordan man ser det. For hvornår er det lang tid siden at man ikke har lavet noget sammen en weekend? En måned? Tre måneder? Tre år? Det kommer selvfølgelig alt sammen an på hvordan man ser det!

En anden god ting ved at bruge ”tågesnak”-teknikken er at du samtidig sender et meget stærkt budskab til din ikke-assertive partner: Nemlig at du ikke synes at kritik er noget særligt eller noget at være bange for, og at du har det helt fint med ikke at være ”perfekt” (hvad så end det vil sige!). Når først du har udsendt dette budskab et par gange, vil din ikke-assertive partner gradvist begynde at forstå at hun ikke kommer særlig langt med manipulerende kritik.

Negativ undersøgelse
Den næste teknik, som hedder ”negativ undersøgelse”, er endnu mere effektiv til at håndtere en ikke-assertiv, manipulerende kvinde (eller mand) på en fornuftig måde. Som vi så før er årsagen til at en kvinde (eller mand) forsøger at presse sin partner til at gøre det hun vil have, sandsynligvis at hun selv er ikke-assertiv, med andre ord at hun har svært ved at bede om det hun vil have, og få et nej. Og hvad er grunden til at hun har svært ved at modtage et nej? Hvis vi tager et kig ind i hendes tankegang er det sandsynligvis fordi hun ubevidst tror på en række usande overbevisninger om parforhold og kærlighed, og om hvad et nej betyder. Det som du gør med ”negativ undersøgelse”-teknikken, er på en meget behændig måde gradvist at gøre hende opmærksom på den eller de usande overbevisninger der ligger bag hendes ikke-assertive opførsel. Og når denne overbevisning så er ude i lyset, kan du så stille spørgsmål til den eller tage stilling til den. Lad os prøve forrige eksempel igen, denne gang med teknikken ”negativ undersøgelse”:

Kvinden: Skal vi ikke gå en tur i skoven her i weekenden?
Manden: Det lyder som en rigtig skøn idé, skat. Og det kan jeg ikke. Jeg har tænkt mig at skrive på min bog her i weekenden.
Kvinden: Du skriver næsten altid på din bog i weekenden.
Manden: Det forstår jeg ikke. Er der da noget i vejen med at jeg næsten altid skriver på min bog i weekenden? (Negativ undersøgelse).
Kvinden: Når du skriver på din bog, er du altid næsten helt væk.
Manden: Det forstår jeg ikke. Er der da noget i vejen med at være helt væk når man skriver på en bog? (Negativ undersøgelse).
Kvinden: Når du er helt væk på den måde, så glemmer du mig.
Manden: Det forstår jeg ikke. Er der da noget i vejen med at jeg glemmer dig når jeg skriver på min bog? (Negativ undersøgelse).
Kvinden: Når du glemmer mig på den måde, så tror jeg at du ikke længere elsker mig eller er interesseret i mig. (Her kommer sandheden – det hun i virkeligheden er bange for).
Manden: Det er ikke sandt, skat. Jeg elsker dig, og jeg er meget interesseret i dig. Og her i weekenden har jeg tænkt mig at skrive på min bog.
Kvinden: Elsker du mig virkelig?
Manden: Ja, selvfølgelig gør jeg da det, skat.

Som du kan se fra dette eksempel, bundede kvindens ikke-assertive adfærd, altså det at hun var bange for at manden skulle sige nej til hendes forespørgsel, i en ubevidst frygt for at hvis han sagde nej eller glemte hende, så betød det at han ikke længere elskede hende eller var interesseret i hende. Ved brug af ”negativ undersøgelse”, ved at stille spørgsmål til hendes udsagn, fik manden til sidst den grundlæggende overbevisning som gjorde kvinden ked af det, ud i lyset. Hvorefter han kunne forsikre hende om at den ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Når han blev dybt opslugt af at skrive på sin bog og glemte alt omkring sig (inklusive hende), betød det ikke på nogen måde at han ikke elskede hende eller ikke var interesseret i hende.

Undersøg andre grunde til at du har svært ved at sige nej
Foruden den grundlæggende parforholdsmyte om at ”hvis du elsker mig, vil du gøre det jeg vil have” kan der også være andre overbevisninger der gør det svært for dig at sige nej til din partner (eller de andre mennesker i dit liv). En god teknik til at identificere og undersøge disse overbevisninger, er at tage et stykke papir og skrive øverst:
Grunden til at jeg ikke siger nej til min partner, er ...
og så skrive alle dine grunde ned. For eksempel:
Hvis jeg siger nej, vil hun/han blive vred.
Hvis jeg siger nej, vil hun/han blive såret.
Hvis jeg siger nej, vil hun/han ikke kunne lide mig.
Hvis jeg siger nej, vil hun/han gå fra mig.
Jeg er selvoptaget hvis jeg siger nej.
Jeg burde ikke tænke på mig selv.
Jeg skal have en god grund for at sige nej.
Jeg burde altid sige ja til det hun/han beder mig om.
Jeg må ikke ændre mening.
Jeg burde hjælpe hende/ham med at løse hendes/hans problemer.
og så videre.

Når du har skrevet dine grunde ned, så undersøg derefter hver grund med den enkle ”mythbusting” teknik som jeg beskriver i bogens Anden del. Det vil give dig mere indsigt i hvorfor du nogle gange har svært ved at sige nej. Og med tid og øvelse vil det blive nemmere for dig at sige nej når din partner beder dig om noget som ikke føles rigtigt for dig. Det vil også gøre det nemmere for dig at bruge ”Tågesnak” og ”Negativ undersøgelse” teknikkerne.

Tilbage

Din partner er ikke tankelæser

Hvis du ikke beder din partner om det du vil have forringer det chancerne for at du vil få det, for din partner er ikke tankelæser (selv om mange af os et eller andet sted tror det eller forventer det). Hvordan skal han eller hun have en levende chance for at give dig det du vil have, hvis du ikke beder om det?

Så hvis du gerne vil have noget af din partner – for eksempel et knus hver gang han eller hun kommer hjem fra arbejde, en dejlig gang fodmassage, at din partner laver aftensmad, en tur til Maldiverne, eller hvad det nu end er du går og drømmer om, er det en god idé at bede om det.

Hvis du ikke er så god til at bede om det du vil have, kan du prøve følgende øvelse: Bed din mand eller din kvinde om det du vil have mindst tre gange om dagen. Det kan være en lille ting eller en større ting, det er lige meget. Det vigtige ved øvelsen er at du beder om det du vil have direkte, uden nogen forklaring eller retfærdiggørelse. Og vigtigst af alt for mange af os, især når det gælder parforhold, uden nogen indirekte afpresning eller kritik eller trussel om hvilke konsekvenser det vil have, hvis han eller hun siger nej. Så når du beder om noget direkte, siger du for eksempel: ”Skat, vil du give mig fodmassage i aften?” Punktum. That’s it. Ikke noget med: ”Ih altså, vi laver heller aldrig noget sammen. Du ser altid fodbold ...” Bare bed om det du vil have, uden nogen trussel eller indirekte kritik.

Og her er så hemmeligheden: Prøv at modtage svaret med åbne arme og fuld accept, hvad enten det er et ja eller et nej. Hvis det er et ja – kanon! Hvis det er et nej – kanon! Hvis det er et nej, så gå videre og bed en anden om at give dig fodmassage, eller giv dig selv en omgang fodmassage. Lad din partner vide at du elsker og accepterer ham eller hende 100 procent uanset om din partner siger ja eller nej til din anmodning.

Hvad tror du giver størst chance for at din partner vil sige ja til din anmodning – at du beder om det du vil have direkte, og lader ham eller hende forstå at du er glad lige meget hvad svaret er – eller at du prøver at presse din partner til at sige ja, også selv om det ikke føles rigtigt for ham eller hende, og lader din partner vide at det vil have negative konsekvenser hvis hun eller han siger nej?

Hvordan har du det selv når du bliver bedt om noget på en indirekte, manipulerende og kritisk måde? Giver det dig særlig meget lyst til at sige ja? Nej vel?

Hvordan har du det når nogen bare beder dig om noget direkte og med total accept af dit svar? Det føles rart, hvad! Så rart at det er lige før man har lyst til at sige ja ...

Parforholdsmyte
Min partner burde vide hvad jeg tænker.
Min partner burde vide hvordan jeg har det.

Tilbage

Er stærk tiltrækning lig med at man er et godt match?

En af de parforholdsmyter jeg har lidt mest under i løbet af min ”parforholdskarriere”, er ideen om at stærk tiltrækning og forelskelse er lig med at man er kompatible og et godt match. Så for nogle år siden besluttede jeg mig for at se nærmere på denne idé og finde ud af om den virkelig passede. Er det virkelig sandt at stærk tiltrækning og forelskelse, det at man føler sig høj og lyksalig når man er sammen, er lig med at man også passer godt sammen som et par?

Og jeg behøvede ikke at undersøge særlig længe for at finde svaret. For når jeg så tilbage på nogle af mine tidligere forhold, kunne jeg med det samme se at selv om vi følte os stærkt tiltrukkede af hinanden, måske endda forelskede eller høje når vi var sammen (i hvert fald i begyndelsen af forholdet), så var virkeligheden også at vi, når jeg så nærmere på det, i større eller mindre grad slet ikke var kompatible med hinanden. Når det gjaldt parforhold, livsstil og meget andet, havde vi ofte vidt forskellige ønsker og værdier.

Denne erkendelse kom mildest talt som en kæmpe åbenbaring for mig. For jeg kunne se at jeg hele mit liv havde baseret mit valg af partner på stærk tiltrækning, og ikke på om vi virkelig var et godt match. Og jeg kunne også se hvilke smertefulde konsekvenser denne overbevisning ofte havde medført for mig (og for min partner).

For eksempel kunne jeg se at en af konsekvenserne af at tro på denne overbevisning var at det fik mig til stærkt at overdrive eller overfokusere på hendes såkaldte ”positive” egenskaber (hvor er hun smuk, hvor er hun spirituel og så videre). Og samtidig til stærkt at underdrive, eller nogle gange næsten fortrænge, hendes såkaldt ”negative” egenskaber (den pludselige bemærkning der får dig til at føle dig ubehagelig til mode, men som du fejer under gulvtæppet i forelskelsens rus; den måde at være på som du ikke ville kunne lide hos noget andet menneske, men som du accepterer fordi du er så tiltrukket). Og jeg kunne se at jeg, hvis jeg var helt ærlig, allerede på første ”date”, allerede i de første fem minutter af samtalen, inderst inde godt vidste, hvad det var der før eller siden ville gøre at forholdet ikke ville fungere. Hvad det var der gjorde at vi i virkeligheden ikke var et godt match.

Men fordi jeg var så forblændet, fordi jeg ubevidst troede så fuldt og fast på at stærk tiltrækning er lig med at man er et godt match, både overdrev og underdrev jeg virkeligheden. Og næsten altid med samme resultat: Efterhånden som forelskelsen gradvist begyndte at falme, og virkeligheden begyndte at gå mere og mere op for mig, blev det mere og mere smertefuldt at blive i forholdet, og det blev en lang, sej kamp at trække sig ud af det.

Find dine kerneværdier
Men hvis stærk tiltrækning og forelskelse ikke nødvendigvis er lig med at man er et godt match som par – hvad er så? Hvad er det der gør to mennesker til et godt match?  

En af de ting der kan være med til at gøre to mennesker til et godt match, er om de har matchende værdier. Med matchende værdier mener jeg ikke om man er samme personlighedstype eller har samme uddannelse eller er i samme branche. Jeg mener om man har de samme ”kerneværdier”, eller grundlæggende holdninger til hvad der er vigtigt her i livet, ikke mindst når det gælder parforhold.

En af grundene til at der går kludder i nogle parforhold, er at manden og kvinden ikke har samme kerneværdier. Grunden til at dette ”mismatch” kan skabe problemer, er blandt andet fordi at ikke nok med at vi selv forsøger at leve efter vores egne kerneværdier, vi forsøger som regel også ubevidst at give dem til vores partner. Og det kan skabe problemer. Hvis nu for eksempel din højeste kerneværdi er ”frihed”, og din partners højeste kerneværdi er ”tryghed”, kan der gå kludder i forholdet fordi I begge to ubevidst forsøger at give den anden noget som den anden ikke vil have eller som er i modstrid med den andens kerneværdi. Når du for eksempel forsøger at være tro mod din kerneværdi ved at give både dig selv og din partner masser af ”frihed”, så vil din partner måske føle sig utryg fordi hun føler at hendes kerneværdi ”tryghed” ikke bliver opfyldt eller er truet. Og omvendt, når din partner forsøger at opfylde sin kerneværdi ved at give både sig selv og dig ”tryghed” (for eksempel i form af faste rammer og aftaler), vil du måske føle dig ufri og hæmmet, fordi du føler at din kerneværdi ”frihed” ikke bliver opfyldt eller er truet. Derfor kan det være en rigtig god idé at blive mere bevidst om hvad dine og din partners (eller en potentiel partners) kerneværdier er.

Joan Ørting har en rigtig god øvelse til at blive mere bevidst om hvad dine kerneværdier er når det gælder parforhold. Den kan være rigtig interessant at lave. Stil dig selv disse spørgsmål, og svar så ærligt som du kan.

Spørgsmål: Hvad er vigtigt for mig i et parforhold?
Svar: For eksempel: At min partner rummer og elsker mig uanset hvordan jeg har det.
Spørgsmål: Hvad føler jeg hvis min partner rummer og elsker mig uanset hvordan jeg har det?
Svar: Så føler jeg mig TRYG.
Konklusion: Tryghed (som for dig er lig med rummelighed) er en af dine kerneværdier.

Prøv at lave øvelsen til du har fundet frem til en 3-5 kerneværdier. Når du har gjort det så prioriter værdierne, så du for eksempel til sidst har en liste der ser sådan ud:

Mine kerneværdier når det gælder parforhold:
1) TRYGHED
2) FÆLLESSKAB
3) GLÆDE

Eller måske vil du ende med en liste over kerneværdier der ser sådan her ud:
1) FRIHED
2) EVENTYR
3) FÆLLESSKAB

At være bevidst om hvad dine kerneværdier er, kan være en rigtig stor hjælp til at afgøre om du og en potentiel partner er et godt match eller ej. Og hvis du er i et forhold, og I har problemer, kan en af årsagerne være at I har forskellige kerneværdier. Det kan også være en rigtig god idé at lave øvelsen med din partner og tale om hvad jeres respektive kerneværdier er, og om de muligvis er en medvirkende årsag til at I nogle gange går skævt af hinanden.

Identificer din ”Attachment Fetish Person”
Her er en anden interessant vinkel på hvad det er der gør at vi matcher/mismatcher hinanden:

Efterhånden som det begyndte at gå op for mig at ”stærk tiltrækning og forelskelse ikke nødvendigvis er lig med at man er et godt match”, begyndte der også at trænge sig et andet spørgsmål på i mit sind (et spørgsmål som du måske også sidder med lige nu). Nemlig: ”Hvis stærk tiltrækning ikke nødvendigvis er lig med at man er et godt match, hvad er så grunden til den stærke tiltrækning? Hvordan kan man blive så tiltrukket af et menneske som det måske slet ikke er sundt for en at være i et forhold med?” Og også: ”Hvorfor har jeg i det hele taget en tendens til at blive tiltrukket af en bestemt type – uanset om vi er et godt match eller ej?”

For når jeg så tilbage på de partnere jeg havde haft, og på de kvinder jeg havde følt mig tiltrukket af i mit liv, kunne jeg se at der ofte var en rød tråd, at der ofte var nogle gennemgående fysiske og personlighedsmæssige træk som jeg følte mig tiltrukket af hos kvinder. Og jeg kunne også se at det som jeg følte mig tiltrukket af hos en kvinde, ikke altid var det samme som det andre mænd var tiltrukket af.

Er det ikke sjovt at tænke på? Du har sikkert også din type kvinde eller mand som tænder dig. Måske er det Brad Pitt-typen med de store overarme og det charmerende drengesmil? Eller måske er du til de mere følsomme, kunstneriske Johnny Depp-typer? Måske er det de sexede, lidt farlige Angelina Jolie-typer der trækker i dig? Eller måske er du til de lidt mere stille og blide Gwyneth Paltrow-typer? Hvis du tænker over det, har du sikkert en type som du føler dig tiltrukket af.

En sjov og tankevækkende øvelse til at blive mere bevidst om hvilken ”type” kvinde eller mand du tænder på, er:

* Tag et stykke papir og del det op i tre kolonner.

* Skriv i venstre kolonne navnene på de partnere du har haft i dit liv (inklusive din nuværende partner hvis du har en).

* Skriv i midterste kolonne ud for hver partners navn nogle stikord om hans eller hendes fysiske udseende. For eksempel: slank, høj, mørk i huden, smukt ansigt, pjusket hår, afslappet tøjstil.

* Skriv i højre kolonne ud for hver partners navn nogle stikord om hans eller hendes personlighedstræk. For eksempel: eftertænksom, indadvendt, kunstnerisk, enspænder, usikker, lidt selvdestruktiv.

* Gennemgå nu midterste og højre kolonne og se om der er nogle fysiske og personlighedsmæssige træk der går igen flere gange. Skriv disse gennemgående træk ned. Måske vil du opdage at du har en tendens til at blive tiltrukket af slanke, smukke mænd der er indadvendte og kunstneriske, men også lidt usikre og selvdestruktive. Eller måske vil du se at du har en tendens til at blive tiltrukket af frodige, eksotiske kvinder der kan være vilde og impulsive, men måske også nogle gange lidt bitchy. De fysiske og personlighedsmæssige træk der går igen flere gange, er sandsynligvis de træk som udgør din ”Attachment Fetish Person”. (”Attachment Fetish Person” er en psykologisk term for den bestemte type kvinde eller mand du har en tendens til at blive tiltrukket af).

Hvad der så præcis er årsagen til at vi hver især ofte har en tendens til at blive tiltrukket af en bestemt type mand eller kvinde, er et stort og komplekst spørgsmål. Men en ting er sikkert: Uanset hvad den dybere årsag er, så siger de kvaliteter du føler dig tiltrukket af i en anden, sandsynligvis noget om hvilke kvaliteter det er du søger og godt vil have mere af i dit liv. Hvis du for eksempel har en tendens til at blive tiltrukket af vilde, impulsive kvinder, er det sikkert et tegn på at du godt kunne tænke dig mere impulsivitet, leg og eventyr i dit liv. Og hvis du er tiltrukket af mere stille, indadvendte typer, er det sikkert et tegn på at du kunne tænke dig mere stilhed og ro i dit liv!

Dyrk de kvaliteter du er tiltrukket af
Okay. Nu ved du altså at disse kvaliteter er noget du ønsker mere af i dit liv. Hvordan kan du så få mere af disse kvaliteter i dit liv – uanset om du har en partner eller ej?

En god teknik til at få mere af de kvaliteter du ønsker i dit liv, er:

1) Find for hver kvalitet du er tiltrukket af mindst tre konkrete eksempler på hvordan du selv har eller udtrykker den kvalitet i dit liv. For i virkeligheden er den kvalitet du er så tiltrukket af i andre, en refleksion af en kvalitet du har inde i dig selv. Ellers ville du ikke kunne se den. Hun eller han spejler noget som du allerede har inde i dig selv, selv om det måske ikke er så udviklet endnu eller måske er undertrykt.

Hvis en af de kvaliteter du er tiltrukket af i andre, for eksempel er ”eventyrlysten og fandenivoldsk”, så prøv at finde mindst tre konkrete eksempler på hvordan du selv har denne kvalitet. For eksempel: 1) Når du skriver 2) Når du danser og synger 3) Når du går i den vilde natur uden nogen bestemt plan.

2) Hvis du har svært ved at finde en bestemt kvalitet i dig selv og godt kunne tænke dig at opleve mere af den, så spørg dig selv hvad du kan gøre for at kultivere mere af denne kvalitet i dit liv. Måske vil svaret være at det kunne være sjovt at prøve at gå til tango, at du vil gå til en digtoplæsning engang imellem, eller at du vil tage på en rejse til de Ydre Hebrider og mærke vinden fra Atlanterhavet i dit hår ...

Din Attachment Fetish Person kan også være et spejl af det du ikke kan lide!
Hvis du ser nærmere på din ”Attachment Fetish Person”, vil du måske også opdage at ikke nok med at den type mand eller kvinde du typisk bliver tiltrukket af, har nogle kvaliteter som du føler dig draget af – han eller hun har også ofte nogle kvaliteter som du absolut ikke bryder dig om!

Måske har du en tendens til at blive tiltrukket af kvinder eller mænd der kan blive lidt aggressive når du ikke gør det de vil have, der kritiserer dig og forsøger at presse dig til at gøre noget mod din vilje. Disse mindre tiltrækkende karaktertræk kan også være et spejl af dit eget indre. Et spejl af hvordan der er en del af dig der behandler dig selv aggressivt, der kritiserer dig og presser dig til at gøre noget mod din vilje (for hvorfor er du ellers sammen med en partner der behandler dig på den måde? Hvad er det i dig der byder dig selv den behandling?).

Hvis du kan se eller har mistanke om at du ligger under for sådanne uhensigtsmæssige tankemønstre, hvad kan du så gøre ved det? Heldigvis findes der nogle gode teknikker til gradvist at belyse og frigøre sig fra sådanne mønstre. I min erfaring er en af de bedste teknikker The Work of Byron Katie. For mere om denne enkle, men meget effektive teknik, se bogens Anden del.

Parforholdsmyte
Stærk tiltrækning/forelskelse er lig med at man er et godt match.

Tilbage

Hvad sker der med helten og heltinden EFTER de endelig har fået hinanden?

Er det ikke sjovt at man i romantiske komedier stort set aldrig får noget at vide om hvad der sker med helten og heltinden EFTER de endelig har fået hinanden?

Hvad med at STARTE filmen i samme øjeblik helten og heltinden – efter at have gennemgået alverdens pinsler og prøvelser – endelig får hinanden. Den allerførste scene i hele filmen ville være den hvor man i slowmotion og med stor svulstig musik i baggrunden ser helten og heltinden løbe hen over en blomsterbestrøet eng og endelig falde i hinandens arme, kysse hinanden vildt og inderligt og så ...

CUT til næste scene. Efter adskillige ugers velfortjent hed marathonsex er det nu blevet hverdag i heltens og heltindens liv. Og hvad skal de nu lave? (Der er trods alt grænser for hvor meget sex man kan holde ud at have. Selv den sødeste dessert begynder at smage lidt kvalmt hvis man spiser den morgen, middag og aften). Og kan vores smukke helt og heltinde overhovedet finde ud af at være i et forhold med hinanden nu hvor deres liv ikke længere er fyldt med næsten uoverkommelige forhindringer, intriger, onde stedmødre, udspekulerede stedsøstre, jaloux ægtemænd, dødelig familierivalisering eller verdens snarlige undergang?

Den første kurre på tråden opstår da heltinden inviterer helten med til familiemiddag (ofte et afgørende øjeblik i ethvert parforhold!). Her kommer helten i sit første parforholdsdillemma, for selv om han har svoret at han vil gå igennem ild og vand og dø for sin kvinde, har han faktisk aftalt at tage på fisketur med vennerne denne weekend. Så han siger pænt nej tak. Vores kære heltinde bliver helt vildt såret og skuffet (fordi hun tror på parforholdsmyten om at ’hvis du elsker mig, vil du gøre det jeg vil have’), og parrets første skænderi opstår. ”Jamen, jeg troede at du elskede mig?” græder heltinden. ”Jamen, det gør jeg da også, skat,” siger helten. ”Hvorfor vil du så ikke med til familiemiddagen?” snøfter hun. Nu er helten i klemme, og det ender med at han (omend inderst inde meget modvilligt) siger ja til at tage med (fordi han tror på parforholdsmyten om at et ’parforhold kun kan fungere, hvis man går på kompromis’).

Efter familiemiddagen opstår der endnu et skænderi, denne gang om fremtiden. Under middagen kommer spørgsmålet om børn op og helten udtaler at han først havde tænkt sig at blive færdig med sin MBA og få lidt mere gang i karrieren før han begynder at stifte familie. Det bliver vores kære heltinde ikke helt glad for og på vej hjem i bilen affyrer hun De Klassiske Syv Ord der ofte kan betyde enden på liv og glade dage for mange parforhold: ”Hvor-Er-Dette-Forhold-På-Vej-Hen?” (fordi hun tror på parforholdsmyten om at ’vi har en fremtid sammen. Dette øjeblik er kun en trædesten til et mål ude i fremtiden’).

Efter sådan en dag med forvirring, skænderier og skuffelser (baseret på vores kære helts og heltindes tro på vores mange kollektive parforholdsmyter) er den seksuelle lyst ikke lige i top, og parret spenderer deres første nat sammen uden hed sex. Og sådan går det slag i slag, dag efter dag, indtil helten begynder at bruge mere og mere tid på sit arbejde og mindre og mindre tid med heltinden. Parret glider mere og mere fra hinanden indtil heltinden en dag opdager at vores kære helt har en affære med en kollega på jobbet (hende den sexede projektleder fra iCube Electronics), og så er det tid til et besøg hos en sexolog der kommer med gode råd til hvordan parret kan blive mere intime og sætte krydderi på deres sexliv igen. Men det som hverken vores kære helt eller vores kære heltinde eller sexologen aner, er at deres problemer slet ikke har noget med deres sexliv at gøre, men bunder i at de (helt uskyldigt og ubevidst selvfølgelig) tror på og lader sig styre af de 101 myter om parforhold ... Og til allersidst (efter at have forsøgt at kickstarte deres slappe sexliv med både Kama Sutra, Tantra, S/M og femten forskellige blowjobs i det fri), går vores kære helt og heltinde hver til sit og sidder dybt skuffede på hver deres beverding og undrer sig over hvordan noget der startede så lyksaligt kunne gå så galt, kunne ende med at blive sådan en fiasko (fordi de tror på parforholdsmyten om at ’et parforhold kun er en succes hvis det varer indtil døden skiller os ad’) ...

Hvad siger du til det? Tror du sådan en romantisk komedie (eller snarere tragedie) ville have nogen chancer i Hollywood-land? Eller tror du at de fleste af os hellere ville forblive i illusionen om at de par vi ser i filmene – efter det første hede kys – lever lykkeligt til deres dages ende? 

Parforholdsmyter
De lever lykkeligt til deres dages ende.
De andre par har det meget bedre end os.

Tilbage

Hvem ville din partner være hvis du fik din vilje?

Mange af os går rundt med en masse ideer og tanker om hvordan vi gerne vil have vores partner skal være. Om hvad han eller hun ”burde” sige og gøre (eller ikke sige og gøre) for at vi kan være lykkelige. Om hvordan han eller hun burde ændre sig eller leve sit liv. Om hvad der er det rigtige for ham eller hende at gøre. Og så videre og så videre ...

Men som du måske har lagt mærke til, er virkeligheden at uanset hvor hårdt vi prøver på det, så makker vores partnere sjældent ret eller lystrer. Vores partnere tænker bare det de tænker, siger det de siger, og gør det de gør. Og de ændrer sig også meget sjældent uanset hvor meget vi prøver på at få dem til det.

Og forleden slog det mig at dette faktisk er en rigtig god ting. Fordi hvem ville din partner være hvis du fik din vilje?

Hvem ville din partner være hvis du som en anden Gud fik lov til at styre Universet og diktere hvordan din partner skulle tænke, tale, handle og leve sit liv? Din partner ville i hvert fald ikke være den person han eller hun er, vel? Hvis du tænker over det, ville din partner ikke engang være et menneske, men snarere en hjernedød slaverobot der sidder i et hjørne med savl hængende ud af munden og venter på din næste kommando. ”Yes, master, what is your command, my master ...”

Og omvendt, hvem ville du være hvis din partner fik sin vilje når det gælder dig?

Hvem ville du være hvis din partner som en anden Gud kunne diktere og bestemme, hvad du skulle tænke, sige og gøre?! Det er en grufuld tanke, ikke sandt! Du ville jo ikke være dig selv, men snarere en grøntsag, et tamt dyr i et gyldent bur der sidder der med halsbånd om halsen og lænker på både hænder og fødder mens du hjælpeløst bliver kommanderet rundt med.

Puha, sikken en tanke, hvad!

Og det er derfor at det faktum at vi ingen kontrol har over hinanden, over vores partnere eller de andre mennesker i vores liv, er så smuk og god en ting. Gud kunne simpelthen ikke have udtænkt og skabt det mere perfekt. Og rent faktisk, så er det præcis sådan Gud har udtænkt og skabt det!

Parforholdsmyter
Min partner burde/burde ikke __________.
Jeg ville være lykkelig hvis min partner __________.
Jeg ved hvad der er bedst for min partner.

Tilbage